Læsetid 4 min.

Meteorsplinter og sort sne

Bergens Internationale Teaters Meteor Festival bød på radikalt dødsteater uden nåde. Men med realisme, så selv Ibsen ville have været tilfreds
Vil du gå i seng med en gammel, syg mand for at få en iPhone? Vil du fortælle dit livs hemmelighed for at blive udødeliggjort på YouTube? Den norske kunstner-gruppe Alan Øyen and Winter Guests rammer tidens døds-komplekser i 'Bird in Magic Rain With Tears'.

Vil du gå i seng med en gammel, syg mand for at få en iPhone? Vil du fortælle dit livs hemmelighed for at blive udødeliggjort på YouTube? Den norske kunstner-gruppe Alan Øyen and Winter Guests rammer tidens døds-komplekser i 'Bird in Magic Rain With Tears'.

Marit Anna Evanger
2. november 2011

BERGEN — Nej, det regner ikke i Bergen. Ikke disse dage. Solen har tværtimod skinnet over Bryggen, som om den ville lyse om kap med Meteor Festivalen, der har spredt sine stumper af scenekunst rundt om i hele byen. Scenekunst om liv, der er ved at eksplodere — og liv, der er ved at brænde ud.

Sjovest har det egentlig været at finde frem til de små performanceinstallationer rundt omkring. I det lille galleri Vox kunne man sætte sig ind til en Bergman-spanking i en installation af den finske kunstner Hans Rosenström. Rummet var mørkelagt. Der var blot en stol foran et spejl — og et sæt høretelefoner, som man tydeligvis skulle tage på. Hvorefter det åndede i nakken på én, så man fór sammen og vendte sig. Men der var slet ikke nogen, hverken i spejlet eller bag ved stolen. Det var alt sammen bare lyden af Bergmans replikker fra Hvisken og råb— ord, der smøg sig gennem høretelefonerne og nedgjorde ens forhærdede sjæl, så ens øjne blev stille i spejlet.

Ansigtsløs frygt

Nuvel, festivalens mest tilbejlede installationskunstner var ellers den italienske Romeo Castelluci, der havde indtaget det gamle Bergen Kretsfengsel med sin installation Persona. Men her var ingen hvisken. Da døren blev lukket bag ens ryg, var der kun brutale lyde af metal i fængslets trapperum mod de aflåste celledøre. En maske lyste mat i det fjerne — som billede på den ansigtsløse frygt. Her skulle livsgnisten slukkes, længe inden kroppen blev brændemærket for sidste gang. Hadefuldt og brutalt.

Så var der flere nuancer at hente i tyskeren Harun Farockis voldsomme videoinstallation Exercising the Real: Immersion, der som Wikileaks-kunst var baseret på en terapivideo af traumatiserede, amerikanske soldater, der har været med til angreb i Bagdad i 2007. Rædsom og realistisk. Grotesk nok var videoen opsat i en gennemgangshal i USF Verftet, hvor små piger i ballettøj var på vej til deres dansetime. Så sig ikke, at scenekunsten i Bergen ikke når ud til alle.

Magisk regn

Den bærende oplevelse ved denne internationale festival var dog den norske forestilling Bird in Magic Rain With Tearsaf den norske instruktør Alan Øyen og hans Winter Guests. Her var dødslængslen forenet med fornemmelsen af meteoren, der uden varsel slår ned i et menneskes liv.

Forestillingen leger med computervirkeligheden — og lysten til at betale en hvilken som helst pris for at leve videre i cyber. Tre forskellige mennesker mødes på usandsynlige måder: En kræftsyg mand ser en hiv-smittet trækkerdreng på et bordel, men i et tog træffer han også en smuk kvinde, der viser sig at være på en kunstnerisk rejse efter menneskeskæbner til sine videoer. Herefter flettes spillet sammen i en montage af spil og livevideo på storskærme — i et mix som i canadieren Robert Le Pages værker, fra Hiroshima-forestillingen The Seven Streams of the River Otatil The Far Side of the Moon. Men her i en umiskendelig 2011-version med YouTube som bedsteven.

Den norske performancekunstner Yvonne Øyen har en betagende drivkraft i rollen som kvinden, der søger en ny mening med livet — jernlady og tåresjæl på samme tid. Og den engelske skuespiller Andrew Wale har en pirrende almindelighedsmystik i sin upåklagelige businessman-diktion i rollen som manipulerende skabsbøsse, der får dødstrangen tilbage, da han møder den drengede, norsk- filippinske skuespiller Huy Le Vo, hvis ublu sexede krop og verbale uforskammetheder stener den livsfikserede voksne mand fra den analoge verden.

Alt foregår mellem to karruselvægge og på et par klapstole — med iPhones og MacBooks som eneste rekvisitter. Foruroligende, men også dybt bevægende — og med en drømmende dødsscene af lys og sort sne så smuk og dog så brutal, som nogen død kan blive.

Ville Ibsen have skrevet sådan, hvis han havde levet i dag? Måske, måske ikke. Men Bird in Magic Rain with Tearser norsk teater, så selv Ibsen ville være tilfreds. Måtte Skuespilhuset eller Republique få fingre i denne længselsforestilling til turné!

Svævende krop

Så kan Dansehallerne eller Bora Bora passende løfte blikket mod Meteor Festivalens danseforestilling Souffles(Åndedræt). Den franske koreograf Vincent Duponts forestilling var nemlig en billedstærk undersøgelse af den død, der kan ses — altså det åndedræt, der får kroppen til at løfte sig fra gulvet. Her blot i billedmetafysisk forstand med en liggende og ellers ubevægelig kvindekrop, der bogstaveligt talt svævede op fra jorden som ved et trylletrick, mens Manden med Leen udførte sin Danse Macabre foran hende — og mens en lille, sortmaskeret åndemaner med pailletter og stampefødder lokkede sjælen med til dødsfest. Besnærende grotesk og intenst.

Æstetisk flød dette danseåndedræt sammen med mørket udenfor, sådan som det sænkede sig over Bergensfjorden. Her gik solen ned bag sorte fjelde. Eller var det bag mørket fra en meteor?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Kan det tænkes, at billedet trækker nogle læsere

til? Tja, måske. Så er det nogle kvinder, der gerne vil se på den nøgne mande/drengekrop i sloggis, som altså i forestillingen er en trækkerdreng spillet af en skuespiller af norsk-filippinsk afstamning. Hvis Information havde haft en artikkel om samme trækkerdreng som handlet prostitueret, så skulle I have set en megaregnbyge af kommentararer om kriminalisering af drengens kunder- Men her er det bare fin kultur, og så er drengen dejlig.

Men Bergens Meteor Festival er altså dødsteater. Det lyder dejligt. Det må vi have til København, mener anmelderen. For min skyld må det godt blive deroppe. Er det realisme? Det kan godt være, men i så fald i nogle subkulturer. Nej, jeg forstår der ikke. Men det er forhåbentlig en opsang eller en stærk kritik - ligesom Ibsen vist kunne gøre det. Men hvis det er kritik, synes jeg ikke anmelderen har færten af den?