Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hyldest til Pagnol og Provence

Skuespilleren Daniel Auteuil debuterer som instruktør med et følelsesbrusende og kornsusende Provencedrama baseret på Marcel Pagnols 'Brøndgraverens datter'
Skuespilleren Daniel Auteuil debuterer som instruktør med et følelsesbrusende og kornsusende Provencedrama baseret på Marcel Pagnols 'Brøndgraverens datter'
Kultur
3. november 2011

Det var som Ugolin i Claude Berris film Kilden i Provence og Manon og Kilden, begge fra 1986, at Daniel Auteuil for alvor slog igennem som skuespiller. Siden har han haft glansroller i bl.a. Michael Hanekes Skjult, men nu bevæger han sig for første gang om bag kameraet. Det gør han med en film, som griber tilbage til Berris Marcel Pagnol-filmatiseringer og nærmest fører én 25 år tilbage i tiden.

Hans instruktørdebut Brøndgraverens datter bygger både på en film og en roman. Den folkekære franske forfatter og instruktør Marcel Pagnol lavede i 1940 filmen Brøndgraverens datter for sidenhen at skrive historien som bog. Ifølge Daniel Auteuil har han filmatiseret bogen, som indeholder andet og mere end den oprindelige film.

Filmen udforsker den svære kærlighed og tidens moralbegreber med Provence under Anden Verdenskrig som kulisse. Auteuil spiller selv hovedrollen som brøndgraveren Amoretti, som efter sin kones død er alenefar for hele seks piger. Blandt dem er den smukke Patricia (Astrid Berges-Frisbey), som efter en opvækst i Paris har et sprog og en dannelse, som umiddelbart ikke passer ind i omgivelserne. Hun elsker imidlertid sin far og vender tilbage til det rustikke landliv, da han beder om hjælp med de yngre søskende.

Pagnol-bølge

Historien følger, hvordan Patricias tilfældige møde med den flotte overklassefyr Jacques (Nicolas Duvauchelle som en blond Alain Delon) forstyrrer idyllen. Pludselig er Patricia gravid og Jacques rejst til fronten som pilot. Hans rige forældre (Jean-Pierre Darroussin og Sabine Azema) vil ikke vide af en fattig svigerdatter, og dermed indledes en række forviklinger omkring familiens ære og barnets fremtid.

De fleste forviklinger fremstår i dag temmelig forældede og uden samme styrke, som de sikkert havde, da originalfilmen havde premiere under krigen. Man har svært ved for alvor at leve sig ind i dramaet, som også har problemer med at finde den rette tone til en opdatering af materialet. Auteuil fylder meget i rollen som både overærlig arbejdsmand, bekymret far og så en lidt lun provencaler. Jacques' mor overspiller på alle tangenter, mens Astrid Berges-Frisbey er køn at se på, men til gengæld så bly, at man efterhånden bliver træt af at se på hendes nedslåede øjenlåg. Bedst er Kad Merad som Amorettis godhjertede ven med forgæves drømme om at gifte sig med Patricia. Filmen kræver en høj tolerancetærskel for svajende korn og susen i trækronerne tilsat Alexandre Desplats romantiske musik og en tilbagevendende Caruso-arie, for Daniel Auteuil har villet genskabe sin barndoms smukke Provence med fuld brug af paletten og rig udnyttelse af landskabets farver og dramatik. Fans af Berris klassikere vil sikkert nyde at blive taget tilbage i tiden, mens andre vil finde større stimulans i film, som peger mere fremad. Men Daniel Auteuil har åbenbart fundet lykken som instruktør og er allerede i gang med at genindspille Marcel Pagnols trilogi Marius, Fanny og César.

 

Brøndgraverens datter. Instruktion og manuskript: Daniel Auteuil. Fransk (Grand Teatret og Park Bio, København, Gentofte Kino og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her