Læsetid: 4 min.

I seng med fjenden

Ny bibliografi lægger en ny brik til det aldrig færdige puslespil om livet og atmosfæren i den tyske hovedstad under Hitlers opstigning til magten – denne gang fortalt via historien om USA’s ambassadør i byen fra 1933-38, William Dodd, og dennes datter
4. november 2011

Det er ikke, fordi der mangler fortællinger fra årene omkring Adolf Hitlers kåring til rigskansler i Det Tredje Rige; ej heller savner man dokumentation for den dødeligefornedrelse, udstødelse og senere udrensning af førstog fremmest jøder, som for altid vil være forbundet med det nazistiske rædselsregimente.

På trods heraf er det alligevel lykkedes for den eminente forfatter Erik Larson (kendt i USA for sin første bestseller, The Devil in the White City) at tilføje en original dimension til beretningen om Berlin i 1930’erne.

Der er to hovedpersoner i In the Garden of Beasts – Love, Terror, and an American Family in Hitler’s Berlin, som straks efter udgivelsen i maj år røg ind på The New York Times’ bestsellerliste: den i 1934 nyudnævnte amerikanske ambassadør William E. Dodd og hans 24-årige datter Martha.

 

En far og hans datter

Begge hovedpersonerne var usædvanlige. William Dodd var en særdeles ukarakteristisk ambassadør set med datidens øjne. Han var en lettere desillusioneret og stilfærdig 64-årig professor fra Chicago på udkig efter en ikke alt for anstrengende stilling i Roosevelts regering, hvor han kunne færdiggøre en bog. Han var ikke personligt formuende (hvilket ambassadører normalt var dengang, sådan at de, og ikke den amerikanske stat, kunne finansiere den luksuriøse livsstil og ikke mindst repræsentative aktivitet, som ambassadører forventedes at udfolde).

Dertil kom, at han langtfra var præsidentens første kandidat til den upopulære post som ambassadør i det stadigt mere nazificerede Tyskland. Amerikanerne havde for det første travlt med den økonomiske krise i starten af 30’erne, for det andet var der en betydelig antisemitisme også i USA. I Washington herskede dertil en holden sig for næsen over den ’primitive’ Adolf Hitler. Så der var ikke ligefrem kø ved Roosevelts skrivebord, da listen over ambassadørkandidater til Berlin skulle udfærdiges. Tværtimod sagde adskillige oplagte emner nej tak, og dermed endte aben hos Dodd. Der sagde ja og fragtede sin familie – der ud over Martha bestod af en trofast hustru og en 28-årig søn – plus sin gamle bil over Atlanten for at kaste sig ud i et komplet uforudsigeligt liv i Berlin.

 

Skammeligt

Bogen giver et unikt indblik i, hvorledes Dodd i lang tid var overbevist om, at Hitler »ville komme til fornuft«, hvilket fremgår af de lange indberetninger i forma af øjenvidneskildringer og telegrammer fra Berlin til Washington. Men også i det intense magtspil, der fandt sted både på ambassaden og internt i Roosevelts regering. Roosevelt havde belært Dodd om, at »tyskernes behandling af jøderne er skammelig, men ikke noget, der angår den amerikanske regering«.

Dodd spiller loyalt med i starten, men som månederne går, og brutaliteten tager til, bliver hans fortvivlelse over den manglende lydhørhed i hjemlandet mere og mere udtalt. Larson har haft adgang til alt kendt arkivmateriale plus visse nye breve og personlige memorabilia, hvilket giver bogen dybde og troværdighed.

 

Sex med Gestapo

Men det er historien om Martha, der fascinerer mest. Den unge kvinde var endnu mere usædvanlig end sin far, derved, at hun havde en for sin samtid uhørt åben appetit på mænd og ikke var bange for at leve sin seksualitet ud. Da hun som 24-årig ankommer til det svingende, barokke og kulturelt elektriske Berlin, er hun allerede separeret fra sin første mand, og hun finder byen og det avancerede kosmopolitiske liv, teatrene, festerne og selskabslivet i ’det nye Tyskland’ komplet uimodståeligt.

Martha kaster sig straks ud i det nazistiske selskabsliv – plus det diplomatiske, som indbefatter en stribe af prominente herrer. På trods af at hendes længste affære er med Rudolph Diels, chefen for Gestapo, ender hun paradoksalt nok med for alvor at forelske sig i en sovjetisk diplomat, Boris Vinogradov, der senere bliver myrdet under Stalins excesser. Hun rekrutteres som russisk agent af det hemmelige sovjetiske politi, men i Moskva finder man hende temmelig ubrugelig og manøvrerer hende senere ud på et sidespor.

Beretningen om far og datter, der pludselig og uforvarende – og komplet uforberedte – befinder sig i en heksekedel af en verden, der på forfærdende vis forandrer sig for øjnene af dem, er mesterligt fortalt, som en John le Carré-roman, blot med den ekstra dimension, at historien er sandfærdig. Hverken William eller Martha havde forestillet sig de grufulde episoder, der kom til at udspille sig under deres ophold. Og det skal siges til deres retfærdighed, at både far og datter ender med at indse, at de er vidne til en ondskab, der ikke kan forsvares. William Dodd vender i 1938 tilbage til USA som en dybt desillusioneret mand.

 

Bæsterne

Bogens titel stammer fra navnet på den park, familien boede over for, Berlins Tiergarten, altså ’Dyrehaven’, et navn, der turde være danskerne bekendt, eftersom vi har en af slagsen. At Larson vælger den mere suggestive oversættelse, ’Bæsternes have’, er naturligvis et billede på nazisternes umenneskelige excesser. Igennem bogen – Martha opnår at få kysset sin hånd af Hitler selv, og hendes far bemærker sarkastisk, at hun nu aldrig kan vaske hænder igen – får læseren et excellent billede af, hvorledes terroren får overtaget, indtil familien Dodd bogstaveligt talt mødes af maskingeværer uden for egen dør. Det er en familiefortælling om de uskyldige udefrakommende, der mødes med en ondskab, de var uforberedte på. Og dermed fungerer familien perfekt som et historisk billede på den omverden og ikke mindst det USA, der først sent vågnede op til dåd og gik til kamp mod nazismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Måske kan Annegrethe Rasmussen en dag skrive en tilsvarende bog om sit liv og sine oplevelser i Washington i en historisk omvæltningsperiode.