Læsetid: 3 min.

Længslens show

Rolf Heim lukker tilskueren ind i Leonard Cohens verden af lyst og lir, så man ville ønske, at man aldrig kom ud igen
Hér har festen allerede været i gang længe, og flaskerne på bordet er tomme. Her kolliderer lidenskaberne med onde afvisninger. Fra venstre: Carsten Svendsen, Jens Jørn Spotag, Helene Gjerris og Pernille Højmark.

Hér har festen allerede været i gang længe, og flaskerne på bordet er tomme. Her kolliderer lidenskaberne med onde afvisninger. Fra venstre: Carsten Svendsen, Jens Jørn Spotag, Helene Gjerris og Pernille Højmark.

Rasmus Baaner

15. november 2011

»I'm your MAN,« lyder omkvædet hos Leonard Cohen. Selv synger Cohen ordet MAN på den laveste tone overhovedet. Men hvordan kan performerne på Aarhus Teater nå ned i det maskuline bunddyb af forførelse?

Det gør de tre mænd ved at dele ét omkvæd ud til hver. Og dermed viser de, at det kræver både en Jens Jørn Spottag, en Thomas Bang og en Carsten Svendsen at forsøge at leve op til den 77-årige machosanger.

Leonard Cohen Teaterkoncerten er i det hele taget blevet en forbløffende ærlig fortolkning af Cohens univers.

Instruktøren Rolf Heim og kapelmesteren Niels Søren Hansen har ramt den helt rigtige grundtone. Her er sex og lir og druk — og her er toner, der er ubeskyttet høje og forulempende dybe. Her bliver alle forladt.

Scenografen Sisse Gerd Jørgensen har da også skabt et rum, der har døråbninger overalt til Cohen-rævene ... Desuden bugter halvdelen af gulvet sig som en madras, der er parat til at modtage kroppe, der skal trøstes i Jonas Kongsbachs ublide spots eller glemselsdunkle pletter. Og som tilskuer ville man ønske, at man aldrig kom ud af dette længselsshow igen.

Frygtløst ensemble

Rolf Heim er en modig mand. Han slutter dér, hvor andre ville begynde — med »Det er lukketid« ( It's Closingtime). Dér, hvor festen allerede har været i gang længe, og hvor flaskerne på bordet er tomme. Hvor lidenskaberne kolliderer med onde afvisninger.

Pernille Højmark er den sparkede elskerinde, hvorimod Theresa Sølvsteen endnu ikke har opgivet kropsfesten — og mens Helene Gjerris stadig har stiletterne på. Og så jammer Niels Søren Hansen på klaveret, mens Anders Birk og Tom Bilde flår i strengene, og Klaus Thrane kaster kropsrytmerne ud fra trommesættet i hjørnet.

Ligesom i Nick Cave Teaterkoncerten fra 2007 har Rolf Heim skabt et ingenmandsland, hvor sangenes figurer kan opstå et stykke tid og så forsvinde. Og han har inspireret til et frygtløst ensemblespil, hvor kontrasterne skurrer mellem humor og selvdestruktion.

Tag nu Helene Gjerris, super-mezzosopranen med det røde hår og den kontrollerede vildskab. Kommer hun ud, hvor hun ikke kan bunde med sin operatrænede stemme? Nej, netop ikke. Rolf Heim stiller hende op på bordet mellem flaskerne, så hendes stemme glider over i ren rock — og den smukkeste hvisken.

Røde dansesko

På samme måde griber Rolf Heim fat i Pernille Højmarks whiskyhæse performer. Hun får bogstaveligt talt bukserne på i en dans med Jens Jørn Spottag, der må sjoske afsted i undertøj. Det er Pernille Højmark, der fører. Selvfølgelig.

»Først tager vi Manhattan«, synger Højmark — og så lader hun sin stemme tynde helt ud på »Så tager vi Berlin«. Så spinkelt, at det gør ondt. Aarhus Teaters nye femipower-talent Helena Sølvsteen stiller op ved siden af de andre uden at blinke — i rød kjole og dansesko. Og så lader hun ellers sin krop besætte af de forhåndenværende mænd, mens hendes klare sopran sparker ordene ud, så man kan høre hver en stavelse.

Hun er næsten for skøn til, at det kan være sandt.

Man kan i hvert fald godt forstå, at Thomas Bang klamrer sig til hende i sin fiktive hotelseng i nummeret »Pergament Hotel« (Paper Thin Hotel), mens Carsten Svendsen misundelig hører på alle fornøjelserne.

Thomas Bang udstråler en god ro i Cohens univers — netop fordi desperationen så anes endnu stærkere i hans store krop.

Og Carsten Svendsen spiller på sin heftige begejstring, der løfter scenerne op mod det ekstatiske. Som drengenes garvede fætter vælter Jens Jørn Spottag omkring på elskovstiggerfødder og med dominatorskridt, og hans musikalske overbliksstemmme samler sangene, så hver scene får det rette, syrlige afslutningssvirp: Spottag er en mand.

Transparent tolkning

Men ingen Rolf Heim-forestilling uden dukker. Karen Pontoppidan Monrads syrede halvdukker ligner performerne så meget, at det nogle gange snyder, hvem der er dukke, og hvem der er dukkefører. Tvivlen rammer også Niels Søren Hansens musikalske ramme.

Hans anslag på klaverets tangenter er så enkelt, som havde han spillet børnesang. Men han prøver ikke at efterligne Cohen. Han spiller bare Cohens melodi med sin egen transparente fortolkning — og netop derfor bliver genkendelsen så stærk for tilskueren.

Så Halleluja for Heim og Aarhus Teater. Folk fra hele landet bør styrte til dette længselsteater. Før det er lukketid.

 

Leonard Cohen Teaterkoncert. Tekst og musik: Leonard Cohen. Sangtekstoversættelser: Anders Dohn og Steffen Brandt, Niels Skousen og Jacque Lauritsen. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Dukkemager: Karen Pontoppidan Monrad. Lys: Jonas Kongsbach. Musikalske arrangementer og kapelmester: Niels Søren Hansen. Aarhus Teater, både Scala og Store Scene, til 28. januar. På turné til Aveny-T 19. oktober-17. november. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer