Læsetid: 4 min.

Mennesker mødes og sur musik opstår

Lou Reed og Metallica's fortolkning af to tyske førekspressionistiske teaterstykker om en letlevende, men skrøbelig kvinde, der gennemlever et hav af tragiske forhold i Tyskland og England omkring år 1900, anyone? Ikke lige denne anmelder, i hvert fald ...
4. november 2011

Alban Bergs opera om Luluer så kulørt dramatisk,at man tror, det er løgn; bizar, pervers og ... uforglemmelig. Den var ikke færdiggjort ved komponistens død i 1935 og fik først premiere i sin fulde udstrækning i 1979 grundet bøvl med enken. At den siden er gået hen og har antaget karakter af milepæl i det 20. århundredes musikhistorie må med. Operaen bygger på to sammenhængende teaterstykker af Frank Wedekind, Erdgeist(Gnomen) fra 1895 og Die Büchse der Pandora(Pandoras æske) fra 1904, som fik datidens borgerskab op af stolene, da de begge i den grad 'afsøgte grænser' (de største plusord i moderne kulturformidling) hvad angik seksualitet og vold. At Wedekind betragtede drivkræfterne i sin samtid som værende begær og grådighed afspejledes til overmål i disse to stykker, der omhandler den amoralske urkvinde Lulus storhed og fald.

Hvem er Lulu?

Lulu, der starter og slutter sin karriere som prostitueret, har en evne til at udløse de voldsomste lidenskaber i såvel mænd som kvinder og efterlader en stribe selvmord i sit kølvand. Før hun og hendes elskerinde, den gode baronesse Geschwitz, afslutningsvist myrdes af en vis Jack the Ripper, for god ordens skyld.

Plottet er både fascinerende, ekstremt voldeligt og helt ude i skoven; Jokum Rohde ædes sikkert op af misundelse. Hele vejen igennem fungerer Lulu som spejl for de ærkeborgerlige patriarker, hun enten driver til vanvid, i døden eller selv myrder.

Hvem Lulu selv er, opklares aldrig rigtigt; forfatterens hensigt var vist, at denne libido-drevne nymfe i sin essens var skrøbelig og ren, et offer for sin tids fin de siècle-(dobbelt)moral og undertrykte seksualitet. Det forhindrede det skandaløse ved stykket dog fuldstændig samtiden i at se. Og eftertiden er ofte kommet i tvivl, om det nu også forholder sig sådan. Er Lulu femme fataleeller offer eller frigjort kvinde eller det hele, lidt til og meget mere?

Alban Bergs første opera var som bekendt Wozzeck, baseret på Georg Büchners efterladte tragedie, der herhjemme fik en renæssance med Robert Wilsons opsættelse på Betty Nansen i 2000 med musik af Tom Waits, her kaldet Woyzeck. Og samme Wilson har for nylig kastet sig over Lulu(som Wedekind's to stykker kaldes, når de nu om stunder som regel opføres fortløbende og gerne afkortede), der havde premiere i Berlin i april. Den ligger selvsagt lige til Wilsons højrefod; han holder af at tage klassiske melodramaer af tragisk tilsnit og forvandle dem til strengt stiliserede opførsler, hvor der lægges langt større vægt på scenografi end psykologi — og på form frem for indhold. Og hvor verfremdungs-effekten konsekvent køres i stilling som et andet Stalin-orgel. Mægtig flot at kigge på — og så forlader man tilmed teatret fuldstændig uanfægtet med et »Nøj, hvor var'et flot!« på læberne.

Melodiløse Metallica

Hvorfor i al verden denne smøre, Lynggaard, spørger De nu? Kontekst, kære læser. Thi til forestillingen i Berlin havde Lou Reed skrevet såvel musik og tekst, hvilket blev afsunget af skuespillerne, og det gad man på en eller anden måde måske godt høre. Men det bliver der ikke noget af. Til gengæld sendte Reed teksterne til sine nye legekammerater i Metallica, som så satte ny musik til ordene. Det er der kommet en skrækkeligt anstrengende og fuldstændig melodiforladt dobbelt-cd ud af, som jeg, når denne anmeldelse er skrevet, givetvis aldrig vil afspille igen. Leder man efter alt det værste ved disse to navne, så fortvivl ej: Det finder De her. I rigt (over)mål. Lou Reed har som bekendt ikke seriøst gjort sig bemærket på pladefronten siden 2003's The Raven, et superambitiøst flop, som primært fortjener ros for ophavsmandens balls. Og fraset det snorkende kedelige Tai Chi-musik, han leverede på droneudgivelsen Hudson River Wind Meditations(2007), har han siden mestendels gjort sig bemærket som koncertkunstner, hvor han enten har opført tidligere storværker eller optrådt sammen med hustruen Laurie Andersson eller givet den som ren improvisator med Metal Machine Trio.

Og selvom Metallica oplevede et vist kunstnerisk comeback i 2008 med Death Magnetic, lyder de her mere, som de gjorde på skampletterne Load, Reloadog St. Aner.

Rockbiksemad

Yes, it's that bad. Faktisk lyder det mestendels, som om de to lejre kører hver deres show uden at kere sig stort om samarbejdspartneren. En 70-årig mands anstrengte fremmumlen af en stribe rimeligt uinspirerede tekster, backet op af ekkoet af et metalband, fortabt i 80'erne. Hvor fedt er det? Ikke mindst forlægget taget i betragtning. Jeg kunne til en begyndelse faktisk meget godt lide »Mistress Dread« og »Dragon«, men så blev de bare ved. Og ved. Hvis så bare farfar Reed havde valgt at hænge ud med Sonic Youth i stedet. Nå, men denne tarvelige version af Luluskal som alle de foregående nok skille vandene og vil sikkert også finde sine fortalere hen ad vejen. Det bliver bare uden mig.

Næ, vil De virkelig gerne høre den heftige historie om Lulu som musik, tillad mig derfor at henvise til Alban Bergs opera i stedet. Den er ganske vist også lidt af en prøvelse, men så selvklart på den fede måde. Prøv at støve versionen med Teresa Stratas som Lulu op, om muligt; De vil ikke fortryde det. Det er ufatteligt, næh uendeligt mere interessant end denne søvndyssende omgang uappetitlig gråmeleret rockbiksemad, der diskes op med her.

 

 

Lou Reed & Metallica: 'Lulu' (Vertigo/Universal). Udkom mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu