Læsetid: 4 min.

Dødsmesse på tysk

Amos Elons mesterværk om de tyske jøders historie i dansk oversættelse
11. november 2011

Efter Hitlers magtovertagelse i Tysklands i 1933 gik antallet af selvmord blandt tyske jøder grassat. Det gjaldt både dem, der blev i landet, og dem, der flygtede, men ikke kunne udholde savnet af deres fædreland og tysk kultur. Oplysningens optimisme var i sandhed forbi. Det Berlin, der siden 1700-tallet havde været åndeligt centrum i sameksistensens og den gensidige befrugtnings navn, lukkede sig om sig selv. Nazisternes brøl om racerenhed og udryddelse af den jødiske abnormitet overdøvede alt.

Kurt Tucholsky, Walter Benjamin, Feuchtwanger, Ernst Toller, Stefan Zweig og mange flere søgte at føre den gamle verden med i landflygtigheden, men bukkede under. Lyrikeren Else Lasker-Schüler blev tævet af SA-bøller på gaden. Ugen før havde hun modtaget den fornemme Kleis-pris i lyrik. Hun slap bort på et hængende hår. Hannah Arendt flygtede efter at have været fængslet af Gestapo, fik plads på et tog bort fra Berlin på den flugt, der førte hende til USA og verdensberømmelsen.

Det skete små 200 år efter, at Moses Mendelssohn havde overkommet alle besværligheder ved som jøde overhovedet at færdes i de tyske lande og var kommet til Preussens hovedby for at studere. Her, imod alle odds, skabte denne ekstremt begavede, fysisk uanselige lille jøde sig sin tilværelse som filosof, blev katalysator for tidens ideer som en af de mest skattede, respekterede og afholdte åndspersoner i datidens Europa. Mendelssohn indvarslede optimismen og oplysningen og troen på det menneskelige frem for ekstrem nationalisme, selvtilstrækkelighed og dumhed.

Dobbelthed og konflikt

Mellem disse to kronologiske yderpunkter: Jødernes ankomst i 1743, og jødernes afsked i 1933, motiver af hhv. forhåbning og gru, opbygges og udvikles den preussiske højkultur, i hvilken det jødiske bidrag er betragteligt. Her, mens antisemitismen simrer, blomstrer musik, filosofi, naturfag, den politiske videnskab og meget mere.

Om denne afgørende periode i tysk og europæisk kultur, hvor man roligt kan sige, at erkendelsen gik med syvmilestøvler, og det moderne verdensbillede blev til, skrev i 2005 den østrigsk-israelske journalist og historiker Amos Elon (1926-2009) sit banebrydende værk: Zu einer anderen Zeit. Porträt der jüdisch-deutsche Epoche 1743-1933. Bogen foreligger nu på dansk i prisværdig oversættelse (fra den amerikanske udgave) ved Martin Wigotski Bielefeldt. Den danske titel er rammende: Et tysk rekviem. Det er, hvad det er: En langtrukken vellydende fortælling, men i tilbageblik en dødsmesse.

Det ligger i luften fra første færd, at den dobbelthed, der findes i den intellektuelle side af jødedommen, og som samvirker fint med den frisindede del af den tysk-kristne lærdomstradition, næsten nødvendigvis må komme i konflikt med den altyske sauerkrautnationalisme, der udvikles i 1800-tallet samt med den preussiske hovedløse rygmarvsmilitarisme.

En skikkelse som Heinrich Heine rummer i sin person denne konflikt. Få andre tysk-jødiske skribenter har dyrket det tyske mere intenst og med større skønhed og ynde. Og få andre var så jødiske i deres selvbevidsthed — samtidig med at ironien over for begge sider i deres eget jeg var så blodig. Heine får som gæst i sit land af Germania lov til at beskue Tysklands fremtid. Det sker ved, at gudinden løfter låget til sin natstol. Med hovedet i tønden kan digteren lugte sig frem. Helt til 1933 kan man sige.

Uundværligt værk

Heines profeti og person foregreb meget. Den tysk-jødiske krigsbegejstring i 1914 var legendarisk, ligeledes den tysk-jødiske indsats på fronterne. Procentvis faldt flere jøder end nogen anden defineret enkeltgruppes medlemmer. Det hjalp ikke, antisemitismen stak dybere end dybt, en inficering af det tyske folkelegeme, sagde nogle og faldt dermed i samme grøft som antisemitter og nationalister, når disse hænger fjenden ud ved at sammenligne ham med sygdom og sot.

Men at jødehadet stak dybt, kan ikke betvivles. Den store preusserkonge Frederik 2., som mellem feltslagene sad på Sanssouci og dyrkede oplysning med Voltaire og spillede fint på tværfløjte, afskyede jøder. Goethe kunne heller ikke sige sig fri. Antisemitismen var som sådan indlejret i Luthers dogmer; og den tyske katolicisme elskede jo heller ikke Israels børn. Jødestjernen var ikke en nazistisk opfindelse, den slags stigmatiserende mærkater prydede med mellemrum tyske og for den sags skyld europæiske jøders klædedragt, og på byernes porte var jødesoen hængt op med meddelelse om, at jøder var uønskede.

Amos Elons værk er uundværlig i dets nuancerede gennemlysning af perioden, hvor forfatteren lykkes at skabe overblik over det ufattelige og ufatteligt komplicerede integrations- og assimileringsproblem. Læst sammen med Hannah Arendts: Antisemitismen(på dansk 1968) har man her en chance for at gribe dybere ned i årsagerne til den tyske og europæiske utålsomhed med de jøder, som siden også er blevet symbol på andre etniske folkegruppers forsøg på at skabe sig ligeværd og tilværelse i verdensdelen. Sagt nænsomt er der andre end lige præcis interesserede i jødernes ulykkelige tyske historie, der kan få rigt udbytte af denne enestående bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu