Læsetid: 3 min.

En californier krydser sit kølvand

Realiseringen af Beach Boys’ aldrig udgivne mesterværk ’SMiLE’ er lyden af den nu 69-årige Brian Wilson, der genbesøger den sværeste tid i sit liv — og fuldender, hvad han ikke magtede dengang
Brian Wilson har med 
 45 års forsinkelse fået færdiggjort sit hovedværk.

Brian Wilson har med
45 års forsinkelse fået færdiggjort sit hovedværk.

Kristian Juul Pedersen

22. november 2011

»A teenage symphony to God«. Dét var ambitionen, når Brian Wilson og Van Dyke Parks sad i sandkassen — indenfor i Wilsons hus i 1966. Pladen skulle hedde SMiLE, og ja, den skulle få verden til at smile, som Wilson skriver i covernoterne til SMiLE Sessions, nyligt udkommet her 45 år efter at komponisten og tekstforfatteren sad dér formentlig med bare tæer i sandet. Og 44 år efter, at ideen løb ud i sandet.

SMiLE blev nemlig skrottet i foråret ’67, og ganske vist rekonstruerede Wilson og Van Dyke Parks SMiLE i 2004, men det var med nye musikere og indspilninger. Så først nu kan vi nyde omfanget af de to herrers ambitioner: De oprindelige optagelser af de seks Beach Boys-drenge (stemmerne, manner, stemmerne!) nyrestaurerede og nymixede til en mere eller mindre komplet fuldførelse af det tabte album. 19 færdige numre og dertil 21 både morsomme og magiske outtakes fra optagelserne.

Vi taler det mest sagn-omspundne album, der aldrig blev udgivet. Med god grund, viser det sig. For det er en åbenbaring at høre f.eks. »Heroes and Villains« udfoldet i al sin boblende, spraglede, multidimensionelle skønhed. Og oplevelsen forstærkes, når man holder den op mod den anderledes målrettede — stadig fremragende — udgave, der fandt vej til Smiley Smile, albummet der afløste SMiLE med genindspilninger af flere sange dérfra, men også i en mere flad, jovial produktion. Med stærkt beskårede ambitioner og en Wilson på vej i den mentale afgrund.

Eller hør den lydlige overfladeglasering på den senere udgave af »Surf’s Up« holdt op mod det mere heterogene, men livsaligt smukke kor af instrumenter og stemmer på SMiLE Sessions-versionen, som jeg personligt ikke vil have til at stoppe, når først den er gået i gang. Ren kærlighedslyd.

Eller »Wind Chimes«, hvor det næsten er chokerende at høre den retningsløse syre og klanglige klaustrofobi i den senere udgave, sammenlignet med den oprindelige, fuldt udfoldede, rekonstruerede version, som bobler over i vokalharmoniske klimakser. Ikke at den senere udgave er dårlig, den har bare noget ufærdigt og isoleret over sig — en fornemmelse, som en biografisk læsning kan forbinde med opgivelse, afmagt, sygdom.

Uanset hvad, forstår man under påvirkning af SMiLE Sessions, hvor tungt det må have været at droppe pladen i foråret ’67 — men man kan også fornemme den herkuliske opgave, som Wilson skabte for sig selv i studiet. Udstyret ikke med moderne redigeringsudstyr, men med spolebåndoptagere og barberblade. Klippende, klistrende, mixende ned på de sølle otte spor, der skulle kunne rumme de store spraglede solbeskinnede hymner.

Tyndslidt sjæl

Wilson havde store personlige problemer. Og når en sjæl er tyndslidt, så blæses den nemt i laser under studiets orkan af muligheder og modstande. Wilsons rivaler i Beatles modstod presset fra studiet — de var heller ikke alene, var endda under kyndig, sober ledelse af den femte Beatle, George Martin. Mens Wilson i ensomhed og stofmisbrug blev skubbet længere og længere ud og ned.

Al den afmagt høres ikke her. I stedet tindrer skønheden, ideerne galoperer og bliver realiseret, humoren gnistrer, og vokalharmonierne varmer både behagelige og smertefulde steder i eksistensen.

Den nu 69-årige Brian Wilson genbesøger med SMiLE Sessions begyndelsen på den sværeste tid i sit liv, forkrøblet af mange års stofmisbrug og siden mere eller mindre helet efter mange års terapi. Vi hører hans færdiggørelse af, hvad han ikke magtede dengang. Han giver fra sig, hvad han så gerne ville give, men ikke kunne få ud for 45 år siden. Det må være en dybt personlig sejr.

Og det kan måske lyde som et morbidt eller revisionistisk projekt. Men det er også en gave til musik- historien. En overdådighed af gavmilde og ekstatiske instrumenteringer og vokalharmoniseringer, en lydlig luksus fra en svunden tid, vækket til live. Forhåbentlig til glæde også for nye generationer. Arkæologien er fuldbyrdet, terapien er gennemlevet, kærligheden kan flyde frit.

 

 

The Beach Boys: SMiLE Sessions (Capitol Records/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu