Læsetid: 8 min.

En krammer til Fetterlein

Indefra. ’Fetterlein — Forført af livet’ er måske den ringeste selvbiografi udgivet på dansk, og så kan den alligevel noget, som selv de bedste inden for genren ikke formår
Indefra. ’Fetterlein — Forført af livet’ er måske den ringeste selvbiografi udgivet på dansk, og så kan den alligevel noget, som selv de bedste inden for genren ikke formår
18. november 2011

Første gang jeg så Frederik Fetterlein var på en Q8-tankstation på Lolland. Det var vist i 1992 eller 1994, jeg har været 13-15 år gammel og var med familien på vej hjem i folkevognsrugbrødet fra bilferie i Holland eller Tyskland, den slags detaljer fortaber sig i tågerne. Oplevelsen af Frederik Fetterlein står til gengæld lysende klar. En rød Porsche drejede i høj fart ind fra hovedvejen, bremsede ved en stander og ud stod han: høj, slank, rank, med daggamle skægstubbe og det lækreste hår. Med sig havde han den smukkeste kvinde, man kunne forestille sig, bølgende lokker, lange ben, høje hæle og pels. Fetterlein tankede med et fraværende blik i øjnene, hun gik ind i butikken, tempoet var højt, de vekslede ikke et ord, og straks drønede de af sted igen. Fetterlein var videre. Jeg stod tilbage med åben mund og blottede togskinner. Det var som at blive strejfet af en brise fra et højere luftlag.

Anden gang jeg så Frederik Fetterlein var i Brøndbyhallen. Det var stensikkert søndag den 5. februar 1995, da det danske tennislandshold spillede Davis Cup-dyst mod Sverige. To dage forinden havde Fetterlein sensationelt slået selveste Stefan Edberg, og nu, i den afgørende kamp, foran 4.000 tilskuere, servebombede han sig frem til en femsætsafgørelse mod endnu en svensk favorit. Det var en fryd at se Fetterlein spille, så ivrig, så ilter, med den sikre baghånd og forhåndens korte aftræk, smældet i underarmen, følingen i håndleddet. Lige lidt hjalp det. Han tabte, men overbeviste enhver tvivler. Her var Danmarks mest talentfulde tennisspiller i nyere tid.

Forleden udkom så hans selvbiografi, Fetterlein — Forført af livet. Nårj, hvor jeg glædede mig. Jeg glædede mig til at komme med ind på centre court i Paris mod gruskongen Thomas Muster. Til at have matchbold mod Stefan Edberg, til at komme ned i omklædningsrummet, ud på træningsbanen, ind i limousinen, op i privatflyveren, ned til Monte Carlo og drikke champagne med oliemillardærer og score topmodeller, og i det hele taget få det, som enhver selv- biografi gennem sin genre lover: et andet liv oplevet indefra.

Det leverer de færreste sportsbiografier, og Fetterlein — Forført af livet er ingen undtagelse. Her er for eksempel hans beskrivelse af dagen — en af de største i hans karriere — da han endelig, efter årevis af slid i det frådende felt af verdens endnu uforløste tennistalenter, brød ind i top-100 på verdensranglisten og blev en del af den absolutte elite med fast deltagelse ved grand slam-turneringer til følge:

»Det føltes godt. Rigtig godt. Jeg fejrede det med et glas vin og en stor steak om aftenen sammen med min træner.«

Eller om møderne med hans livs største idol, tennislegenden Björn Borg:

»Hver gang har det været en særlig oplevelse for mig. Og han har ikke skuffet mig en eneste gang. Han er bare en super cool fætter.«

En bedrøvelig læseoplevelse

Sportsfolk er notorisk håbløse til at sætte levende ord på de nærmest umenneskelige præstationer, som vi andre dødelige har hevet uanede mængder inspiration og begejstring ud af fra tilskuerpladser og lænestole. Det er ingen nyhed. Og det er heller ikke grunden til, at Forført af liveter så gennemgående en bedrøvelig læseoplevelse.

En del af forklaringen skal findes i, at bogen, målt på alle gængse parametre, er elendig. Sproget er smerteligt ringe. Fetterlein har fortalt om sit liv til ghostwriter Peter Bennett ( Hestekunster, 2007, Lær at ride med Tina Lund, 2007, Lær at springe med Tina Lund, 2009, Hundekunster, 2009), men med sætninger som »Chaufføren åbnede døren for først Saseline, der spændte Sean fast i barnestolen i limoen og chaufføren løb så hurtigt over på den anden side og åbnede døren for mig«, er det svært at se, hvad hans funktion har været.

Såvel kronologisk som temamæssigt er bogen et stort rod med referencer til f.eks. »Sarah« og andre bipersoner, adskillige kapitler inden man finder ud af, hvem de er.

Forlaget Bogkompagniet har tradition for sjuskede udgivelser, men med Forført af livet sætter de nye standarder. Der er fejl på alle sider. Slåfejl, stavefejl, faktuelle fejl, syntaksfejl og flere kommafejl, end jeg har set i tre år som lektiehjælper for tosprogede børn på Nørrebro. Baghånd bliver til forhånd, ekskonen Tereza bliver til Theresa og kæresten Michella til Michelle.

Som en fysisk manifestation af udgivelsens totale mangel på kvalitet er limningen i ryggen gået op efter en enkelt gennemlæsning og et par efterfølgende opslag.

Lad os bare slå op nogle steder, for der er sådan set spændende afsnit hist og her. For eksempel på side 32, hvor Fetterlein fortæller om, hvor helt og aldeles urimelig, egoistisk og krukket en doublemakker han var i sine unge dage. Han svinede konsekvent sine medspillere til, fik pigerne til at græde og bad drengene om at skride ud til siden efter serven, så han selv kunne spille pointet færdig.

Her forventer en erfaren biografilæser så at få den nu 41-årige Fetterleins tanker om, hvad den slags opførsel skyldtes. Man forventer refleksion. Indsigt takket være bagklogskabens klare lys. Det får man ikke. Fetterlein nøjes med at konstatere, at det irriterede ham grænseløst, når hans medspillere lavede fejl, så han forsøgte at spille så lidt double som muligt. Og så videre til næste emne.

Sådan forløber det meste af bogen. Fetterlein beskriver livet i Monaco, hvor det går vildt for sig. Han låner rask væk en million til »at være party uartig for«. Bevæbnet med et American Express’ Centurion titaniumkort uden limit bruger han snildt 200.000 på en bytur med Cristal, coke og luksusludere, hvis ikke han hiver en topmodel eller rigmandskone med i kanen.

Fetterlein fortæller om strandfester i St. Tropez, hvor han sammen med sin stenrige ven Carlos fra Columbia havde for vane at smide om sig med champagne, omgive sig med smukke kvinder, »knalde dem i suiten. Smide dem ud. Gå i bad. Klæde om og springe i sit pæne jakkesæt, gå ud og spise og så feste videre.«

Han fortsætter selvsagt med at knalde

De mange fester har konsekvenser for Fetterleins kærlighedsliv. Det bliver gennemgået i kapitlet »Kvinderne i mit liv«, der er inddelt i afsnit med navne som overskrifter: Heidi Albertsen, Tereza Maxová, Saseline, Charlotte, Michella.

Den ene er mere »stanglækker«, »drønfræk« eller »gudesmuk« end den anden. Fetterlein bliver stormende forelsket og sover lykkeligt »med verdens smukkeste og dejligste kvinde i mine arme«. Han fortsætter selvsagt med at knalde til højre og venstre, indtil han pludselig løber ind i en ny version af »den sprødeste pige, jeg nogensinde havde mødt«, og sådan begynder historien forfra. Der er ikke den store livsvisdom at spore.

Efter en affære med sangerinden Saseline Sørensen under indspilningerne til reality-programmet Robinson forlader Fetterlein sin kone, Tereza, og deres lille dreng, Tobias. Familie og venner begriber ikke, hvad der får ham til at opgive sit tilsyneladende velfungerende ægteskab.

»Men det gjorde jeg,« skriver Fetterlein, inden han citerer en berømt popduo:

Den går frem og tilbage, fra side til side: G-streng, gennemsigtigt tøj

Daamn, du er hot!

»Sådan sang vi alle med på Nik og Jays mega hit ’Ryst din røv’ den sommer. Og jeg sang den til min nye, sexede kæreste, når hun frækt vimsede omkring mig iført en fræk top, hvor de stive brystvorter tittede igennem og med en g-strengs trusse, der fremhævede hendes super velformede nougatbrune røv. Jeg var vild med den røv. Jeg var vild med den krop. Jeg var vild med den sjæl. Jeg var vild med Saseline.«

For et par år siden udgav Fetterleins tidligere kollega, den jævnaldrende André Agassi, selvbiografien Open. Den blev hyldet vidt og bredt som en af alle tiders bedste inden for sin genre. Fornemt strikket sammen af en Pulitzerprisvindende forfatter af en ghostwriter, er den alt det, Forført af livet ikke er. Den er velskrevet, fængende, reflekteret og med lykkelig sløjfe på halen, når Agassi, trods alle skærmydslerne, når sine mål, finder sin plads i livet, møder kærligheden, stifter familie og slutter fred med sin far.

Det er nok hovedårsagen til, at Forført af livet er så bedrøvelig læsning: Her er intet fremskridt at spore. Her gives ingen mening.

Fetterlein fester kærestens husholdningspenge væk og flygter ud på badeværelset, når inkassomanden ringer på. Han lyver og stjæler og bedrager og ødelægger alle »de gode ting i mit liv, nærmest inden de får lov at folde sig ud«, men han aner ikke hvorfor.

Det ene øjeblik begræder han sit rastløse, rodløse liv og sine manglende evner som far, ven og kæreste. Han ved, at alt det flygtige ikke skaber glæde. Han har brug for ro. For sin egen og sine børns skyld. Det næste øjeblik snakker han om fodboldspilleren Ashley Coles tidligere kone, Cheryl, som han ofte så til Chelseas hjemmekampe på Stamford Bridge, hvor Fetterlein har fast plads i VIP-afsnittet.

»Hvis hun ringede lige nu og spurgte om vi skulle giftes, så ville jeg smide alt hvad jeg havde i hænderne, og tage den første flyver til London. Så lækker er hun.«

Vi forlader Fetterlein, eller han forlader os, med blødende mavesår og en gæld på 5.786.000 millioner kroner. Han er blevet erklæret personlig konkurs og har mistet sine lejligheder i Monaco og København, sine Rolex-ure, to Porscher og ene Ferrari. Han ernærer sig ved at optræde i realityprogrammer og gæstebartende rundt omkring i landet. Det sejler, skriver han.

»Jeg bor i skiftende lejligheder som ikke er mine, og har 4-5 piger der tror, de er kæreste med mig og skriver I love you hver morgen på sms’en. Jeg drikker meget. Spiser for godt og rører mig ikke nok.«

Man bliver lidt glad

Men Fetterlein er optimist. Han er pavestolt over bogen, som er det første projekt, han nogensinde har gennemført. Han er opsat på at gå i terapi og sikker på, at gælden nok skal blive betalt af. Han er gode venner med sine børns mødre og nyforelsket i 21-årige Michella, hvis navn han har fået tatoveret på indersiden af ringfingeren for at vise, at han virkelig vil det.

»Jeg tror, hun er den nye, store kærlighed i mit liv. Jeg håber det.«

Det er svært at være helt så optimistisk som Fetterlein. Men det er også svært, efter at man har bladret om på sidste side til et billede af en topløs, veltrimmet, solbrun Fetterlein i barfodet løb langs landevejen med et smil på læben og en forsikring i bogens sidste sætning om, at han glæder sig afsindig meget til resten af sit liv, ja, så er det svært ikke også at blive en lille smule glad.

For dér står Fetterlein. Selvmodsigende, tvivlende og utilstrækkelig. Midt i det rod, der er livet, uden helt at vide, hvad der foregår, men opsat på at knokle videre. Det minder om noget, man kender. Og man ender sgu med at få lyst til at give ham en krammer — som nok i virkeligheden er en krammer, man får lyst til at give sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer