Florence Welch kom usædvanligt godt fra start i England, hendes hjemland. Som Florence + the Machine (navnet til trods er hun i høj grad solokunstner) udsendte hun i 2009 debuten Lungs, som med ikke ringe hjælp fra BBC hen ad vejen nåede førstepladsen på salgslisterne, hvor albummet blev hængende i månedsvis. Listen over de priser, hun efterfølgende modtog, er lang som et ondt år, og dertil kommer en stribe hitsingler på verdensplan, så det skal ikke komme an på det. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at Welch decideret har opfundet den dybe tallerken.
Langt hen ad vejen lyder hun i disse ører som en art discount-Kate Bush (anno Hounds of Love, dvs. ca. 1985), dvs. hun bevæger sig i samme rytmisk voldsomt markerede barokke artpop-territorium, bare uden de der skarpe kanter og svimlende fald, som karakteriserer Bush, når hun er bedst. Til gengæld spares der ikke på følelsesmæssig bombast, og den rødhårede (i virkeligheden brunette; sorry, guys) sirene kan synge, så håret står.
Den med spænding imødesete to’er er så landet i form af Ceremonials, der ufortrødent tager tråden op fra debuten med tolv højspændte sange et sted i feltet mellem rock, pop og soul. Her er næsten mere end godt med sturm und drang, og knyt din næve, og syng af dine lungers fulde kraft. For der er først og fremmest kommet mere knald på, arrangementerne er storladne og produktionen imposant, de junglestammeagtige trommer pisker uophørligt lortet frem, og det samlede resultat kan kun kaldes himmelstræbende. Det er alt sammen umådeligt firseragtigt, hvad man alt efter tilbøjelighed kan nyde eller begræde.
Akilleshælen er så sangskrivningen, som ikke på noget niveau kan kaldes uforglemmelig. Til gengæld fyrer hun den af på vokalsiden, så det er umuligt at forblive ganske uberørt. Som helhed lyder det som lidt for lidt ganget hundrede, om end det demonstrative føleri her vil givetvis appellere til mange, hvilket kan aflæses af det faktum, at skiven er strøget direkte ind på den engelske førsteplads. Tja.
Fra hit til hit
Også den 23-årige Rihanna kom flot fra start med det til stadighed smittende hit, ’Pon de Replay’, fra debutalbummet Music of the Sun (2005), som adskilte sig fra de fleste R&B-udgivelser ved også at indeholde elementer af soca og dancehall, en naturlig følge af Rihannas caribiske rødder (hun er fra Barbados).
Endnu større succes opnåede hun året efter med A Girl Like Me, der landede hende på førstepladsen i USA med det energiske ’S. O. S’, efterfulgt af yderligere to hits. Hvad, der sendte Rihanna ud i stratosfæren og forvandlede hende til en verdensstjerne, var det for genren sjældent helstøbte Good Girl Gone Bad (2007), hvorfra sangen ’Umbrella’ blev et hit uden sidestykke. Så langt, så godt, ung og yndig var hun, men efter et års fortjent pause vendte hun tilbage i 2009 med den kontroversielle ’Russian Roulette’, om at være i et voldeligt forhold. Det tilhørende album, Rated X, besad en ny og mørkere tone og viste en ung kvinde, der var ved at finde sin egen identitet, en udvikling, der desværre ikke udfoldedes maksimalt på sidste års svagere Loud, hvor hendes fascination af S&M indkredsedes, ikke mindst på nummeret af samme navn. Som altid var der selvfølgelig noget at komme efter.
Det holder
Rihanna er et af de modigste navne inden for moderne R&B, hendes singler ligger uden undtagelse forrest i feltet, og selv som albumkunstner overstråler hun de fleste inden for genren. Så selv om hun på det spritny Talk That Talk befinder sig mere nede på jorden — musikalsk som tekstligt — end længe, er det ikke desto mindre et album, hvor man gerne hænger på fra start til slut. Mest nyskabende for kunstneren er det trance-fræsende ’Where Have You Been’, men ellers er det et behageligt afvekslende udspil, hvor der stilistisk kommes ud i kroge som dubstep, dancehall, electro og hiphop, med enkelte caribiske elementer og som altid en gennemtrængende R&B-sensibilitet til at binde elementerne sammen. Modsat mange R&B-sangere er Rihanna dog helt fri for gospelaffektationer, hvilket betyder totalt fravær af det der overdrevent teatralske foredrag, der rider genren som en mare.
Talk That Talk er således en udgivelse, man gerne vender tilbage til. Rihanna holder.
Florence + the Machine: Ceremonials (Island/Universal)
Rihanna: Talk That Talk (Def Jam/Universal) Udkommer mandag
