Publikum spiller hovedrollen i RØD. For på Edison står Flemming Enevold foran tilskuerne i rollen som den russisk-amerikanske maler Mark Rothko. Han stirrer ud på os, som var vi verdens vildeste kunstværk. Han åbner sine selvforelskede betrag-terøjne. Lægger hovedet på skrå. Gør øjnene smalle og fokuserer på en mikroskopisk, rød klat ...
Men så er det selvfølgelig, at Thure Lindhardts unge kunstfreak forstyrrer som et pust fra virkeligheden. Og efter et utal af belærende Enevold-monologer har forestillingen udviklet sig til et opgør med både 1900-tallets store billedkunstnere og med kunstens kommercielle vilkår. Generationernes forudsigelige kamp udleves. Og så får Enevold atter scenen og kunsten for sig selv. Og publikum.
Forskubbet potens
Flemming Enevold spiller gnistrende intenst. Han er så dreven en performer, at hans person hele tiden magnetiserer. Visuelt har han fået en Rothko-skaldepande, der ændrer hans udstråling fra dæmonisk forfører til introvert hængerøvsfætter med potensen forskubbet til malermusklerne. Denne transformation er et stærkt greb af instruktøren Peter Langdal, der giver Enevold hele Edisons rå rum til at udleve sin eksistenskamp mellem malerspande og sprutflasker. Desuden presser Enevold lige akkurat Thure Lindhardt så provokerende op mod lærrederne, at Lindhardt til sidst eksploderer — voldeligt og undrende i et særligt følelsesmiks, der helt er Lindhardts egen; sensi og psyko på samme tid.
Lysdesigneren Fabián Carvallo har skabt et excentrisk mandelys, og Emil Sebastian Bøll har leget med både Chet Baker og Rachmaninov, så stemningerne følger Enevold upåklageligt. Og Karin Betz har designet malertøj, der gudskelov har bohemeromantiske malerpletter i alverdens farver, selv om manden kun maler rød ...
Overdreven patos
Men ... For der er altså et 'men'. Stykket er irriterende. Amerikansk dramatik, når det er mest skabelonagtigt. Man kan mærke, at den nu 50-årige, irsk-amerikanske dramatiker John Logan også er filmmanuskriptforfatter. Alt er komponeret, så spændingen ublu følger Hollywood-modellens point of no return og pathos above all. Havde det ikke været for Langdals instruktion af Enevold og Lindhardt, havde det ikke været til at holde ud. Men hvorfor i alverden har de tre mænd ikke fundet et bedre stykke at bruge kræfterne på?
I lørdags fortalte Langdal i et interview her i avisen, at visse anmeldere ikke forstår at fordybe sig i teatret. Langdal vil antagelig også opfatte denne anmeldelse som en rød klud. Men hånden på hjertet og kluden i øjet. Der findes ikke nogen ophøjet sandhed i kunsten. Der findes kun jeg'ets oplevelse af kunstværket — og her altså tilskuerens oplevelse af teaterforestillingen. Og som professionel teatertilskuer vil jeg altså hævde, at Logans stykke hverken er fantastisk eller originalt.
Men jeg kan sagtens se, at Langdal har fået det optimale ud af klicheerne. Og jeg er imponeret over, hvordan Enevold og Lindhardt giver typerollerne liv. Men for mig var det altså en splittet fornøjelse at lægge krop til at spille rødsjasket lærred.
Rød. Tekst: John Logan. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Instruktion og scenografi: Peter Langdal. Lys: Fabián Carvallo. Kostumer: Karin Betz. Lyd: Emil Sebastian Bøll. Edison til 3. dec. www.bettynansen.dk
