Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Familien Noma inviterer på guidetur

Rejseguide. Jeg vil ikke tøve med at stikke ’København fra Noma + Momondo’ i hånden på alle besøgende i den danske hovedstad. Men der dog et par hår i suppen i Nomas nye guidebog, der i sit stramme koncept bliver lidt for mekanisk
Kultur
25. november 2011
Rejseguide. Jeg vil ikke tøve med at stikke ’København fra Noma + Momondo’ i hånden på alle besøgende i den danske hovedstad. Men der dog et par hår i suppen i Nomas nye guidebog, der i sit stramme koncept bliver lidt for mekanisk

Dessertkok Rosio Sanchez frister med måneskinscocktails på baren Ruby i København K, partner og køkkenchef René Redzepi inviterer på picnic på Kastellet på Østerbro, opvasker Alieu Sonko lokker os i Zoologisk Have på Frederiksberg, mens chefsommelier Pontus Elofsson rock’n’roller den på vesterbroske Vega.

Verdens bedste restaurant Noma har bedt sin internationale stab øse ud af deres yndlingssteder i hovedstaden. Dem har de så samlet til en guidebog som en hyldest til København, de udgiver sammen med det prisvindende rejsesite Momondo. København fra Noma + Momondo er en lille, lækker diskret sag i passende taskeformat, der er inddelt efter bydel. Der følger en lille kort intro til hver bydel, hvor der også er indtegnet en rute med markeringer af de anbefalede steder.

I guidens 140 sider forklarer forskellige medarbejdere på det københavnske flagskib i længere citater deres forkærlighed for alt fra solslikning på Assistens Kirkegård til karaokehelvedet Sam’s Bar. Ud over de uomgængelige turistseværdigheder som kanalrundfart, marmorkirken og Nationalmuseet m.fl., er bogen spækket med nutidige og hippe steder at indtage sin brunch, sippe en cocktail eller hænge ud after hours. Med København fra Noma + Momondo i hånden får man fornemmelsen af en guidebog med fingeren på bypulsen på samme niveau som Wallpapers City Guides, der er min foretrukne til forlængede weekender i storbyer. Ikke så mange dikkedarer og udenomssnak — bare ’lige i øjet’-tips til, hvor man skal slentre, æde og drikke.

Laurence, Robert, Helen og Gert

Hver af de 42 udvalgte medarbejdere har fået et opslag, hvor der er et lille billede af hver med en dertilhørende tekst.

Vi får lidt baggrundsinfo om alle, da de er sat til at svare på samme spørgsmål om, hvor de er vokset op, og hvad deres forældre og eventuelle søskende hedder. Alle svarer også på noget, bogen har rubriceret som ’værdi’. Vi får eksempelvis at vide, at kok Oliver Croucher-Stephens fra Isle of Wight, hvis forældre hedder Helen og Robert, »elsker Caroline«, tjener Romain Pierre Roger Cousot fra Sospel i Frankrig med forældrene Laurence og François’ værdi er »at rejse. At flytte sig omkring og opleve noget nyt« og at »mad og vin betyder meget« (surprise!) for booking manager Thomas Bagge fra Herfølge, hvis forældre lyder af navnene Helle og Gert.

Konceptet går meget godt i spænd med hele denne her autencitetsbølge, der har ramt rejsebøgerne. Umiddelbart virker det som en sympatisk tanke, at vi som læsere kommer i øjenhøjde med afsenderen: Noma — en ellers for mange utilnærmelig restaurant i verdensklasse. Men når vi alligevel kun får en enkelt anbefaling pr. person, hvad er så pointen med at kende til deres familierelationer, passioner og ’værdier’? Og så 42 af slagsen — det er al for mange mennesker at forholde sig til. Det havde givet mening, hvis vi havde med maks fem mennesker at gøre, hvis personlighed gennemsyrede hele produktet.

Med en guidebog i hånden fra Noma forventer jeg intet mindre end perfektion til mindste detalje.

Det mislykkes desværre, for det bliver en kende trivielt med al den opremsning. Kategorien ’Værdi’ virker påklistret, når den kommer lige efter ’Passion’, fordi de to ofte overlapper hinanden. Det er ikke gennemført, og her savner man lidt stram redigering på tekstfronten. Kill your darlings, som man siger i journalistikkens verden: Det var klart en af de ideer, der havde fortjent at forblive på idéplan.

Savner personlighed

Citaterne fra personalet er komprimerede opremsninger, der alle har samme længde. De er redigeret sammen, så de passer ind i opskriften på guidebogen. Her savner jeg saft og kraft i form af personlighed, for det er jo netop det, bogen tilstræber. De kunstigt til lejligheden kreerede citater bliver ofte ret mekaniske og til tider banale: »Stemningen er hyggelig og uformel, jeg føler mig altid helt hjemme her. Det er næsten som at være i nogens hjem. Meget afslappet. For mig er det det perfekte sted at tilbringe en søndag aften med min kæreste og vennerne,« siger den australske restaurantchef James Robert Spreadbury (søn af Roberta og Howard) om restaurant Fischer på Østerbro.

Når nu Noma er afsender, havde jeg forventet citater ud i det sublime. At de var redigeret nænsomt og afspejlede den adspurgte og ikke forsøger presse dem alle ned i samme form. Derfor bliver det familiære hurtigt overfladisk. Den samme skabelonagtige udformning går igennem i hele bogen. Den er nem, overskuelig og anvendelig med sine stramme grafiske udformning og velfotograferede sider med billeder, der til tider læner sig op af reportagefotografiet. Det er en fryd for øjet og højner standarden for rejselitteratur, hvor man i den nedre ende finder en rigtig stinker i form af øjebæen: Politikens Visuelle Guides.

Dens stringente udformning i både det grafiske og skrevne bliver desværre også bogens svaghed. Når man når frem til tjener Jonas Glarsing-Nielsen (søn af Janne bror til Daniel) på side 113, som anbefaler lidt berlinerstemning i form af Bopa Plads, er man efterhånden godt træt af at bladre og bladre og bladre gennem et utal af monotone sider, der på papiret lignede en smuk og enkelt skabelon, men i udførelsen mangler noget swung. Jeg savner, at guiden bryder med ensformigheden og giver os en firesiders artikel om noget særligt udvalgt: Lidt ekstra info, som jeg ikke kan finde i andre guides. Dét havde været i Nomas ånd.

Ved et besøg på Noma bestilte jeg engang deres Nassaaq-menu bestående af 12 retter. Nassaaq betyder ’opdagelsesrejse’ på grønlandsk, hvilket var meget passende for en menu, der bød på alt fra moskusoksetatar, gedelever og rødebedeflødeboller på smørkiksebund. Jeg kunne også i bogen savne lidt af Nomas nassaaq, så det hele ikke bare smager af kylling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder lidt vel hipt og mest af alt som en bog, man undvære - i det mindste, når man ikke er turist. At man opererer med kategorier som "værdi og "passion" lyder fælt, og får mig straks til foreslå en anden type læsning: Dagens Bent Vinn Nielsen der også handler om, hvor man kommer fra, hvor man rejser og hen og hvad man registrerer undervejs.