Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Forførelsens blodskudte øjne

Når guder elsker på islandsk
Kultur
25. november 2011

Enhver véd, at en mands begær kan tændes blot ved synet af en kvindelig blottelse, så utilsigtet den end er. Digterne har svælget i det, Baudelaire, Jens Baggesen, Chr. Winther, J.P. Jacobsen, So-phus Claussen. Aarestrup med særlig elegance ved synet af en albue, en hvid skulder. Og guderne er endnu mere grådigt opmærksomme som nu kærlighedsguden Frej i det oldislandske eddadigt Skirners færd,som man kan nyde i Martin Larsens gendigtning i hans Guder, Helte og Godtfolk(1954).

Eddadigtene og hele den nordiske mytologi er ikke i samme grad børnelærdom og kulturelle følgesvende her som for islændinge, der har let ved stadig at aktualisere fantasistoffet. Og dog har Villy Sørensen på sin måde snildt genfortalt Frejs slemme eventyr, udløst ved synet af den lysende unge jættekvinde Gerd. I digtet lyder det:

I Gymers gård

dér gik, så jeg,

hun, som jeg ønsker hjem;

armen lyste,

og ét skær

fik hav og himmel.

Dér sad han i Odins overvågningscentral Hlidskjalv og blev ude af sig selv af begær. Han sender sin skosvend, sin tjener, af sted med hest og sværd for at hente pigen, som slet ikke er opsat på spøgen, men som med gyldne løfter og uhyrlige trusler tvinges til et møde i en lund, hvor Frej så kan komme. Dog først om ni nætter vil han kunne »glad favne Gerd«. Og så er den historie ikke længere, overladt til lytternes, læsernes fantasi.

Forførelse

Den slutning vil en moderne kvindelig bevidsthed ikke lade stå og blafre i vinden. Gerdur Kristn, 40-årig velrenommeret lyriker, som oversætteren Erik Skyum-Nielsen fortolkende introducerer i sit efterord, har i et fortællende digt i ultrakorte, eddainspirerede strofer genskabt forførelseshistorien, nu oplevet fra kvindens synsvinkel, under titlen Blodhingst. Og da som et lidelsens epos efter hendes umiddelbart gæstfri og ængstelige modtagelse af den fremmede. Lyrisk intenst, allerførst tilbageskuende som præsentation af et knugende og isnende minde. Men derefter som en oprindelig idyl i det fædrene og mødrene hjem. Det er ganske virtuost og yndefuldt formuleret, f.eks.

Rognfisk i stille vand

legede i mit spejlbillede

fór ind ad et øre

ud ad det andet

Fascinationen af detaljen er genkommende, bl.a. af øjet: Skirners øjne af mørkt glas, dernæst øjne revet ud af modstanderne under hans indtrængen. Hun spejler sin døde mine i hestens øjne, ligesom hun ser Frejs ulvegrå øjne jagende efter hende, og han på sin side spejler sin døde mine i hendes øjne. Historien fortsætter nu efter hans grumme voldtægt eller guddommelige elskov. Resultatet, hun vender hjem med, er en søn, »lille og med lodne bryn, ulvegrå øjne«. Hævnen vil muligvis rase.

»Men dér er mit land/hyllet i natstille ro. Og som vi nu véd fra det minde, der indleder digtet,»støbt i stålkold is«.

Sjælelig tortur

Således er hendes kvindeskæbne lyrisk, metaforisk og konkret syet sammen i prægnante detaljer af skiftende kulde og varme, forventning og rædsel og med titeldyret blodhingstsom overbegreb, tegn for den mandlige primitive drift. Hesten er Frejs betaling til Skirner for det brutale frieri, som udmaler konsekvenser af hendes afslag i uhyrlige straffeforanstaltninger, ensomhed, pine, goldhed og sjælelig og fysisk tortur. Hesten er af farve sort, som hugget ud af natten, og de rider ad skråninger, går som i bølger af blod. Og mere neutralt skildres den i de korthugne strofer, der mimer de gamle vers,

Kropssvær

brystet dybt

ørerne brede

lænden lang

På denne måde står de små enkelttekster alene på hver sin side som omgivet af hvid tavshed og eftertænksom tyngde, afsnitsinddelt af lige så små, sorte linoleumssnit af tilrettelægger Anne Rohweder. Digtenes naturimpressioner er både indad- og udadvendte i denne prægnante lyriske punktfortælling i det smukkeste dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her