Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Alt godt fra computerrummet

’Space Invaders’ er en underlig, men sød udstilling med lidt spil, lidt splat, lidt kunst, et par film og noget historie
’Space Invaders’ er en underlig, men sød udstilling med lidt spil, lidt splat,  lidt kunst, et par film og noget historie
Kultur
25. november 2011

Bedømmelse: 3/6

Han sidder helt alene med en pind i hånden og styrer lærredet, uden at der er nogen i den virkelige verden, der tager notits af det. Nogle gange er det som om, den eneste forskel på kunstneren og computernørden er, at førstnævnte stadig tror, at værket er en del af en større fortælling.

Det er som om, kunstneren insisterer på at være en del af det store game, hvorimod computerspilleren sagtens kan have det sjovt, uden at der er nogen, der taget notits af hans præstationer.

En virkelig morsom parodi på kunstnerens rolle findes i Jeremy Baileys video Video Terraform Dance, hvor kunstneren med en genstand i panden styrer programmet og laver sin egen verden ud fra devisen: Det kan godt være, at kunstneren ikke kan gøre samfundet bedre, men boligpriserne, dem kan han være med til at skrue i vejret.

Og så bliver der ellers bygget en ø med natur og bygninger, inden Bailey bomber sig til så stor succes, at programmet går i apokalypsetilstand, hvilket er 60 sekunder, hvor alting blinker med en funky sang og en opfordring til at danse amok inden den totale udslettelse.

Space Invaders er en udstilling om computerspil og kunst, men emnet er så bredt, at det svarer til at lave en udstilling, der bare hedder ’installationskunst’, eller ’maleri’ eller ’grafik’. Computerspil er en enorm genre, der spænder over 30 år og uendelige temaer, så i stedet for at få foldet spillenes kritiske potentialer ud, er udstillingen snarere en kær lille romance.

Bizar motorjoystick

Som eksempelvis i titelværket Space Invaders, der er en opstilling af det originale Space Invader-spil fra 1978, som man kan spille på storskærm.

Det var kickstarten til computerspillet, og det er rart at spille det i kunsthallen og i 2011 blive mindet om, at det der kunne tryllebinde masserne dengang, har samme meditative effekt i dag. Det tager tre skud mod rumskibene fra det ydre rum, så er man hooked.

Udstillingen er også fuld af musikvideo-etik som i Guillaume Reymonds film hvor 80’er computerspillene Pong, Space Invaders, Pole Position, Pacman og Tetris opføres med levende mennesker i biografsale.

Og her er nydelig tidsfordrivskunst som i alle Tetris- værkerne, der leger med de små, faldende kasser, som de fleste har prøvet at have på hjernen.

Og et bizart værk, hvor en motoriseret joystick ganske vulgært selv kan bevæge sig frem og tilbage, imens den navigerer rundt på må og få i et rum, der er blæst stort op på væggen.

Jakob Tækker har anbragt sig selv i et spil, hvor det gælder om at skyde ham. Det er ikke svært, selv om han kigger på en med bedende øjne, hvorefter han synker livløst sammen i bunken af sig selv, når man trykker af på pistolen, for så at dukke op igen og igen og igen.

Vold og krig er dog desværre det, der fylder mindst på udstillingen. Her stikker det ellers dybere end i et værk, hvor man kan få en garderobe og et tårnvindue til at ligne et spil Tetris .

I Harun Farockis video Immersion ser vi eksempelvis, hvor fjernt krig er fra virkeligheden. Fra at have været tv og internet-events, er krige nu efterhånden blevet fjernstyrede og hensat til cyberspace. I Immersion bliver en person ’nedsunket’ i en afghansk by, hvor hans ven, Jones, blev skudt i smadder, hvorefter en psykolog og en programmør på ren scientology-manér genskaber tragedien, som den hjemvendte soldat så kan genopleve med sine virtual-reality-briller på i et terapeutisk forløb.

Krig, spil eller kunst

Selv den sidste vestlige berøring med vores kriges barbari skal digitaliseres, så vi endelig kan stå med rene hænder og hævntogter i demokratiets navn, der kun sker ved at trykke på den humanistiske, etiske og helt igennem politisk korrekte og nødvendige knap, der uden nogen ofre på vores side rydder, ikke vores fjender naturligvis, men menneskerettighedernes fjender af vejen.

Krig er blevet til et eminent computerspil, hvor man lærer fjenden mindre at kende end på et gennemsnitligt strategispil til iPhone.

Og det viser sig da også, at personen i Farockis film gemte sit ansigt ved mødet med fjenden, han så ham ikke, det er først i computersimulationen, at det, der skete bliver virkeligt, og han kan stå ansigt til ansigt med frygten. Det er først her, han endelig kan forstå, hvad der er sket og kan lade sårene begynde at heles.

Og som en sidste finesse spilles soldaten af en skuespiller, der i virkeligheden er en af terapeuterne. Lagene forskydes, og det, der ødelægger liv som dit og mit på den anden side af jorden, er syv led fra at berøre os, der trykker på knappen.

Som ud af desperation over uretfærdigheden har amerikanske Riley Harmon i værket What is it without the hand that wields it skabt en anordning med falsk blod der sprøjter ned ad væggen, når en karakter i det spil Counterstrike som blodposerne er forbundet med, bliver skudt.

Det virker stærkere, end det lyder, og stiller selvfølgelig spørgsmål ved forholdet mellem cyberspace og virkeligheden. hvilket slet slet ikke er uinteressant i en krigs- og velfærdsteknologisk-tid hvor robotter, droner og simulationer er ved at tage over.

Hvad sker der, når det er os, der bliver reduceret til en grafik et sted på et kort og ikke blot ’den anden’? Hvordan kan vi bevare vores ekstreme individualisering og nødvendigheden af at tage selv de mindste behov alvorligt i en verden, der er ved at reducere os til prikker?

Bill Viola er med som øverste navn på plakaten, og han skuffer ikke med sin spillificering af kunstoplevelsen som en mørk sort og hvid parallelverden, hvor man langsomt bevæger sig rundt og altid har mulighed for at trykke på X’et, der giver adgang til erkendelser. Erkendelserne varierer fra at se sin egen skygge, til boblende vand eller møder med bombede ruiner eller sågar nogle af Violas egne værker. Og man bliver tilmed belønnet for at erkende, man kan bevæge sig hurtigere og allerede efter et par erkendelser, vil man få en præmie i form af et par klip i farver.

Så heldig kan man også være på Space Indvaders, men så skal man også virkelig ville det. (Farockis film vises allerøverst, allerbagest.)

Space Invaders i Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads i København til den 29. februar 2012

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her