Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dage badet i billede og lyd

Musikprogrammet under CPH:DOX bød på transcendental black metal-filosofi, hysteriske kroppe i VHS-lys og Under Byen, nu med knyttede næver og fanget i et bur af videoprojektioner
Nan Goldins håndplukkede billeder overtog hovedrollen under den ellers voldsomt karismatiske brite Genesis P-  Orridge og to medmusikeres litterære og musikalske fortolkning af Goldins fotos fra The Ballad of Sexual Dependency i en fælles performance på Statens Museum for Kunst.

Nan Goldins håndplukkede billeder overtog hovedrollen under den ellers voldsomt karismatiske brite Genesis P- Orridge og to medmusikeres litterære og musikalske fortolkning af Goldins fotos fra The Ballad of Sexual Dependency i en fælles performance på Statens Museum for Kunst.

Kultur
16. november 2011

Denne anmelder har altid ørerne højest i hierarkiet, når han går til koncerter. Det siger måske sig selv.

Og grunden, til at jeg føler behov for at nævne det, er, at under CPH: DOX’ musikprogram Audio: Visual kom der rod i rangordenen. Og det var vist også meningen. Det blev således amerikanske Nan Goldins billeder, der overtog hovedrollen under den ellers voldsomt karismatiske brite Genesis P-Orridge og to medmusikeres litterære og musikalske fortolkning af Goldins fotos — alle fra hovedværket The Ballad of Sexual Dependency, som er ekspanderet siden udgivelsen i 1986 og indtil 2003, hvor mange af de tidligste skæbner var blevet brutalt afsluttet af overdoser eller aids.

Med Goldins desperat ekstatiske, smukt sørgmodige dokumentariske miljøskildringer og portrætfoto af excentriske, nydesyge, selvdestruktive eksistenser fra New Yorks boheme-, narko- og homo-underliv var det svært at følge P-Orridge & Co.’s til lejligheden nyskrevne ord og musikalske arbejde i en dunkel materie af støj, glitch, forrevne flydetoner og stortrommedrøn. Men til sidst opnåede man en symbiose mellem billede og lyd og en slags afmægtig forsoning med det seksuelle mørke, den umættelige liderspiral, som man med en kende åbenhed på en prosaisk torsdag kunne mærke svare inde i en selv. Sort messe havde været en god betegnelse for arrangementet. Men den titel var taget aftenen før. Der var Sort messe på Statens Museum for Kunst hed det sig onsdag.

Skematisk forudsigeligt

Men vi blev snarere draperet i flower power-farver, ikke mindst i selskab med den dunkende freakpop-duo Prince Rama.

På trods af en sjov inkluderende start, hvor alle folk blev inviteret ned foran scenen og på trods af crowdsurfing som tillidsøvelse gav de to amerikanske kvinder ikke meget fra sig musikalsk — havde faktisk ikke så meget at give. Til det var de spraglet draperede sangskeletter alt for skematisk forudsigeligt tænkte.

Og efterfølgeren, solisten Lichens, fandt — eller gav — heller aldrig en afgørende tyngde eller forførelse i sin folk-vokal omgivet af drønende ekkolodder.

Mens han snarere blev modsagt end medfortolket af en farvestrålende computergrafik på storskærmen. Aftenens titel gav til gengæld med eftertryk mening i forhold til åbningsforelæsningen af frontmanden i newyorker black metal-bandet Liturgy, Hunter Hunt-Hendrix.

Forelæsning, spørger De? Ja, forelæsning. Men også med indledning og intermezzoer, hvor Hunt-Hendrix lagde sin stemme i dronende, manende lag-på-lag-konstruktioner, som for min skyld godt kunne have været en koncert i sig selv.

Men den filosofiuddannede herre havde noget intellektuelt at fortælle os. En transcendental black metal-filosofi, som handler om at bevæge sig væk fra genrens norske nihilistiske udgangspunkt og frem mod en dobbelt og endegyldig nihilisme. En afvisning af selvdestruktiviteten, depravationen, uendeligheden og dødsdyrkelsen i den norske black metal, til fordel for konstant kreativ vækst og modet til at anerkende livets forgængelighed og dets lysere sider.

Humoristisk distance

Heraf f.eks. modstillingen ’Lunar’ og ’Solar’ i hans powerpoint-præsentation. Alt sammen formidlet i noget så tørt som forelæsningens form, der kunne have været helt ulidelig, hvis ikke Hunt-Hendrix læste op med en så glødende ro, gav os sine multipliceret messende mellemspil og samtidig havde en så humoristisk distance til sin egen powerpoint-grafik.

En intellektuel tunnel forbandt Hunt-Hendrix’ foredrag og fredagens udsolgte koncert på Charlottenborg med amerikanske John Maus. ph.d.-skrivende i filosofi og ultra-lo-fi-musiker og sanger med en hvirvelvind af ideer om, hvordan kunsten er et af det moderne menneskes få muligheder for fri udfoldelse. Hvilket han så opsøger som liveperformer syngende henover et præ-indspillet lydspor. Hvilket er langt mere sindsoprivende og frit, end det lyder.

Fredag aften gik det således løs med et helt anderledes ekstatisk, hysterisk og direkte kropsligt show sammenlignet med Hunt-Hendrix’ zen. På et visuelt tæppe af 80’er-film og vhs-æstetik, skabt af videoinstruktøren Jennifer Juniper Stratford, drønede Maus rundt og råbte, skreg, sang og slog sig selv i hovedet, appellerende på en sært genert måde til publikums deltagelse. Og det forekom helt naturligt i den sensoriske overload af levende billeder, manisk performer og et lydspor, der detonerede i vild overstyring og susende og brusende støjflader på en måde, der ved disse høje lydniveauer føltes som massage for sjælen. Efter en lovende opvarmningskoncert med danske Girl Seeker og et godt og grundigt lo-fi-syrebad fra amerikanske Gary War gav John Maus os en opvisning i, hvordan man fører tanker helt ud i hver en fiber af kroppen — og når andre kroppe i processen. Med lyksalig uro til følge. CPH: DOX har i den forgangne uge leveret en række ambitiøse og mestendels vellykkede arrangementer under Audio: Visuals-fanen. Selv om flere arrangementer formentlig ville have godt af lidt bedre økonomi til forløsning af de gode ideer og frugtbare konstellationer.

Eventyrlig rumskabelse

Af og til endte det — formentlig i mangel af penge — med en koncert foran eller under en projektion. Hvilket kun i meget nært sammenknyttede samarbejder kastede afgørende ny mening af sig, som i tilfældene John Maus og Nan Goldin vs. Genesis P-Orridge — og så i søndagens samarbejde mellem danske Under Byen og Sidse Carstens, hvor der ikke kun var tænkt i levende billeder, men også i — fremragende — scenografi: Et gennemsigtigt fortæppe fangede projektionen, så den arbejdede i fordobling med dens tvilling på bagvæggen. Og Under Byen var fanget i de to projektioners bur. Skyernes skygge ramte dem, deres skygger ramte skyerne bag dem. Eller rettere den begrænsede skygge, som de kastede, for de var med undtagelse af hovederne nedsænket i mørke. Det skabte som helhed et eventyrligt illusorisk rum — endda med vindmaskineskabte dønninger i fortæppets projektion — for bandet og vores forestillingsverden at arbejde i. Og mens motorveje, smadring af elementkøkken, godt tænkte baglænsoptagelser og mennesker i indadvendt søgen med lukkede øjne udvidede forståelsesrammerne over sekstettens isser, så kunne vi kun forestille os deres manøvrer i mørket. Hvorfra bandet lynede koncentreret om en ny muskuløs, tung, dunkende udgave af deres før så lyrisk langlemmede selv. Hvor fingrene før åbent har afsøgt porøse muligheder i musikken, var de nu lukket i en næve. Der ramte os hårdt.

 

Sort messe på Statens Museum for Kunst, — onsdag.

Nan Goldin vs. Genesis P-Orridge — torsdag. Statens Museum For Kunst.

John Maus vs. Jennifer Juniper Stratford, Gary War og Girl Seeker — fredag. Charlottenborg

Under Byen vs. Sidse Carstens — søndag. Teater Grob.

Ralf Christensen har selv haft sin dokumentarfilm ’Pockets of Resistance’ vist på årets CPH: DOX

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her