Læsetid: 3 min.

At give sin varme fra sig

Asta Olivia Nordenhofs punktuelle, åbne skrift skaber et sært univers og en hudløs energi. Og så fortsætter det på nettet
Asta Olivia Nordenhofs punktuelle, åbne skrift skaber et sært univers og en hudløs energi. Og så fortsætter det på nettet
4. november 2011

Den er et mærkeligt lille kammerspil af en bog, Et ansigt til Emily, som Asta Olivia Nordenhof debuterer med. Kompositionen er måske ikke sprængt, men den er sært åben, luftig i det.

Småbitte prosastykker, lister og replikskifter veksler med hinanden i bogens tre dele. Og delene føles som små, selvstændige indsnit fra en større fortælling, hvis øvrige konturer vi aldrig ser. Selv om fire personer går igen — Emily, der har arbejdet som luder, Rosa, som elsker hende og passer på hende, Daniel, som hun elsker, og som ikke er der, Rosas far, der er død og til stede på samme tid — refererer de ikke til hinanden, delene.

I første del er vi i Rom, her mødes Emily og Rosa, her gifter Emily sig tre gange. Anden del optrykker Rosas fars breve fra Afrika, 1976. I tredje del har Emily en forestillet brevveksling med Daniel.

Længslen efter at have nogen, der kan modtage ens kærlighed — og hvor vedholdende, den længsel kan være — er en rød tråd undervejs. Mange steder kredser bogen om kroppen som en forankring, som længslens udgangspunkt. Om den ensomme, sovende Rosa hedder det et sted, at hun »ligger og giver sin varme fra sig«, som om kroppen af natur er givende, selv når den ligger alene.

'Pissefuld af hjertesorg'

Men ellers er det mest tonefaldet, der binder Et ansigt til Emily sammen til en hel bog. Den er på én gang abstrakt og hudløs, tonen, og punkteres jævnligt af en kantet, kontant humor. Et af Emilys giftermål afvikles sådan her:

»Her er Emily i Rom for dér at gifte sig med præsten. Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg.«

Det er jo både sjovt og hjerteskærende — og derfor også imponerende — det lille skift i tonen. Emilys sidste giftermål klares i stedet med otte linjers fordrømt og fantastisk monolog:

»Emily:/ Jeg giftede mig med lægen/ vi bosatte os i Rom/ om efteråret var fliserne varme og rolige/ jeg tænkte: man kunne malke de fliser for varme/ lægge sit nøgne bryst mod dem og lade brystvorterne suge al varmen til sig/ man kunne gå hen til sin elskede med sine nu glohede brystvorter/ og brænde to mærker på dennes øjenlåg/ tvinge det syn åbent, der for længe har været lukket«.

Som man kan se, kan kroppens energi også bruges aktiv, være en indsats i kampen om kærlighed. Under alle omstændighed blander noget grotesk og noget hjerteskærende sig også her med hinanden. Det er svært at ryste af sig, ikke at man har lyst til det.

En sær gestus

Undervejs kan Et ansigt til Emily minde om den tidlige Kirsten Thorup — Love from Trieste foregår jo også i Italien — hvor lister og tekstbidder på samme måde antyder et drama mellem få skikkelser. Andre gange minder den om de abstrakte læsestykker, Mikkel Thykier har udgivet på Gyldendal. I hans Daglig tale optræder der endda en Emily, som dog kun tiltales og ikke selv ytrer sig. Det gør hun så her. Det kunne der ligge en pointe i.

Under alle omstændigheder bogen en virkelig fin debut. Man forstår ikke altid, hvad Asta Olivia Nordenhof vil, især er de midterste, gennemskrevne breve fra den afdøde far en sær gestus. Men der er en energi og en præcision i de enkelte sætninger, som får i al fald mig til at vende tilbage.

Og så fortsætter den på nettet. På Asta Olivia Nordenhofs blog dukker der for tiden nye små tekststykker op om Emily, Rosa, Daniel og faren. Det er fordelen med den løse, serielle form: Den kan udvides i det uendelige. Måske samler forlaget dem i en ny lille bog. Så kan vi glæde os til den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu