Læsetid: 5 min.

Pulp Faction er genren — og Freddy er stjernen

I den specielle mandeverden, der beskrives af vovehalse og eventyrere, rager Freddy Wulff op som skribenten, der har noget at have sin selviscenesættelse i
I den specielle mandeverden, der beskrives af vovehalse og eventyrere, rager Freddy Wulff op som skribenten, der har noget at have sin selviscenesættelse i
11. november 2011

Der trives en litterær genre, jeg vil kalde pulp faction, og som skrives for mænd af mænd og om mænd. Hvis kvinder læser med, er det deres problem, da de højst har pyntelige biroller, der bekræfter, at den skrivende mand er en rigtig mand og ikke et hvinende skvat med neurotiske refleksioner over sin mande- og/eller far-rolle, ikke typer som Morten Sabroe og Peter Øvig Knudsen, der hver på deres måde har brugt hele karrierer på at afkode manden/faderen som fænomen. De rigtige mænd er aldrig i tvivl om, hvem de er, så de bruger ikke tid, og da slet ikke linjer, på eksistentielle og psykologiske overvejelser. De er deres eget råstof, som eventyrere, krigsreportere, jægersoldater eller rockere — Jønke — mit liv (1992) er en klassiker i genren, der (med hjælp fra Erik Thygesen) bæres af et tonefald med højt selvværd og lavt lixtal.

Det var mandemagasinet Ugens Rapport, der gjorde pulp faction til en genre, der nåede længere ud end til det trivielle kioskpublikum, og som i 1970'ernes storhedstid udkom i oplag på 200.000. Et laboratorium for selvlærte skribenter, der var i verden for at prøve den af. En af dem, Chris Viffert, specialiserede sig i alle hånde selvoplevede pinsler, der endte som reportager om mandeliv for mænd. De gutter skrev ikke som Hemingway, selv om de prøvede, men de skrev med samme sans for mytisk selviscenesættelse og satte i den forbindelse ofte liv og lemmer på spil.

Deres rollemodel var Ugens Rapport-redaktøren Kurt Thyboe, der begyndte som sportsjournalist og skrev — skriver for så vidt stadig — i sin egen helteboble af figurer som Eddie 'Lemmy' Constantine, Sinatra, Presley, Bogart — og naturligvis the fighters,de professionelle boksere og ensomme cykelryttere — jeg har aldrig læst en Thyboe-reportage om fodbold eller nogen anden holdsport, og jeg tvivler på, han har skrevet mange af dem, for i lighed med Jørgen Leth (der er helt sit eget poetiske pulp-fænomen) er individet aldrig interessant som deltager i et kollektiv, men udelukkende som skæbnetynget enspænder.

I dette kanindræberunivers eksisterer tøsedrenge og kontornussere med '9 til 16'-job kun som læsere, ikke som aktører. En Thyboe i tvivl? Never ever i tekster spækket med amerikansk slang og bastante billeddannelser. Klicheerne er tegneserieagtige, men de er sådan set aldrig falske — Thyboes styrke og charme som skribent er, at han mener hvert ord, han sætter på tryk. Han er kongen af pulp faction.

Vild eller professionel

Men stjernen er Freddy Wulff, der hæver sig over de fleste i genren. Godt nok ligner selviscenesættelsen til forveksling de øvrige mandeagtige mænds — Wulff kalder sig undertiden 'Ulven' (Thyboe kaldte sig på et tidspunkt for 'Tiger'), hans e-mail-adresse hedder selvsagt 'lobopress', og han har øjensynlig accepteret, at hans biografi, som journalisten Søren Anker Madsen udgav i 2010, har fået den patetiske titel: Freddy Wulff — Danmarks vildeste eventyrer.Efter mit skøn en lovlig næsegrus lobhudling, som hovedpersonen faktisk ikke er tjent med.

Man skal læse manden selv, og det kan man i Professionel jæger.Billedredaktion og omslag bekræfter genrens regler for ubeskeden selviscenesættelse — billeder af Wulff og jagtvenner som hjortedræbere og vindsvinejægere — et udstyr i sær kontrast til den tekst, det omslutter, og som er båret af koncise og usentimentale beskrivelser af jagt i bl.a. Grønland, Australien og i New Zealand, hvor Wulff var ansat som culler, altså 'udtynder' af vildtbestanden i et land, hvor der oprindeligt kun var tre pattedyrarter, to slags flagermus, en rotteart og en hunderace. Geder, hjorte og vildsvin blev sat ud af europæiske emigranter i det 19. århundrede, men uden man fulgte op med udsættelse af naturlige fjender, da lokale bønder modsatte sig import af pumaer og tigre af hensyn til deres fårehold. Resultatet blev en voldsomt voksende vildtbestand, som Freddy Wulff og hans kolleger fik til opgave at holde i ave.

Wulff skriver ikke 'litterært', men desto mere kropsnært, og selv læsere, hvis jagtinteresse indskrænker sig til et skørt i ny og næ, suges med ind i skildringerne af opsporing og nedlæggelse af de byttedyr, som jægeren har et ambivalent forhold til — han holder af de væsner, han myrder, nærer respekt for dem, men sørger som regel for ikke at lade følelser løbe af med sig. Men det sker: »Jeg skyder altid kalven først — for en sikkerheds skyld,« hedder det et sted, »(men) hvis jeg først 'studerer' dem, så kan jeg ikke få mig selv til at skyde. En dag sidder jeg og betragter to kalve lege i en lille bæk, skiftes til at løbe efter hinanden, mens hinderne står på bredden.«

Spar os for praleriet

Sceneriet minder ham »nærmest om en legeplads i en storby med børnene i sandkassen og de stolte mødre på bænken ved siden af. De fire får udstedt en livsforsikring og fredes i klasse A. Jeg jager ikke ikke den bæk i flere uger«. Og lidt længere nede i teksten hedder det om et skumrings-møde med en ung hjort i en skovtykning: »Næsten for smukt et tidspunkt at skyde så smukt et dyr på — men det er det jo altid.«

Ja, det er det jo altid — for jagten er både et fag og en sær verden med egne regler og æresbegreber, der udfoldes i et til tider vildtvoksende billedsprog. Når Wulff ikke bryder sig om en chef, hedder det: »Hvad jeg kan lide ved den gut, kan skrives på et knappenålshoved — med masser af plads tilovers.«

Lyden af en efterårstør skovbund er »som at gå på corn flakes«, og øredøvende stilhed skildres som at »høre en mus pisse på en tot vat«. Fantastisk! Det er pulp factioni verdensklasse. På et tidspunkt får han sit ene ben revet op af en vildsvinornes 10 cm lange hugtænder og renser såret med pis, hvorefter han humper ud til en læge, dagsrejser borte — ja, det er dramatisk, men Wulff får det til at lyde hverdagsagtigt. I det hele taget er hans bog behageligt fri for den praletendens, der ellers ofte misklæder genren, men skrevet i klart sprog, til tider ligefrem forfriskende selvironisk, så enhver kan læse med i åndeløs spænding uanset graden af indsigt i emnet. Det kan ikke siges om enhver fagbog. Og heller ikke om mange pulp faction-udgivelser. Wulff har meget at have sit selvværd i.

 

Jæger. Freddy Wulff skriver ikke 'litterært', men desto mere kropsnært, og selv læsere, hvis jagtinteresse indskrænker sig til et skørt i ny og næ, suges med ind i skildringerne. Foto: Andreas Beck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu