Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Højt dekorerede saxofonister

Ekspressionismen i højsædet hos Mats Gustafsson og Miguel Zenon i Montmartre
Kultur
5. november 2011

Hvis man kan forestille sig den lyd, der kommer ud af halsen på hesten lidt til venstre for midten i Guernica-billedet i det øjeblik, Picasso har undfanget den, har man et godt indtryk af de lyde, der kan komme ud af svenske Mats Gustafssons saxofoner.

Det første sæt af svenskerens lidt mere officielle præsentationskoncert for modtagelsen af årets Nordisk Råds Musikpris i Montmartre tirsdag var, i lighed med hele hans koncert ved sommerens jazzfestival i Mayhem, solo, og her, nu både på tenor og baryton, diskede Gustafsson igen op med et spil, som han med udnyttelsen af den rene lyd fra instrumentets klapper, forskellige ukurante luftgennemstrømninger, en veludviklet overblæsningsteknik samt sin egen smældende tunge- og stemmekraft snarere gjorde til en ordløs monolog – talt, vrisset, sukket eller skreget – end noget, der har med tonalitet at gøre.

Gimmicket Alfie

Selvom Gustafsson denne gang besværede sig med at give os navne på dem, han dedikerede de enkelte stykker til, så krævede det for denne lytter ganske stor anstrengelse at forbinde sax-’talestrømmen’ med disse personer, bl.a. fordi svenskeren som ved sommerens koncert, pludselig og ud af det blå (eller det sorte!), trak Sonny Rollins’ Alfie-tema på et sted, der angiveligt skulle minde os om digteren Inger Christensen. Ved sommerkoncerten skulle temaet formentlig ikke minde os om andet, end at Sonny Rollins på dét tidspunkt også spillede i København. Nu var det bundet til Inger Christensen. Er Alfie andet end en gimmick, Gustafsson anvender tit – og er dedikationerne det også?

Mest interessant blev derfor koncertens anden halvleg, hvor Gustafssons imponerende evner som ekspressionist med rødder tilbage til 60’ernes sorte freejazz-bevægelse blev sat i relief i samspil med den britiske bassist Barry Guy og landsmanden Raymond Strid ved trommerne. Især Strids spil var med sin kombination af autoritet og konstant dynamisk og klangmæssig afstemthed en stor inspiration for aftenens hovedperson, der nu også trak det, om man så må sige, melodisk motiviske kort.

Fattig på vitaminer

Næste aftens Montmartregæst var også en højt dekoreret ekspressionistisk saxofonist. Amerikansk-puertoricanske Miguel Zenon, der kun spiller alt, har i en tidlig alder opnået støtte fra både Guggenheim- og Mac­Ar­thur-stiftelserne og kan derfor beskrives som en musiker, det etablerede amerikanske kulturliv satser på. Denne lytter satsede også på noget stort i St. Regnegade, for på cd og i selskab med San Francisco Jazz Collective har Zenons fortættet intense spil været værd at lægge øre til.

Mine forventninger blev ikke indfriet. Zenon turnerer med repertoiret fra sin seneste udgivelse, der kun omfatter puertoricanske folke- og popmelodier. Deres vitaminfattigdom blev hurtigt demonstreret. Faktisk kom arrangementernes idelige ostinat- eller toneartskift og de meget lange soli til at understrege materialets uanvendelighed som improvisationsgrundlag, og samtidig gav det indtryk af en Zenon, der trods alle sine hidsende figurer slet ikke formår at løse op for noget egentlig dramatisk fortællende i sit spil, heller ikke i sin tone, da selv fortepassager slet ikke åbnede sig.

Zenon undveg konsekvent taktslaget i sine figurer, og hans fraser endte som flagrende tirader. Pianisten Luis Perdomo derimod forholdt sig til taktslaget i hver en frase og brugte det til at skabe spænding i sit spil. Perdomos distinkte højrehåndsspil var dét sæt værd, anmelderen holdt til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det første afsnit i denne anmeldelse er den flotteste sammenligning, jeg har set, siden nogen skrev om en Frank Zappaplade, at den lød som "De syv samurajer spærret inde i en telefonbox"!