Læsetid: 6 min.

Kom nu videre, Keith

Keith Tyson er mere fascineret af tilfældigheder og associationer end af de værker, der kommer ud af tankelegene
Keith Tysons 'Entangled Solutions No. 2 (The forgotten dead)' er et af de mere vellykkede værker på den britiske kunstners udstilling på David Risleys galleri i Bredgade. Men også det er snarere surrealistisk hipt end et gennemtænkt komponent i et matematisk system.

Keith Tysons 'Entangled Solutions No. 2 (The forgotten dead)' er et af de mere vellykkede værker på den britiske kunstners udstilling på David Risleys galleri i Bredgade. Men også det er snarere surrealistisk hipt end et gennemtænkt komponent i et matematisk system.

Anders Sune Berg

11. november 2011

Bedømmelse: 2/6 stjerner

Man kan blive helt skræmt ved tanken om, hvorfor man har det, man har. Sin kone for eksempel, som man mødte ved en fest, som man egentlig slet ikke skulle have deltaget i, men man havde glemt at købe mælk og gik til tanken og mødte en bekendt, der inviterede til en fest, hvorfra man tog med tre stive stoddere på disk, og så stod hun der bare ...

Kærlighed ved første blik og tre børn senere går man i skoven og holder den mindste i hånden og tænker på, hvad der ville være sket, hvis man ikke havde været stiv aftenen før og havde fået en umanerlig lyst til en kop læskende nesquick. Erle, perle, pif paf puf, væk med den beskidte luf.

Og så på den anden side, er der den gode gamle historie med Woody Allen, der havde fået succes og i et interview blev spurgt, om det hele var blevet anderledes, og om det var, som han havde forventet. Og han fortalte, at han havde drømt om det hele sit liv, ham på vej hjem, og så stod folk der i kø for at se hans film. Men i drømmen var der kvinder, masser af kvinder, der ville have hans krop. Da han prøvede det i virkeligheden, med en kø hele vejen rundt om den boligblok, han boede i, skete der ingenting, ingen kvinder, ingen farvel til ensomhed. Og så kom konklusionen, nemlig at Brad Pitt og George Clooney havde badet i kvinder, om de så var endt som elektrikere.

Helt tæt på skærmen

Det er i dette kaos af skæbne, tilfældighed og forudbestemthed, at vi skal finde Keith Tyson. Det er også ham, der labber National Geographics og Animal Planet og Discovery og hele den store pakke fra TDC i sig, når de har programmer om, hvordan verden hænger sammen. Når der er mønstre fra Mælkevejen, der går igen i mikroorganismer og blade, så er det Tyson, der sidder tættest på skærmen.

Omdrejningspunktet på udstillingen, der bærer titlen Entangled in the Amber Glow of a Weary Woven World, (Ja, det er vist et WWW), er værket Entangled Matrix No. 1, der består af 25 af Tysons billeder sat op i et kvadratisk mønster på fem gange fem billeder. Umiddelbart ligner det et Kristian von Hornsleth værk af ældre dato, med et lige grid, et bryst og lidt blod, men der er alligevel så meget, der minder om et koncept, at det er svært ikke at læse det som en rebus. For der er tilsyneladende, et system, det er ikke tilfældigt, hvilke billeder, der er valgt, og hvordan, de er sat sammen. I toppen har vi for eksempel en lufthavn, en lysekrone og en helikopter. Og i bunden har vi en masse affald. I venstre kolonne er det hele i sten eller beton. I den næste kolonne er det hele kroget. Der er ting på stribe, der er kolde, eller der er brystkasser, eller der er mønstre og maling, der går igen. Det andetnederste billede i den kolonne forestiller brystkassen på et skelet, med kålsommerfugle flagrende omkring ribbenene. På billedet til højre, hvor en kvinde holder om sit ene bryst, minder hendes hvidlakerede negle om sommerfuglene.

Ligeglad med værkerne

Kålet går igen i Entangled Solutions No. 3 (A cruentation of the earth), der har gipsafstøbninger af kålblade sat fast på en baggrund af et højglanslakeret maleri af et blodbad eller en rabarbergrød, der ikke har nået kogepunktet endnu. Værket bærer teksten judicium Dei, der betyder guds dom, og som refererer til gamle dages overtroiske domfældelser, som helt sikkert også kan findes i det store værk med de kasserede 25 billeder. Og det er selvfølgelig betryggende at blive mindet om, at man ikke er den eneste, der ikke sætter fødderne rigtigt første gang de ramte jorden. De 25, han ikke kunne lide, er blevet til seks, han tilsyneladende er glad for.

Det er en venlig gestus, at Tyson lader os se, hvordan han idéudvikler, og hvordan hans kreativitet virker. Det ene fører til det næste, men ligeså fascinerende og angstfremkaldende, det kan være at lege med tanken om, hvordan ens eget liv kunne have set helt anderledes ud, ligeså ligegyldigt er det at vide, at de psykedeliske former på et af værkerne stammer fra et billede af nogle knogler på et andet af hans billeder. Det er som om, han er ligeglad med værkerne. Det er ligegyldigt for ham, om maleriet med knoglerne fungerer selvstændigt som et værk eller ej. Han har skrevet »interne flyvninger er nu suspenderet i denne kolde hendøende tåge« under det, nærmest for at understrege det overfladiske. Det er slet ikke et kunstværk. Det er kun en parodi på et værk, fordi det virkelige værk er alt det, der sker IMELLEM lærrederne. Og det er slet ikke altings forbundethed, han er fascineret af, men snarere at alting kan bruges. Og det kan bruges igen, og igen, og igen, og ingen aner, hvor det ender, og han er også pisseligeglad.

Tilfældigheder er fascinerende. Men i stedet for at gå i panik gælder det om at udsætte sig selv for så mange som muligt. Det samme gælder for associationer. Der findes teknikker for at få flere af dem. Stil for eksempel dig selv flere spørgsmål. Og så igen, måske fylder det i virkeligheden meget lidt. Måske er der en vis forudbestemmelse, en vis x-faktor over os alle, der gør, at vi som en anden Bendt Bendtsen måske ikke får det maksimale ud af vores talent, men i hvert fald altid ender et sted i nærheden. Woody Allen ville kunne have solgt ti gange så mange billetter og stadig ikke have fået flere piger. Og han kunne have valgt en hvilken som helst kreativ branche og have fået succes.

For banalt

Entangled Solutions No. 2 (The forgotten dead)er et typisk Tyson. Det er skabet og proppet med referencer til andre af hans værker, men det hænger i det mindste æstetisk sammen i al sin fjollethed. Han bruger tidens tricks både i motivvalg, komposition og teknik, og han slipper hæderligt fra det. Det forestiller en person med en NY-kasket, omgivet af en elefant og en masse tulipaner. Det er pænt og nydeligt og surrealistisk hipt, men med akser og linjer foregiver det at referere til et større matematisk system, som næppe eksisterer andre steder end i Tysons hoved. Og hvis det mod forventning skulle være kaosteoriens moder, han udlægger, så gør det ingen forskel. Han gør det kun for, at vi kan se, at han er videnskabelig. Og det er han ikke. Han vil gerne virke som om, han har sat hele verden på spil, men i virkeligheden er han bare lidt for fascineret over sin egen evne til at få ideer. Han er helt sikkert kreativ, men både processen og slutresultaterne er alt for banale. Vi begynder med noget skidt, hygger os med et par rebusser og slutter kedeligt.

Man har det, som man har det, og det kommer man ingen vegne ved at dvæle ved. Hvis man endelig skal gøre noget anderledes, så skal man åbne armene lidt mere for at tilfældighederne byder sig, sige ja til flere fester, sige hej til flere mennesker, finde ud af, hvad der egentlig gør en lykkelig. Man kan ikke ændre tilfældighederne, men man kan få mere ud af dem. Og lige netop det, ville klæde Keith Tyson.

 

Entangled in the Amber Glow of a Weary Woven World hos David Risley, Bredgade 65a, København til den 12. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu