Er kældermennesket bare en nørd?

Kældermennesket er en af litteraturens uhyggeligste titler. Billedet af mennesket, der lever under jorden og uden for samfundet, sætter grufulde associationer i gang. Dostojevskijs værk skræmmer de fleste, men åbenbart ikke instruktøren Rune David Grue, der selv har dramatiseret bogen til en enakter — fermt og scenisk komprimeret.

Egentlig virker det, som om Grue undervejs er holdt op med at være bange for Dostojevskijs vrede antihelt. Som instruktør har han i hvert fald angrebet historien med et overraskende muntert sind.

Sammen med scenografen Palle Steen Christensen har han skabt en tolkning, hvor kældermennesket nærmest er en computernørd eller distanceblogger, der følger verden på sin skærm, men som mest af alt drømmer om at opnå sine 15 minutters berømmelse.

Kælderscenografien består raffineret af tre vægge, der er overklistret med fotos af berømte mennesker, klippet ud fra blade og magasiner — tv-stjerner, sangere, politikere ... Denne mand skal nok sætte den globale dagsorden, den dag han bryder ud af cyberspace. Den dag, hvor verden derude bag væggen skal sættes i brand, sådan som Jonas Bøghs flotte flammelys antyder det.

Kysse eller kvæle?

Dermed bliver Grues fortolkning af Kældermennesket fra 1864 til en mainstreamtolkning, der matcher ethvert talentshowmenneskes drøm i dag. Samtidig distancerer den sig anseligt fra den langt grummere Dostojevskij-tolkning, som Grue lancerede i Forbrydelse og straf sidste år, hvor sulten og fattigdommen var nøglen til Dostojevskijs samfundskritik.

Skuespilleren Rasmus Bjergs kældermenneske er da også rundt og smilende — han ligner en mand, der har smagt mere end en enkelt juleøl. Det bløde er Bjergs særudtryk som performer i Det Røde Rums ensemble — kombineret med hans farlighed. Netop farligheden ligger i hans joviale smil, men mest af alt i hans utilregnelighed. Vil han kysse kvinden, eller vil han kvæle hende? Med Bjerg aner man det ikke, og derfor stirrer man på ham uden at slippe blikket.

Derfor kan Bjerg formidle Dostojevskij for dem, der slet ikke vidste, hvor meget de havde at frygte. Bjerg skaber et mainstreamhit ud af Dostojevskij. Om han så også kan skabe feinschmecker-frygt hos Dostojevskij-kendere er mere tvivlsomt. Simpelthen fordi hans indestængte krænkelse og eksploderende hævntrang aldrig bliver radikal nok.

Luderens blik

Det mest følelsesladede øjeblik i denne forestilling er i den scene, hvor luderen fra kældermenneskets seneste bordelbesøg opsøger ham i hans dyb.

Johanne Louise Schmidt står i hans ensomme rum iført pink Lolita-paryk og alt for tynd vinterjakke med plastikpelskant. Hun trænger ham bogstaveligt talt op i et hjørne mellem alle ugebladsudklippene. Hun kigger på ham, måske som det første menneske nogensinde, der virkelig ser ind i ham. Og hun får øje på hans ensomhed og forstår, at hun skal redde ham med sin kærlighed. Så rækker hun sine vantehænder hen mod ham for at kærtegne ham ...

Lige i det øjeblik er kældermennesket ved at forvandle sig til et rigtigt menneske. Men så er det, at hans kældervrede tvinger ham til at modstå fristelsen. Han tager kvælertag på ømheden og sparker kærlighedschancen så hårdt væk fra sig, som han kan ... Og pludselig bliver det mandens karakter af betragter, der bliver det allermest forfærdelige — hans voyeurposition i forhold til livet og hans manglende evne til at handle. For uanset hvor mange gange han gentager sætningen: ’Jeg er et usselt menneske’, så ønsker Bjergs kældermand faktisk at leve med i verden. Han kan bare ikke.

Skærpet bevidsthed

Når Bjergs kældermenneske siger om sig selv, at han har en ’skærpet bevidsthed’, så er det en rammende beskrivelse for mennesket, der placerer sig et sted mellem autisten og den ’særligt sensitive’. Det følsomme menneske, for hvem alt bliver til en krænkelse. Men denne opsætning fokuserer så meget på følsomheden, at den overlagte samfundshævn hos dette ’ressentimentsmenneske’ forsvinder til fordel for en psykologisk fortælling om manglende anerkendelse. Outsideren transformeres til den uforståede. Kældermennesket reduceres til nørd.

Det kan man godt, men er det farligt nok? Eller bliver det så til Dostojevskij light?

’Kældermennesket’. Tekst: Fjodor Dostojevskij. Oversættelse: Ole Husted Jensen. Dramatisering og iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Palle Steen Christensen. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Mogens Laursen Hastrup. Det Røde Rum i Skuespilhuset til 4. feb. www.kglteater.dk