Mennesket er altid på scenen ... desværre ...

Monolog. Laugesens Danmarksbillede går via Céline, der hadede det lille vedhæng til Tyskland med dets Modstandsbevægelse og en konge, der kun talte tysk. Eller: I denne rasende monolog er der noget at komme efter
Hammerslag. Louis-Ferdinand Céline havde sit eksil i Korsør fra 1948-1951. Tidligere i år blev der i Paris afholdt auktion over 36 hidtil ukendte breve skrevet af Céline, bl.a. et brev stemplet i Danmark samt andre ejendele.

Hammerslag. Louis-Ferdinand Céline havde sit eksil i Korsør fra 1948-1951. Tidligere i år blev der i Paris afholdt auktion over 36 hidtil ukendte breve skrevet af Céline, bl.a. et brev stemplet i Danmark samt andre ejendele.

Jacky Naegelen
11. november 2011

I 2001 hjemsøgte Peter Laugesen en ægte Céline-kulisse, nemlig Klarskovgaard ved Korsør, hvor Louis-Ferdinand Céline havde sit eksil i 1948-1951, fordi han var dømt for landsforræderi og derfor flygtet fra Frankrig. Laugesen satte sig ved det samme skrivebord, som Céline også havde siddet ved dengang med et udvalg af dennes senere tekster og breve for at oversætte disse. Det valgte materiale havde lægeforfatteren skrevet i 1952 og frem til sin død i 1961 (bl.a. trilogien D'un château l'autre, Nord og Rigodon). Det er altså ikke Rejse til nattens ende-succesforfatteren, Laugesen videregiver, men Céline på randen af alt, kort sagt.

Selv beskriver Laugesen oversætterarbejdet og monteringen således i sit forord:

»Jeg sad bare med maskingeværsalverne af ord, med de ødelagte byer, de kvæstede drømme, de paranoide anklager, de storslåede landskaber af eksplosiv prosa, som Céline med fuld ret kaldte poesi, og som beskriver det tyvende århundrede som den vestlige kulturs groteske slutspil.«

Det nye værk, Laugesen har skabt ud fra Célines salver, er skrevet til scenen, men har dog ikke været opført endnu, men gid den dag må komme! En passage fra den omfangsrige monolog kan man høre i Laugesens egen fremførelse på radiowy.se, en produktion, der havde premiere i 2010, da lige præcis Rasmus Graff var gæsteredaktør. Her begynder Laugesen med Céline i Danmark og ordene: »Jeg er et gammelt vrøvlehoved, og det har jeg ret til at være ... men jeg løber ikke fra jer ... vi var oppe i Danmark for at beundre det alt sammen ... deres Modstandsbevægelse ... vilde, snedige heltegerninger ...«

Og lidt længere henne lyder det: »Det er værre end hos tyskerne, hvor tingene trods alt blev sagt lige ud ... det her er en slags teater ... bare måden vi kom ind på ... og der er ingen roller til os ... snart vil det hele forsvinde: dekorationerne, gaderne, hotellet ... og allernederst os ...«

Mine tre prikker

De to citater antyder monologens brændstof. Gennem Céline tegner Laugesen et billede af Danmark som et lille land med en befolkning med store tanker om sig selv. Men feudalområdet er blot et vedhæng til Tyskland, det danske sprog en tysk dialekt und so weiter. Kong Christian X talte kun tysk, står der. Noget andet er Célines udstilling af løgnagtigheden, det, han kalder et teater. Teatret er alle vegne, også i fjerde scenes afslutning: »Det, der gør menneskers dødskamp så trist, er dens komediespil ... mennesket er altid på scenen ... desværre ...« Céline foretrak dyr frem for mennesker. De få ord om vores dødskamp falder efter en længere, øm gengivelse af schæferen Bessys sidste dage, hun døde »diskret og uden beklagelser«. Hunden overtog Céline fra den tyske værnemagt under sit ophold på Klarskovgaard. Monologen åbner med ordene: »Bessy er en dejlig hund. Hun bider højst om natten.«

Anarkisten i Fandens hus portrætterer Céline som en menneskehadende, dyreelskende mand i raseriudbrud. Han raser over Sartre, der skrev Portræt af en Antisemit i 1945, »en lille klump lort i min geniale røv«, han raser over litteraturen: fransk naturalisme, amerikansk romantisering af naturen, han raser over det land, han flygtede til, og han raser over at skulle forsvare sig som genial kunstner. I stort, hans antisemitisme, og i småt, de evindelige tre prikker: »Godt! ... De tre prikker! ... dem har de skældt mig ud for ... i den grad! ... som de har ævlet om mine tre prikker! ... tre prikker! ... tre prikker! Kan manden da ikke bare skrive sine sætninger færdige! ...«

Célines kaskader rammer mærkelig nok præcist. Hans skrift befinder sig et besynderligt sted mellem det ukontrollerede og kontrollerede. Det gamle vrøvlehoved er samtidig en ung sandsigerske. Skriften er visioner og musik.

Det er det, Laugesen har haft øjne og ører for, og som han fortolker og formidler, så hver eneste sætningsstump står lysende. Så meget liv på baggrund af et Europa fuld af død og ødelæggelse.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

• Peter Laugesen
• Forlaget Arena
• 238 sider
• 198 kr

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu