Læsetid: 5 min.

SF: Stedse Forpint

Boganmeldelse: Skildring af SF's første 52 år viser et parti martret af strid mellem idealer og magthensyn. Mange partifæller har slidt sig op i kamp mod hinanden
Om kampen forud for valget af Villy Søvndal til SF-formand i 2005 skrev hans modkandidat Pia Olsen Dyhr: 'Den periode, som jeg har oplevet som den mest modbydelige nogensinde i SF. Denne form for total mangel på respekt og ledende kammeraters intriger i pressen.'

Om kampen forud for valget af Villy Søvndal til SF-formand i 2005 skrev hans modkandidat Pia Olsen Dyhr: 'Den periode, som jeg har oplevet som den mest modbydelige nogensinde i SF. Denne form for total mangel på respekt og ledende kammeraters intriger i pressen.'

BRITTA PEDERSEN

8. november 2011

»Hvorfor er de så onde ved hinanden?«

Sådan udbryder man jævnligt ved læsningen af Den røde tråd — SF og vejen til magten. Bogen, der udkommer på torsdag, er skrevet af Weekendavisens journalist Hans Mortensen og beskriver Socialistisk Folkepartis første 52 leveår. De har ikke været nemme, og navnlig har SF'ere ikke gjort dem nemme for sig selv.

Af en eller anden grund er det socialt accepteret, at politik foregår med grovere gensidig behandling end andre former for menneskeligt samkvem. Måske er denne accept et levn fra den tid, hvor de fælles anliggender blev afgjort ved, at nogle slog nogle andre ihjel. Men man kunne vel forestille sig, at et parti netop var defineret som parti derved, at medlemmerne eksternaliserede deres aggressioner ud af partiet og over på dets modstandere.

Sådan er det ikke nødvendigvis. I dansk politik har Konservative periodevise anfald af brodermorderiskhed. Og i SF forekommer den gensidige udryddelsestrang — at dømme efter Hans Mortensens skildring af partihistorien — at være tæt på kronisk.

Nederdrægtigheden

Måske skyldes det SF's gener. SF er født som et afkom af det nederdrægtige danske kommunistparti, DKP. Aksel Larsen havde — inden han i 1959 stiftede SF — været formand for kommunisterne siden 1932. Aksel Larsen og hans SF-medstiftere, der praktisk talt alle var gamle kommunister, havde langt om længe — alt for langt om længe — fået nok. De havde båret over med Stalins sanseløse myrderier i 1930'erne, med indsættelsen af voldsregimer i Østeuropa efter 1945, med skueprocesser og jødeforfølgelser, med nedkæmpelsen af arbejderopstanden i Østtyskland 1953. Først i 1956 — da Sovjet knuste det ungarske oprør — stod Aksel Larsen og de andre SF'ere af.

Gammelt kommunistisk nid og nag var der mellem dem, og det blussede hurtigt op i SF's første folketingsgruppe, der bestod af lutter gamle DKP'ere. Så længe Moskva havde været kassemester, havde der også været en instans til at afgøre, hvem der havde ret. Nu var SF'erne overladt til sig selv.

Og Aksel Larsen tålte ingen afvigelser. Om Larsens indstilling sagde en af hans nære SF-gruppefæller, Holger Vivike:

»Gud nåde den, der i det parti — hans eget — havde andre meninger! Det, han værdsatte, var ja-sigere. På det område aflagde han aldrig sine stalinistiske vaner.«

Aksel Larsens had til gamle fjender drev ham til at optræde som meddeler for det amerikanske CIA. Godt, at Vivike ikke vidste det. Vivike var nemlig forblevet agent for Sovjets KGB.

Aksel Larsens mistænksomhed antog groteske former. Den unge Preben Wilhjelm tog noter under SF's hovedbestyrelsesmøder.

Larsen var overbevist om, at det betød, at Wilhjelm var agent for nogen. Den mistanke blev bekræftet af, at Wilhjelm ikke blindt fulgte Larsens førerskab.

Flere modsigere

Som 1960'erne skred frem, kom flere unge modsigere ind i SF. De fandt sig ikke i Aksel Larsens og de gamle kommunisters krav om, at SF frem for alt skulle trække Socialdemokratiet til venstre og derfor måtte bringe de nødvendige ofre for, at et »arbejderflertal« af S og SF kunne lave praktisk politik. Et S-SF-flertal opstod ved valget i 1966, og Socialdemokratiets strateger hev SF ind under ansvarets åg som støtteparti. Det revnede SF af. Resultatet blev partiet Venstresocialisterne — og den borgerlige VKR-regering i 1968. Under næste S-SF-flertal fra 1971 var det Socialdemokraterne, der revnede. Erhard Jakobsen stiftede sine Centrum- Demokrater i 1973, og Poul Hartling kom til med en ren V-mindretalsregering.

Uanset de nedslående resultater for strategien om 'arbejderflertallet' fastholdt et flertal i SF's folketingsgruppe Aksel Larsens mål — også efter hans død. Dette flertal — der indbefattede den nye, farveløse formand, Sigurd Ømann — kaldte sig »larsenisterne«. Et anti-larsenistisk flertal vandt i 1976 magten i SF's hovedbestyrelse. Det førte samme år til et 22 timer langt hovedbestyrelsesmøde, hvor den næste i formandsrækken, Gert Petersen, søgte at forsone de stridende grupper. Det lykkedes ikke.

Til gengæld løste fløjproblemet sig ved valget i 1977. SF fik kun syv mandater, og alle »larsenisterne« røg ud.

Gert Petersen kunne indlede en genopbygning, og de følgende år blev forholdsvis fredsommelige — hvad der havde sammenhæng med, at SF ikke var i nærheden af indflydelse i de 11 borgerlige Schlüter-år.

Da de nærmede sig afslutningen, var SF'ere begyndt at dele sig efter, om de var rødgrønne — og altså i nærheden af Radikale Venstre — eller ægte røde og således sat på Jorden for at trække S til venstre. Ved formandsvalget i 1991 stillede den første gruppe med Steen Gade og den anden med Holger K. Nielsen. Holger K. vandt, men kom kort efter i klemme, da han også vandt sin kampagne mod EU's Maastricht-traktat. Holger K. viste ansvar og regeringsduelighed ved at finde en snild løsning med de fire danske forbehold. Nyrup belønnede ham ikke med ministerposter i 1993, og kun 17 procent af SF's vælgere stemte ja ved den nye folkeafstemning.

EU kom til at plage Holger K. i resten af hans formandstid, og mange af de rødgrønne sivede ud af SF. Træt opgav Holger K. efter ny tilbagegang i 2005.

Villy Søvndal sejrede over Pia Olsen Dyhr, der beskrev formandsvalgkampen sådan:

»Den periode, som jeg har oplevet som den mest modbydelige nogensinde i SF. Denne form for total mangel på respekt og ledende kammeraters intriger i pressen.«

Siden har Villy Søvndal i ledtog med Thor Möger Pedersen satset på fokusgrupper, svækket hovedbestyrelsen og bundet sig til Socialdemokraterne.

Den strategi gav vældig opblusning i 2009. SF'eren Pernille Frahm sagde dengang om Søvndal:

»Villy kan jo som manden i eventyret 'Hvad fatter gør' komme hjem med en pose rådne æbler, og vi vil alligevel alle sammen klappe over resultatet.«

Det var nogenlunde, hvad der skete ved valget dette efterår. Et forslået SF sidder nu i regering på radikalt program og Enhedslistens nåde.

Ud fra Hans Mortensens bog er det svært at tro, at den situation ikke skulle udløse indre opstand. Som Mortensen sammenfatter erfaringen siden 1959:

»SF har historisk set haft det med at brænde sig på magten.«

Hans Mortensen: Den røde tråd — SF og vejen til magten. 360 s., ill. 300 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer på torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Magt er at kunne gøre det, man synes om og finder er rigtigt. At give køb på idealerne for at "komme til magten" er således en klar logisk selvmodsigelse. En selvmodsigelse, der har det med at give bagslag.

Hvis man reelt er uden magt - og det vil i demokratisk sammenhæng sige uden bred folkelig opbakning - , står man sig derfor som politiker altid bedst ved åbent at erkende dette og i stedet for at "sælge ud af idealerne for at vinde indflydelse" prøve at vinde magten, dvs. argumentere så godt for sine usvækkede politiske synspunkters sunde fornuft og moralske rigtighed, at man får befolkningens flertal over på sin side.

Hvis man på forhånd anser dette for en håbløs opgave, så kan man i virkeligheden lige så godt først som sidst smide håndklædet i ringen. Man er - som politisk parti betragtet inderligt overflødig.

Lad os jo før jo hellere få retorikken tilbage i dansk politik. Glem de snedige taktiske skaktræk og rævekagebagerierne, der får folk til at brække sig over politikernes lumpenhed, "hykler"i, "løftebrud" osv.! Det er i den folkelige opinion, "rundt om ved kakkelbordene" faktisk, at slaget skal slås - og forhåbentlig på et tidspunkt vindes!

Lad folketingdebatterne udvikle sig til sindsoprivende spændende opgør mellem forskellige ukompromiterede holdninger og argumenter frem for - som nu - tomme paradeforestillinger, hvor alt af betydning forlængst er aftalt i forvejen og de tilstedeværende politikere af samme grund forekommer totalt uengagerede i det, der aktruelt foregår på talerstolen.

Hovedproblemet er ikke hvor DF palcerer sig lige nu: På skødet af SD. Det er jo klassisk larsenistisk politik. Problemet er hvad er SFs selvstændige stratgi - ud over S-SF samarbejdet. Hvor skiller de sig så grundlæggende ud fra SD, at det berettiger til at opretholde et selvstændigt parti? Både det røde, det grønne og det basisdemokratiske fåes bedre i Ehl, og ansvarlighed overfor den borgerlige økonomi der RV stadig bedre til. Selv med opbydelse af al den velvilje, der kan skrabes sammen, har jeg svært ved at se AFs selvstændige rolle.

@Martin Mørch: Freudian slip :-)

@Søren Blaabjerg: Enig.

Problemet starter allerede med at partierne går til valg på et fælles grundlag.
Det er jo grundlæggende uverderhæftigt, når partiet allerede i valgkampen melder taktisk ud.

John V. Mortensen

Da SF kom ned fra "hængekøjen" og stod til ansvar for det de sagde - kom problemerne, for nu kunde de ikke bare - føre store ord - og lade som om.

Kære alle
Tak for jeres store interesse for SF - og for jeres respekt.

Det har stået klart i flere år, at førende radikale kommentatorer har betragtet SF som en reel trussel mod Rs position. Deres stadige beskæftigelse med SF på den kedelige måde er jo udtryk for den størst tænkelige anerkendelse.

Det er desværre ikke fine metoder de bruger i skolegården, men de er så meget desto tydelige at aflæse.

Jeg havde glædet mig til bogen, som i mine øjne, der har fulgt SF siden 1970´erne, ligeså godt kunne have været en folkelig og guddommelig fortælling om dansk demokratisk pluralisme, som den kunne have afspejlet den obligatoriske magtkamp. Desværre afskrækker David rehlings anmeldelse fra at tro på, at bogen kan det.

Som Joe Haegglund skriver: glimrende artikel. Problemet er at Inf. praesenterer den som en boganmeldelse. Vi faar ingen vurdering frorfatterens maal og midler, hans stil eller saerpraeg. Saa der er ikke tale om en anmeldelse, men netop om et (givetvis loyalt) referat.

Robert Ørsted-Jensen

Rehling burde på et tidspunkt studerer sit eget gamle parti det Radikale Venstres historie. Der vil han finde en fuldkommen tilsvarende 'forpint' udvikling.

Det samme er tilfældet med stort set et hvilken-som-helst politisk parti han kan komme op med i Danmarks historien.

Jeg synes Rehling burde overveje ojm han er den rette til at beskæftige sig med emnet taget i betragtning at hans viden hvad angår partipolitisk histore tilsyneladende er meget ringe og at han ret tydeligt ligger under for ret mange fordomme hvad SF angår.

Der er i alle tilfælde meget lidt tale om reelle forsøg i retning af bare et minimum af objektiv journalistisk dækning i hans skrivereier om SF angår, det er nærmest som om han skal have luft for alle de gamle radikale frustrationer og mere eller mindre velfunderede nykker hvad SF angår.

@Jeppe
Din kommentar gør din læsning af denne bog så meget desto vigtigtere ---det kunne være din alngvarige kærlighed til partiet ville have godt af en perspektivering fra anden kant :o) Go for it !

@Marie Poulsen

Du har sikkert ret ;-). På den anden side - hvad i alverden skal jeg bruge det til?

Magtkamp i et parti er dagens orden. Det er jo det, de er der for. Den afdækning virker derfor som mest af historisk interesse. Hvem slagtede hvem?

Det forkerte er, når det sker uden at omkostningerne kan omsættes i resultater for samfundet. Der stod vi desværre i mange år. Man kan sige, at den form for historieskrivning ikke er båret af kærlighed men af nag.

Til gengæld lander bogen på det rigtige tidspunkt. Det er, når alle ofrene er rehabiliteret gennem regeringsdeltagelsen med resultater som genindførelse af humanismen, dagsordensætning af klimakampen, bekæmpelse af arbejdsløsheden, genopretning af retssikkerheden, genopretning af funktionelle skoleklasser, afslutning af imperialistisk krig, genindførelse af menneskelig behandling af børn og unge i asylcentrene, rehabilitering af miljøindsatsen, indførelse af energipolitik, indførelse af erhvervsvenligt fokus, indførelse af samtalen som samfundsmotor, indførelse af debat og demokrati i landets ledelse, indførelse af styrke i regeringen, udenrigspolitisk rehabilitering af 3. verdens integritet, solidaritet med palæstinenserne, høring om baggrunden for Irakkirgen, hævelse af den kriminelle lavalder, indførelse af økonomisk ansvarlighed, sikring af dagpenge, indførelse af en beskæftigelsespolitik, indførelse af en bypolitik, lancering af en vækstpolitik, fjernelse af skattepolppulismen, .....

Nåhja - og indførelse af pesticidafgifter til beskyttelse af vandmiljø og drikkevand hører bestemt med til de successer, der bør næves i en kort opremsing.

;-D