Læsetid: 4 min.

Et godt lig

Dødsårsager kan håndteres i retsmedicinerens laboratorium, mens forfattere kan beskrive følelserne. En fra hver kategori har sammen skrevet en bog om, hvad der sker, før vi havner i ’æsken’. Værre end et kort liv er et spildt liv
18. november 2011

En romanforfatter, Kristian Ditlev Jensen, opsøgte en retsmediciner under sin research til en ny bog. Han ville vide, hvordan man begår et giftdrab. Retsmedicineren var professor Jørgen Lange Thomsen fra Syddansk Universitet, der redegjorde for det så indsigtsfuldt og åbenbart fascinerende, at forfatteren, som også er journalist, så, at lægens viden og erfaringer var en ren guldgrube af stof, rigeligt til en hel bog, som de to nu har skrevet. En bog, hvis titel i øvrigt i sjælden grad dementerer sig selv. Hvorfor må vi ikke tale om døden? hedder den. Man kunne også spørge: Hvorfor skal vi absolut tale om døden? Er den ikke bare noget, der skal overstås, og derefter ved vi intet?

Næh nej. Der er masser at sige rundt omkring døden, både før og efter, og det gør de to forfattere i syv samtaler om vigtige etiske spørgsmål som selvmord og medlidenhedsdrab, om konkret død ved drab, trafikulykker og misbrug, men også i personligt skrevne artikler om deres eget forhold til døden, hvor Kristian Ditlev har været ramt med selvmord i familien og en tidligere kærestes tidlige død af kræft. Han skriver bevægende, og retsmedicineren er også en fortrinlig forfatter. Navnlig er bogen fuld af eksempler. Det er dens styrke i forhold til et emne, der ellers kalder på højstemte selvfølgeligheder.

Kan emnet også have en humoristisk dimension? Ja, absolut. Som da en ung Kristian ved et tilfælde får et studenterjob som kirketjener, hvor han dels skulle ringe solen op med kirkeklokken, Quasimodo style, dvs. ved at trække i et reb, men også skulle skubbe kister — ’æsker’ i fagjargonen — ind i kirken på en rullevogn.

Lige før en bisættelse kørte han for tæt på kirkedøren, som skrabede lakken af kisten. Jamen, så havde de da noget rettelak. En anden gang kom han til at rutsje et lig, så kraniet bumpede mod kistens endevæg, og ligduften slap ud i kirkerummet. Det havde man også råd for. Et forstøvermiddel, og i øvrigt tager hvide liljer en del af dødens lugt. Derfor er de så foretrukne ved bisættelser.

Gakkede gangarter

Retsmedicinere ses mere og mere på film og i tv-serier. De har det kedelige arbejde med i underlige dragter at dissekere lig, hvis de da ikke lige spiser deres madpakke, mens kriminalfolkene har det spændende opklaringsarbejde i marken. Tror man måske. I virkeligheden er retsmedicin spændende opgaveløsning på højeste videnskabelige niveau. Ud over at danne grundlag for væsentlig forskning, er arbejdet vigtigt for retsbevidstheden, og ofte en afgørende faktor i efterforskningen. Retsmedicinerne træder til, når der er usikkerhed om et dødsfald. Var det selvmord eller drab? Man kan aflæse kriminel vold ved at scanne for knoglebrud og undersøge blodudtrædninger, og man har kunnet identificere gerningsmænd på deres gangarter. Faktisk er der for nylig oprettet et professorat i retsantropologi, kaldet Laboratoriet for Gakkede Gangarter blandt retsmedicinerne.

Men er det ikke ulækkert sådan at stå og gratte i døde kroppe? Nogle kan ikke klare det, men som Jørgen Lange Thomsen siger, er der ikke den store forskel på det og en almindelig kirurgisk operation. Han vil f.eks. have sværere ved at skulle være læge for kræftramte børn.

I Odense forskes også i 14.000 opgravede middelalderskeletter, og — værre — professor Thomsen har været tilkaldt som ekspert ved åbningen af massegrave i Kroatien og identifikation af ligene. Ligeledes efter tsunamien i Thailand og efter 9/11 i New York, hvor der ikke var et eneste helt lig, men masser af afrevne lemmer, som skulle stykkes sammen. Selvfølgelig gør det indtryk, men det er også et arbejde, der skal gøres.

Sygeliggørelse

Kristian Ditlev Jensen har selv mange historier at byde på, men i spørgerens rolle som afsæt for Jørgen Lange Thomsens svar. Denne er tættest på dødens konkrete årsager, når han obducerer, og som kan forklare de fysiologiske årsager til det, vi kender som naturlig død, men som altid bunder i en sygdom. Spørgeren repræsenterer os alle og vil også gerne vide, hvad der er mest farligt, at ryge eller drikke, hvis man gerne vil nyde livet?

Rygning dræber hurtigere, lyder svaret. Rene ord for pengene. Alkohol er derimod ikke nogen sikker dræber. Nogle mennesker har et enzymberedskab, der gør, at leveren omdanner og nedbryder alkohol så hurtigt, at den ikke når at gøre skade på leveren. Det gælder eksempelvis grønlændere, som faktisk sjældent har skrumpelever. Så ved vi det!

’Et godt liv’ hedder det sidste kapitel, hvor journalisten vil vide, om man kan se på et lig, om livet har været godt for vedkommende. Professoren ser mest dem, som har haft et skidt liv, blandt andet en del narkomaner. Han er i øvrigt skeptisk over for den sygeliggørelse, der ligger i moderne sundhedskultur og idelige undersøgelser af ditten og datten. Læger skaber derved farlig dødsangst, og der er grænser for, hvor meget videnskaben egentlig ved. De to herrer er enige om, at livskvalitet ikke kan måles, og at det værste ikke er et kort liv, men et spildt liv.

Men må vi ikke tale om døden? Jo, vi må så. Mange gamle gør det, når en i kredsen dør. Det egentlige problem er vel, at vi taler for lidt med vore døende. Om det mangler et kapitel, for i grunden er det ikke så svært endda. De fleste gør det bare ikke. Men alt i alt en spændende og oplysende bog for både fagfolk og lægfolk, som vil vide besked om livsnydelsers virkninger.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu