Læsetid: 5 min.

Kun en svensker læser ikke Thomas Pynchon

Du behøver ikke være dum for at beskæftige dig med USA's kultur, mener Tore Rye Andersen, der i en ny bog gør rede for, hvorfor moderne amerikansk litteratur er værd at bemærke
Fordømmende. Tidligere sekretær for Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, gjorde sig ikke videre populær, da han i 2008 udtalte, at ingen amerikansk forfatter skulle regne med at modtage Nobelprisen i litteratur.

Fordømmende. Tidligere sekretær for Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, gjorde sig ikke videre populær, da han i 2008 udtalte, at ingen amerikansk forfatter skulle regne med at modtage Nobelprisen i litteratur.

Mats Andersson

11. november 2011

Jeg havde egentlig glemt ham svenskeren. Horace Engdahl, som han hedder, var indtil forrige år sekretær for Det Svenske Akademi, og i den egenskab antydede han i et interview kort inden uddelingen af Nobelprisen i litteratur i 2008, at ingen amerikansk forfatter skulle regne med at komme i betragtning til prisen, som Det Svenske Akademi uddeler, fordi USA ikke oversætter nok udenlandsk litteratur og ikke deltager i, hvad han kaldte »den store litterære dialog«.

Magen til idiotisk udtalelse fra en voksen og veluddannet person er jeg sjældent støt på. Stiger og falder kvaliteten af en given forfatters kunst, i takt med hvor mange titler forlæggerne i hans hjemland vælger at oversætte? Og er en roman, der handler om globalisering eller leger med en litterær tendens fra den anden side af jordkloden, automatisk bedre end en roman, der ikke gør det? I så fald er der nok en del, der skal have frataget deres fine pris.

Under alle omstændigheder kan svenskeren ikke have læst de samme amerikanske romaner som jeg, og da ingen jo trods alt er forpligtet ud over deres evner, valgte jeg at ignorere Horace Engdahl, akkurat som jeg har gjort det med langt de fleste af de forfattere, der under hans 10-årige ledelse har modtaget Nobelprisen i litteratur.

Det havde jeg ingen problemer med, indtil jeg sidste uge begyndte at læse Tore Rye Andersen netop udkomne Den nye amerikanske roman, der lægger ud med at citere Horace Engdahl for ovenstående og derefter bruger det meste af sit introduktionskapitel på at diskutere, om svenskeren har ret eller ej.

En næsten umulig opgave

Tore Rye Andersen har en ph.d. i moderne amerikansk litteratur og kultur fra Aarhus Universitet, hvor han i dag er adjunkt. Han sidder desuden i redaktionen for tidsskriftet Passage, har bidraget med et essay om generationen, der gjorde op med postmodernisterne, til bogen Historier om Amerika — Aktuelle strømninger i USA's litteratur (redigeret af Michael Bach Henriksen og denne signatur) og er en af dem i landet, der har mest forstand på sit emne.

Og det er nødvendigt; at kortlægge netop det landskab i én samlet fortælling er noget nær en umulig opgave. Det er Tore Rye Andersen selv klar over: »For hver blodfattig minimalist findes der en blodstyrtende maksimalist,« skriver han, hvilket imidlertid ikke får hånden til at ryste over de følgende godt og vel 200 sider, hvor Rye Andersen lægger sit indsigtsfulde, godt sammenhængende og interessante snit.

Der lægges ganske naturligt ud med et kapitel om romanerne, der kredser om 11. september 2001. Naturligt, fordi disse romaner understreger den mest markante tendens i nye amerikansk litteratur, nemlig trangen til at koncentrere sig om det nære og intime på bekostning af de større sociale og politiske perspektiver.

Jonathan Safran Foers Extremely Loud & Incredibly Close og Don DeLillos Falling Man er blandt de diskuterede titler. Mest plads får sidstnævnte, der bruges som afsæt til en studie af DeLillos forfatterskab, inden det konkluderes — om Falling Man — at den i modsætning til flere af DeLillos tidligere værker præges af en »underliggende mangel på omverdenens komplekse årsagskæder«.

Dette træk kendetegner som nævnt flere af 11. september-romanerne. Ja, det synes indimellem som om, at det netop er disse romaners pointe ikke at kommentere eller forklare årsagssammenhænge, hvilket Rye Andersen da også anerkender, men alligevel ikke kan lade være med at beklage ved at tage en afstikker tilbage til dengang i blandt andet 1970'erne, hvor eksempelvis Thomas Pynchon skrev, hvad Rye Andersen kalder 'verdensvendte' romaner.

Franzen taget på sengen

Dette paradoks hænger godt sammen med kapitel 2, hvori Rye Andersen stiller skarpt på årtiet lige inden 11. september 2001 og gør rede for, at tendensen med at vende ryggen til verden og koncentrere sig om det nære, skal læses som en reaktion på netop postmodernister som Pynchon. Anført af David Foster Wallace, Jonathan Franzen og Rick Moody går en hel generation i begyndelsen af 90'erne til angreb på både de kynisk-ironiske postmodernister og det nye mediesamfund, der truer med at isolere litteraturen. Trods tidens relative velstand mangler der noget, synes de, og resultatet af deres litterære anstrengelser er en lang stribe spændende essays og ikke mindst romaner som Infinite Jest, Freedomog The Ice Storm, hvori folk groft sagt længes efter samhørighed, nærhed og sandhed.

Kærligheden og kendskabet til disse postironiske forfattere, som Rye Andersen har valgt at kalde dem, brænder igennem på hver en side af hans kapitler om dem, men slutteligt erkender han, at »i forhold til 11. september og de efterfølgende begivenheder bliver det dog tydeligt, at den postironiske litteratur så at sige er blevet taget på sengen.«

Herefter følger bogens i mine øjne stærkeste kapitel, nemlig en læsning af fire forfattere, der forsøger at vende blikket udad og pege på årsager til og konsekvenser af globaliseringen. Blandt dem William Gibson, hvis Pattern Recognition her bliver genstand for en begavet nærlæsning, jeg ikke tidligere er stødt på, og som kræver, at jeg får den roman læst inden længe.

Det gælder for så vidt også Thomas Pynchons Against the Day, som Rye Andersen på original vis får placeret i en trilogi med Gravity's Rainbow og Mason & Dixon, der efter hans opfattelse tilsammen behandler tre vigtige teknologiske udviklingstrin i verdenshistorien. Jeg gætter på, at det er ny læsning også for Horace Engdahl.

To ting, der skurrede

Der er selvfølgelig meget mere — både i Rye Andersens bog om den nye amerikanske litteratur og i den nye amerikanske litteratur i det hele taget. Men der var ikke meget, der skurrede i mine ører under læsningen.

Faktisk kun to ting. For det første irriterede de lange citater på originalsproget mig en smule. Kunne man i hvert fald ikke have skåret lidt i dem? For det andet kunne jeg indimellem ikke lade være med at tænke over, hvor og hvordan Rye Andersen ville placere for eksempel Richard Powers' Gain (1998), der binder industrien og individet sammen, Philip Caputos Acts of Faith (2005), der handler om den nye verdensorden i Afrika, eller Gary Shteyngarts Absurdistan (2006), der springer mellem den nye verden i New York og den endnu nyere verden i det nye Rusland.

Men det er selvfølgelig ikke Tore Rye Andersen, jeg bør spørge om disse titler, men derimod Horace Engdahl. Svenskerens fordomme bliver heldigvis fejet af bordet til slut i Den nye amerikanske roman, hvori det konkluderes, at der i USA skrives både »navlepillende romaner om den amerikanske intimsfære« og »nysgerrige romaner, der åbensindet går i dialog med verdenslitteraturen«.

For så vidt havde Tore Rye Andersen slet ikke behøvet at runde Horace Engdahl, historien er stærk nok til at stå alene, men på den anden side skaber svenskerens tåbelige udsagn en helt elementær spænding, der nok både rører de argeste kritikere af amerikansk kultur og i hvert fald provokerer de mest dedikerede fans af amerikansk litteratur til at læse videre.

Groft sagt handler Den nye amerikanske roman nemlig om, hvorvidt den moderne amerikanske litteratur overhovedet værd at beskæftige sig med. Alle, der læser med, vil nok ende med at være enig, gætter jeg på.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu