Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med Niels Barfoed på glatis

Stort anlagt portrætbog om Knud Rasmussen er meget privat og desuden historisk unøjagtig
Kultur
8. november 2011

Litteraturkritikeren Niels Barfoed har efter eget udsagn skrevet en bog om Knud Rasmussen, der ikke er skrevet før. Til gengæld er der meget i Barfoeds bog om den danske polarforsker, der har stået mange andre steder.

Niels Barfoed har sat sig som mål at se på motoren, der driver værket i denne 'eventyrlige' skikkelse, og derfor hedder bogen Manden bag helten. Vi får Knud Rasmussen fra fødslen i Jakobshavn i Nordgrønland i 1879, til han dør i 1933 som kun 54-årig på Gentofte Amtssygehus. Og vi stifter bekendtskab med det store netværk af venner, bekendte og familie, som Knud Rasmussen skabte og omgav sig med hele livet. Pigerne især fylder meget i Knuds liv og i Barfoeds bog, hvor erotikken får rigelig plads. Det gør ekspeditionshistorien bevidst ikke. Men kan man overhovedet skille manden fra helten?

Barfoed deler bogen op i fire hovedafsnit, der følger Knud Rasmussens liv kronologisk — 'Statuen støbes', 'Statuen', 'I statuens skygge' og 'I statuen'. Unægtelig store ord, det er stilen også. Navnlig i indledningen, hvor læseren er ved at blive blæst omkuld af tillægsord og lovprisninger af helten.

Men man sidder undervejs med en fornemmelse af, at sigtet alligevel er det velkendte — mandens hemmelige liv. Sensationer og små gys. På den måde lægger bogen sig fint op ad nutidens tendens til at klæde folk af til skindet, så vi kan få det hele med. Men hvor er den helstøbte tegning af manden bag helten? Han er svær at få øje på, og det er måske, fordi Knud, efter Barfoeds opfattelse, ikke var én mand, men mange mænd.

Unøjagtigheder

Knud Rasmussen skabte syv Thule-ekspeditioner opkaldt efter den station, han ledede med Peter Freuchen i Nordvestgrønland. Nogle få bliver præsenteret, alt efter hvor meget rav de lavede i den hjemlige andedam. Selve Thule-stationen hører vi meget lidt om, selv om den blev drevet af Knud Rasmussen fra 1910 til hans død.

På den nødstedte anden Thule-ekspedition mistede to mand livet. Den ene forsvandt, den anden, botanikeren Thorild Wulff, lagde sig ned for at dø, fordi han ikke kunne mere. Knud Rasmussen er gået efter hjælp. Det bliver dermed geologen Lauge Koch, der må tage beslutningen om at forlade den levende Wulff for at redde sit eget liv. Det er én af de store tragedier i dansk ekspeditionshistorie. Den historie har Barfoed fået galt fat i, når han lader to mand komme tilbage og finde liget af Wulff, der i virkelighedens verden aldrig blev fundet.

At Barfoed ikke har tilstrækkeligt kendskab til Grønlands ekspeditionshistorie er til at se. Den norske polarforsker Otto Sverdrup er blevet til Harald. Independence Fjord i Nordøstgrønland blev navngivet af Robert Peary på en ekspedition i 1891-92 og ikke i 1900. Harald Moltke skulle ikke male nordlys på Disko i 1898, han skulle male geologi og kysttoninger for geologen K.J.V. Steenstrup. Knud Rasmussens populærudgave af den femte Thule-ekspedition 1921-24, Den store Slæderejse,bliver konsekvent kaldt Den lange Slæderejse. Og det sætter den unægtelig i et andet skær.

Stritter i flere retninger

Der er mange fejl — også fra København og omegn. Olivia er en ung pige, som den unge Knud formentlig gør gravid i november 1900. Frugten hedder Oda, som Barfoed ekspederer til adoption som spæd hos en proprietærfamilie i Fredensborg.

Det er ikke helt sådan, det foregår. Barnet bliver fire måneder gammelt sat i pleje i Birkerød hos et bestyrerpar ved navn Hansen, der adopterer hende efter konfirmationsalderen. Værgen for barnet er pastor Theodor Møller i Birkerød, der bor tæt på Hansens og har endnu tættere relationer til Knuds far, pastor Christian Rasmussen i Lynge. Så de to besindige prælater får det bedste ud af situationen.

Knud Rasmussens senere kone Dagmar får vi i en øm situation med den amerikanske kunstner Rockwell Kent. Men ellers er det ikke meget, vi får at vide om den kvinde, som Knud var gift med i 25 år.

På sin jagt efter nyt stof og afsløringer stritter bogen i flere retninger og slutter i 1933 med en flyvetur over Rom, hvor Knud Rasmussen og hans sekretær Emmy Langberg er inviteret af en Mussolini-marskal Italo Balbo. Her får Niels Barfoed lejlighed til at diskutere med sig selv, hvad der kunne være blevet af den apolitiske Knud Rasmussen. Goebbels sendte ved Knuds død et kondolencetelegram. Men, som Barfoed skriver, hvis nu Knud var blevet 60 år i 1939 og havde fået et lykønskningstelegram fra Det Tredje Rige, hvordan havde Knuds glorie så set ud? For selv om man er politisk neutral, har man et ansvar for, hvem man lader sig dyrke af. Og i 1939 var hverken Goebbels, Balbo eller Mussolini stuerene. Så hvad kunne Knud Rasmussen ikke have viklet sig ind i? Det er den hypotese, som Barfoed præsenterer og selv afliver ved at sige, at Knud ikke var kryptonazist. Men ideen er præsenteret, og det er usmageligt og unødvendigt.

Uden sammenhæng

Barfoeds tackling af Knud Rasmussens privatliv er tæt, og skal den type afsløringer give mening, bør de have en sammenhæng med mandens øvrige virke, så man kan se, hvordan tingene påvirker hinanden. Den historie får vi ikke.

For den læser, der ikke er på hat med Knud Rasmussen, er der stof i bogen til at stifte bekendtskab med den danske arktiske ekspeditionshistorie, der er rig på gode historier. Barfoed er ikke faglitterær forfatter. Han giver sig heller ikke ud for at være det. Men alligevel beskæftiger han sig med den arktiske historie — og her kommer han med sin skønlitterære baggrund på glatis.

Bogen er grafisk et smukt stykke håndværk, udstyret med noter og register. Den anvendte litteratur er indarbejdet i noterne, og ikke i listen over læst litteratur, og det er nu ikke brugervenligt.

Billederne er for manges vedkommende velkendte. Men det kan jo ikke være anderledes med en mand, der i den grad er endevendt i litteraturen.

 

 

Niels Barfoed: Manden bag helten, Knud Rasmussen på nært hold. Gyldendal, 464 sider, 349,95 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tåkrummende Barfoed får sin bekomst. Hans livsopgave er blevet en ulige litterær konkurrence med Rifbjerg.

Maj-Britt Kent Hansen

Så forskelligt anmeldelser kan falde ud.

Hjalte Tin er i Politiken d.d. vældig begejstret. Måske er han mindre vidende, og han lægger nok vægten et andet sted, for de mange fejl og unøjagtigheder, Janni Andreassen omtaler, er da en gedigen advarsel, hvis man ellers havde tænkt sig at læse bogen.