Hvide striber ætser hen over scenebilledet. En kvinde i gult synger med drømmestemme og husmorkrop. Soldater er mumificerede i hvidt. Manga-tegninger af tanks skyder hen over de kæmpende. Døden ankommer i eksplosioner og skønhedssang. Ligene efterlader blodpletter, der størkner som prikkerne i tegningerne. Men husmoderen rydder op og stiller stole på plads ...
Velkommen til krigens paradokser i Hotel Pro Formas War Sum Up. En forestilling, som fusionerer klassiske krigertekster fra det japanske Nô-teater og moderne, krigsfikserede manga-tegninger i en ultraaktuel forestilling om krig.
Kirsten Dehlholms univers ligner sig selv — højæstetisk og billedbåret. Musikken er blevet endnu mere højspændt, og den dramatiske spænding er kun for de stædige.
Men protesten er blevet skarpere, stemmen klarere. Og rummet er blevet fladere, akkurat ligesom den moderne krig er reduceret til skydeskiveæstetik på computerskærme?
War Sum Up distancerer sig fra smerten. Willie Flindts tekstudvalg er blodigt-nøgternt, og Jesper Kongshaugs lys har opgivet forsoningen. Her er død og krig og død. Intet andet. Og krigen er blevet presset op ad væggen og horisonten, så dens soldater kun kan bevæge sig sidelæns ind i døden. Kun spionen betræder rummet uden for skudlinjen, men hun fanges i sine egne løgne, mens hun vrider hænder i bæltemuffe, der er designet af Henrik Vibskov som en aparte hilsen til World of Warcraft.
Og Latvian Radio Choir løfter forestillingen med frostklar lettisk klang og japanske ord. Forestillingen havde da også premiere i Riga forud for en Danmarksturné, der kommer til Skue- spilhuset i den kommende weekend.
Opera i to etager
Den intense forestilling kræver sin tilskuer. Hos Hotel Pro Forma kæmper plot og billede ofte om opmærksomheden. Darwin-electro- operaen I morgen om et år legede med lasertegninger i et verdensrum af opståen, mens den byspecifikke forestilling Ellen kombinerede eksistentiel lyrikperformance med lokale borgeres bidrag om deres egen by.
I War Sum Up er Kirsten Dehlholm tilbage på den traditionelle scene med globalt budskab i storformat. Som i Operation Orfeo har hun anbragt performerne lodret i to etager og med silhuetvirkninger ad libitum. Scenebillederne ændrer sig kun med asiatiske minimalforskydninger. Den dramatiske stilstand truer med at forføre tilhøreren med ind i lyden alene — ind i The Irrepressibles satiriske skønheds- musik og buldrende undergangsdundren, som dirigenten Kaspars Putnins styrer med eksakthed og overraskende blidhed. Men glipper man med øjnene, går man glip af den visuelle forsinkelse, som gør Hotel Pro Formas forestillinger så psykedeliske at overvære. Og som typisk rummer et overrumplende øjeblik, som forandrer alting.
Civile som dig og mig
For mig var det billedet af helikopteren. Efter scener med Riga-sangernes soldaterstemmer, der havde klangbund nok til at skabe ekko helt til Afghanistan, var krigsrædslerne ellers ved at blive til flimmer; den slags flimmer, som medierne evigt drysser over krigsdækningen. Men så ophobede scenens vakuum sig åbenbart i tilskueren. Sindet blev modtageligt. Og så skete det. Projektionernes manga- tegninger forsvandt. I stedet kom fotografier af efterladte rum i krigshærgede huse — og efterladte mennesker. Og så brød følelsesstormen løs. For billederne viste almindelige mennesker, civile som dig og mig. Kroppe, der var blevet standset midt i deres løb — dræbt af kugler, der havde efterladt sære hulmønstre i deres ben og udgravninger i deres ansigter. Og fødder, der havde tabt sandalerne på vej i døden.
Helikopter-dramaturgi
Så hældes der eddike i såret. En manga-helikopter 'lander' på scenens fortæppe i Sine Kristiansens forrygende kæmpeprojektion — som et spiddende kynismebillede på krigens sejrherrer, der blot kan flyve væk fra døden. Men dette er ikke Miss Saigon. Og denne manga-kopter løfter sig ikke blot et par meter over scenen, men flyver væk, mens de dræbte ligger tilbage. Og der er ingen, der samler ligene op.
Her sejrer Dehlholm med sin suveræne billedfortælling. Her er ingen mellemregninger, ingen konklusioner. Kun sansebilleder, som publikum selv må filtrere.
»Vi bliver som flydende tang ført med af vandet,« lyser skønhedsordene på harmonisk dansk. Og de eksotiske, japanske døds- lyde omringer soldaterne, der er lige så hvidpudrede som det støv, der om lidt vil lægge sig over deres lig.
Hvide striber ætser hen over nethinden. Men husmoderen rydder op og sætter stole på plads.
War Sum Up. Manga Opera. Iscenesættelse: Kirsten Dehlholm. Libretto: Willie Flindt, uddrag fra klassisk Nô teater. Musik: The Irrepressibles, Santa Ratniece med Gilbert Nouno. Scenografi: Kirsten Dehlholm, Willie Flindt, Jesper Kongshaug. Video design: Sine Kristiansen. Manga-tegninger: Hikaru Hayashi. Kostumer: Henrik Vibskov. Latvian Radio Choir. Dirigent: Kaspars Putnins. Hotel Pro Forma i Musikhuset Aarhus. Turné, bl.a. til Det Kgl. Teater 11.-12. nov. www.hotelproforma.dk
Tillykke Kirsten du kan bare det her, dejligt at se og høre dig.
"Men husmoderen rydder op og sætter stole på plads"