Læsetid: 2 min.

Sanseligt favntag med italiensk barok

Concerto Copenhagen var i topform med en diskret amerikansk gæst, da det søndag præsenterede seks syditalienske barokkomponister
29. november 2011

Neapolis betyder ’den nye by’ på græsk, romerne ændrede navnet til Napoli, og den blev hovedstad i et af Europas mest udstrakte kongedømmer. Især i 1700-tallet var byen en musikalsk metropol med operahuset San Carlo, flere konservatorier og en bunke residerende komponister.

Concerto Copenhagens (Coco) søndagskoncert tog udgangspunkt i denne præ-berlusconiske kulturhistorie og præsenterede seks barokkomponister, der på den ene eller anden måde har været sat i forbindelse med den nye by. Ankermanden var ikke som vanligt Lars Ulrik Mortensen, men hans amerikanske cembalokollega Kenneth Weiss, som viste et mere stillesiddende temperament end danskeren — uden at det på nogen måde lagde en dæmper på orkestrets engagement i musikken.

Sjælen i et barokorkester som Coco er strygerne, spillet på kopier af 1700-tals instrumenter, strøget med specielt konstruerede buer, som er alfa og omega i den historiske tilgang til periodens musikalske sprog. Strygerne, 13 i alt, var alene denne gang.

Med årene har bandet udviklet sin egen både sofistikerede og ildfulde sound med baggrund i personligheder på diverse udsatte pladser. Den mest fremtrædende er den eminente koncertmester Peter Spissky, som med kropsbevægelser og mimik styrede bandet i noget højere grad end Kenneth Weiss, og derudover tiltrak han sig gang på gang opmærksomheden som en fabulerende virtuos i solistrollen.

Galskab

Når man bliver konfronteret med et halvt dusin ukendte koncerter i så medrivende opførelser, forundres man over den italienske barokmusiks rigt facetterede udtryksverden. For der var ikke én koncert, der lød som en af de andre, og det må være Weiss’ fortjeneste, at diversiteten kom til at blomstre så overbevisende.

Første afdeling lod f.eks. høre to koncerter med samme tilbøjelighed til musikalsk galskab, men med vidt forskelligt udkomme. Francesco Geminianis concerto grosso brugte den i tiden så berømte dansemelodi La follia, blot to gange otte takter, lagt ud i en variationsrække som korte skarpt karakteriserede striber i en flimrende tegneserie. Heftige orkesterkaskader, Spisskys ’bravura’ i den lille concertinogruppe, tilbageholdt menuetdans, dybsindig refleksion og hver gang med en ny elegant vending før den næste tur.

Det gik anderledes for sig med Francesco Durantes koncert La pazzia. Her spillede to sammenslyngede bratscher en gennemgående hovedrolle, som et par neapolitanske smørtenorer i forsøg på at afbalancere det ene syrede udfald efter det andet fra resten af banden.

Spændstighed

En af orkestrets cellister, Mime Yamahiro-Brinkmann, var solist i en charmerende koncert af Leonardo Leo. I begyndelsen skulle man vænne sig til hendes diskrete klangvolumen, men gradvis bemægtigede hun sig førstepladsen, konstant opsat på at få det maksimale ud af sit materiale. Og i den forbindelse fulgte man åndeløst med i finalens konverserende udveksling snart med Spissky alene, snart med alle otte violiner; i piano gennemsigtigt og intenst, i forte gyldent og tvangløst. I en koncert af englænderen Charles Avison forfulgte Coco netop det sidste, den fyldige lyd der bæres oppe af en forunderlig spændstighed og aldrig maser sig frem til ørerne.

 

Napoli: Den nye bys musik. Concerto Copenhagen. Mime Yamahiro-Brinkmann, cello. Kenneth Weiss, cembalo og musikalsk ledelse. Garnisons Kirke 27. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu