Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ingen paskontrol i den fjerde verden

Damon Albarn cementerer med sit seneste projekt sin unikke position som dialogpartner med de varme lande og som navigatør mellem mainstream og nicher. Denne gang går det løs for Congo
Kultur
19. november 2011

Lad os et øjeblik se på hr. Damon Albarns musikalske virke de sidste to årtier.

Få — hvis nogen — har som den 43-årige englænder formået at genopfinde sig selv igen og igen uden en tung em af markedsanalytisk kalkule — tværtimod med en svær dunst af legesyge. Få har zappet ind og ud ad populærkulturen med så ironisk selvsikkerhed. Og få har formået at få de varme lande i tale så uimponeret og alligevel respektfuldt.

Han blev berømt som forsanger i britpoppens mest interessante afkom, Blur, der har gennemgået mindst tre musikalske hamskift i deres karriere. Han er grundlægger og eneste permanente medlem af det stilbrydende, hitsøgende tegneserieband Gorillaz. Medindehaver af det fremragende og patologisk nysgerrige pladeselskab Honest Jon’s Records, der ikke kun udgiver diverse vestlige grænserekognosceringer, men også musik fra de varme lande. Hvor Albarn også selv for alvor blev involveret i 2000, da han indspillede musikken til sit album, Mali Music.

Samme år var han i Nigeria for at indspille med den legendariske afrobeat-trommeslager Tony Allen, som senere blev en del af Albarns band The Good, The Bad & The Queen — og også kom til at slå sine rislende kattepoteslag på turné med Gorillaz.

Visionær skikkelse

I 2007 skrev han den kinesisk inspirerede musik til Monkey: Journey To The West. I 2008 producerede han — og sang på — dele af malinesiske Amadou & Mariams album Welcome To Mali. Og alene i år har han færdiglavet operaen Doctor Dee, annonceret dannelsen af endnu et band, Rocketjuice and The Moon, med Tony Allen (igen) og Flea fra Red Hot Chili Peppers. Og han har været dynamo i projektet DRC Music.

Damon Albarn har formået at ryste sit fædrelands postkoloniale tømmermænd af sig for at gå i en fordoms- og skyldfri dialog med de varme landes, især den afrikanske musik. Han står i dag som en noget nær visionær skikkelse i moderne musik. En mand der med den største selvfølgelighed har pulveriseret geografiske afstande, detroniseret genreskel og skabt hvis ikke guld, så liv og lyksalig musik i både mainstream såvel som ude i nicherne.

Han har forstået at slippe sine projekter, når de har mistet energien, og i stedet fundet den nye, uventede steder — helt uden frygt for at miste brandværdi eller facebookfans. Det er en helt unik — og svært definerbar — position. En beundringsværdig drift og bedrift.

Kreativt sammenstød

Det aktuelle projekt, DRC Music, er et kreativt sammenstød med Den Demokratiske Republik Congos (DRC) urbane musik. Og overskuddet går til dets musikere samt til OXFAM’s arbejde i det stærkt hærgede land.

Albarn sammensatte til formålet et i alt 11 mand højt kollektiv af britiske, amerikanske og nigerianske producere, heriblandt Dan The Automator, Actress og T-E-E-D. De rejste i juli i år til hovedstaden Kinshasa for at indspille med lokale musikere. Det blev til fem intense dage, hvor optagelserne på det franske kulturinstitut snart blev et tilløbsstykke.

Ganske utraditionelt sørgede Albarn for, at de mange producere arbejdede sammen eller i hvert fald var stuvet sammen i samme lokale. Hvor producere tit flokkes om et album fra f.eks. Jay-Z eller Britney Spears, men i tryg isolation på hver deres numre, så måtte de her operere i en heksekedel af produktionsekspertise og et haglvejr af congolesisk håndværk.

Resultatet er blevet albummet Kinshasa One Two — en vildt usammenhængende heksegryde af gade- og studieoptagelser, fiktioner og konkretmusik, reelle ambiencer og opfundne trykkamre, programmeringer og håndspilninger, abstrakte digressioner og direkte popappeal. Lyde fra hjemmesnedkerede instrumenter, bygget efter den forhåndenværende sardindåses princip, færdigproduceret i London i allehånde teknologiers mulighedsmillion. Det støver og glitrer på samme tid.

Blod blandes

Det starter med den labert duvende, dovent forførende ’Hallo’, som lokker os inden for i menageriet. Så følger den stampende ’K-Town’, hvor forsangeren befinder sig tæt på mikrofonen, mens scratcheren summer rundt, og bandet befinder sig for enden af et stort festlokale. Det er festligt og fornøjeligt, mens produktionen stryger en mod hårene. Så glider den vokale, uforarbejdede optagelse af nummeret ’Love’ — fremført af Love — anderledes let hen over folkets manker.

Det skorter ikke på energisk charme i disse produktioner. Men i den 11 mand høje producergruppe sørger andre sensibiliteter også for, at det blandede blod bliver iltet noget længere ude i hampen. Her kolliderer temperamenter anderledes ligeværdigt, hvor de førnævnte numre giver mest plads til congolesisk tradition.

Her opstår en svimlende kosmopolitisk, nærmest surreel fornemmelse af flere verdener og dimensioner, der bløder ind over hinanden. Det er her, magtforholdene opløses, og vi pludselig befinder os i en fjerde verden, hvor der ikke findes paskontrol eller toldbarrierer, hudfarver eller sprogforskelle. Kun musikalsk samtale, lytning og diskussion.

Det sker f.eks. på den Gorillaz-dunkende, men alligevel lokalt feststemte ’African Space Anthem’. Men det er i mere frit fabulerende numre som ’We Come From The Forest’, ’Customs’, den magiske ’Virginia’ og ’Ah Congo’, at vi definitivt træder ind i et abstrakt rum, en ny verden. Her har Jon Hassell, Fela Kuti, Brian Eno, de brasilianske tropicalistas, Bill Laswell, David Byrne ventet på os. Træd nærmere. Her er plads til alle. Og Damon Albarn vil trykke alle i hånden, når de træder indenfor.

 

DRC Music: Kinshasa One Two (WARP/VME)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her