Læsetid: 4 min.

Her råder tavshedens lov

Rangorden. Bog om en verden, hvor hofdamen er finere end statsministeren, og man foretrækker ordet indflydelse frem for magt
Rangorden. Bog om en verden, hvor hofdamen er finere end statsministeren, og man foretrækker ordet indflydelse frem for magt
18. november 2011

Da kronprins Frederik blev gift, samledes kongelige og adelige om det celebre par, og en kendt forfatter greb pennen og skrev følgende i en morgenavis: » Ordener hænger man paa Idioter, Stjærner og Baand man kun Adelen gier« og bl.a. de udødelige linjer:

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;

og, som en Skomager nylig har sagt,

ene de van’er og von’er og de’er

holder Fortuna og Plutus i Agt.

Har vi ej meget,

er det vor eget,

som ej fra Staten er sveget.

Forfatteren var P.A. Heiberg, året var 1790, og verset samt andre samfundskritiske skriverier fra hans side kostede ham livsvarigt eksil i Paris og en efterfølgende alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden ved Kongelig Forordning

Det er 221 år siden. Ytringsfriheden er indført, vi hylder lige ret for alle, velstanden er langt mere ligeligt fordelt, adelens privilegier er næsten forsvundet, og vi lever i et af verdens rigeste samfund, hvor velstanden er mere retfærdigt fordelt end i de fleste af verdens øvrige samfund. På den baggrund er det godt at blive mindet om, at der midt i dette demokratiske og økonomiske smørhul findes en kerne af direkte og indirekte magthavere, der ikke er folkevalgte eller bare rige. Ét er kongefamilien, der nyder privilegier og statsfinansiering i millionklassen. Men statsoverhovedet og de mennesker hun og hendes familie omgiver sig med, udgør en parallelmagt, som naturligvis ikke har nogen lovgivende, dømmende eller udøvende magt ud over Majestætens formelle og rituelle, men som alligevel udgør et netværk man skal være forsigtig med at udfordre — og et netværk, som bag kulisserne udøver en ikke ringe indflydelse. (De HADER ordet magt).

Det fremgår af journalisten og forfatteren Søren Jakobsens bog Overklasseliv. Jakobsen er på mange måder en dejlig nørd. Han er for længst gået på pension fra Ekstra Bladet, men han er en flittig læser af sladderbladene, han studerer gæstelister og fotos fra kongelige og kendtes bryllupper, barnedåb, runde fødselsdage, og han kan rangforordningerne, inkluderet Kongeloven fra 1665 forfra og bagfra. Det ville have været kuriøs og farverig historiefortælling, men fordi den erfarne erhvervsjournalist kombinerer sit kendskab til fortid og nutid med klare og tilsyneladende velresearchede journalistiske krydstogter ind i erhvervslivets og politikkens virkelighed, bliver det til pligtlæsning for den samfundsinteresserede.

Vi skal nemlig ikke tro, at Danmark er et land, hvor man automatisk tilhører overklassen, hvis man har mange penge. Den ’rigtige’ overklasse er en kombination af nogle få civilister, der virkelig har mange penge (de to hovedeksempler er den diskrete milliardær Fritz Schur og den fynske selfmade erhvervsmand Frank Uhrenholt) mange adelige, hvoraf nogen er mangemillionærer, andre slet ikke — og enkeltpersoner, der hverken er adelige eller har specielt mange penge, men som næsten er født ind i overklassen, som skuespilleren Ellen Hillingsøe.

Tavshedens lov

Fælles for dem er et nært forhold til kongefamilien. Og ikke mindst evnen til at holde kæft. »Tavshedens lov« er helt central ifølge Jakobsen, der godt ved, at »Tavshedens lov« oversat til italiensk er mafiaens Omérta. Hvad der sker, når Dronningen sidder ved bordenden og skodder sine smøger i desserttallerknen, holdes inden døre. Hvis der er en pinlig sag under udvikling — som f.eks. Prins Joachims og dengang prinsesse Alexandras ægteskabelige problemer — tier man helt stille. De, der bryder tavshedens lov (og det er meget, meget få) er øjeblikkeligt ude. De, der kommer i dårligt selskab, eller pludselig selv bliver det (som Rigmor Zobel, der fik en mild dom for kokainbesiddelse) ryger ud. De, der opfører sig dårligt eller pinligt, bliver skilt på en grim måde eller afsløres i at have børneporno på computeren (som en tidligere kendt direktør og medlem af bestyrelsen for Kronprinsesse Marys Fond) er så ganske og aldeles ude af den virkelige overklasse lige med det vuns.

Bogen indeholder mange og saftige eksempler. På det mere kuriøse noterer man sig, at da f.eks. erhvervsmanden Fritz Schur blev dannebrogskommandør og kammerherre, kom han i en rangklasse over højesteretsdommere og departementschefer. Hvis man er tjenstgørende hofdame hos dronningen, rangerer man over statsministeren og Højesterets præsident. Det giver ingen formel magt, men det åbner døre. Og når man samtidig, som Schur, er leder af Den Liberale Erhvervsklub, hvor kontingentet ligger nogle få kroner under det beløb, der ville betyde en lovpligtig partistøtteregistrering, begynder der at tegne sig et billede. Søren Jakobsen beretter om den dag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen meldte afbud til et meget vigtigt møde med et stort antal ambassadører på grund af sygdom. Han var dog ikke mere syg, end at han samme dag veloplagt var til møde i Schurs liberale klub, hvor »et eventuelt overskud gives til partiet Venstre«

I den sande og kongeligt forbundne overklasse er også tænketanken CEPOS’ stifter Bernt Johan Collett. Han er også kammerherre og hofjægermester, tidligere minister, efterkommer af Gøngehøvdingen og Danmarks største eksportør af juletræer. Overklassen tæller naturligvis også Kirk-Christiansen-familien fra Lego, Danmarks rigeste familie. Mærsk-dynastiet er i en klasse for sig selv, selvom Hr. Møller måtte vente mange år på at blive rigtig overklasse, fordi han ikke drak øl af flasken og nød mere jordbundne vittigheder under afdøde Frederik den niendes glade jagtselskaber. Men Lars Larsen fra Jysk Sengetøjslager vil, trods sine mange milliarder, aldrig komme med i kredsen. Han er ikke adelig, han har ikke gået på Herlufsholm eller været løjtnant i Livgarden og så kan man jo konstatere i tv-reklamerne, at han ikke kan holde kæft.

Alt det har jeg læst i Søren Jakobsens bog. Og meget mere. Lidt rodet og nørdet, men fængende og relevant. Ind imellem tror man, at den foregår i 1790, da P.A. Heiberg skrev sit klassiske lejlighedsdigt om ordnerne og idioterne. Men det handler om Danmark, lige nu.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Kurrild-Klitgaard

@Lasse Jensen: Et par faktuelle korrektioner:
- "... da f.eks. erhvervsmanden Fritz Schur blev dannebrogskommandør og kammerherre, kom han i en rangklasse over højesteretsdommere og departementschefer."
Nej, de er i samme rangklasse (II.5.).
- "Hvis man er tjenstgørende hofdame hos dronningen, rangerer man over statsministeren og Højesterets præsident."
Nope ... Det er en misforståelse. De er (siden 1930) i II.4, mens ministrene er i I.3 og højesteretspræsidenten er i I.5.
- "... tænketanken CEPOS’ stifter Bernt Johan Collett. Han er også kammerherre og hofjægermester, tidligere minister, efterkommer af Gøngehøvdingen og Danmarks største eksportør af juletræer."
Bernt Johan Collet er (næppe) efterkommer af Gøngehøvdingen (hvis efterkommere synes hurtigt at være uddøde), og det er ihvertfald ikke noget, han hævder. Vist heller ikke bogens forfatter.