Læsetid: 3 min.

Skøgen og udyret

Christoffer Boes kærligheds-splatter, ’Beast’, blev undfanget som en spontan idé og udklækket blot ni uger senere. Ud er kommet et klamt og intenst og til tider lidt klodset livtag med kærlighedens monstrøsitet
Christoffer Boes kærligheds-splatter, ’Beast’, blev undfanget som en spontan idé og udklækket blot ni uger senere. Ud er kommet et klamt og intenst og til tider lidt klodset livtag med kærlighedens monstrøsitet
17. november 2011

Maxine (Marijana Jankovic) og Bruno (Nicolas Bro) står på terrassen til deres drømmehus og ser fremtiden for sig, mens forårssolen rammer havens dystre statuer. Hun river sig på et søm. Han patter grådigt af hendes sår på fingeren.: »Nu er du inde i mig, og jeg giver aldrig slip,« hvisler han. Ansigtet flakker mellem et forelskelsessmil og en faretruende mørk mine. Denne klamme kærlighedskontrakt, aner vi, kommer til at gå blodigt galt.

Kærligheden mellem Mand og (mystisk) Kvinde fremstilles meget dramatisk hos den stilbevidste danske auteur-instruktør, Christoffer Boe. Og den er det i særdeleshed, med parteringskniv og Alien-horror inkluderet, i hans nye hurtigfilm, Beast. Beasttog, fra første idé til sidste optagelse, lidt over to måneder at lave. Det kan man, bilder jeg mig ind, mærke. Som dens titel er den kompakt og kompromisløs. Den er en stilbevidst instruktørs modige skud i tågen. Det mod giver alt, hvad der efter første scene snart går galt mellem Bruno og Maxine, en medrivende fremdrift. Men det gør også noget af den lidt for postuleret og klodset.

Replikkompensation

Det føles mildest talt uelegant, da Bruno, under parrets vinterkrise, lægger fælde for Maxine og deres fælles ven, Valdemar (en evigt velspillende Nikolaj Lie Kaas). Han inviterer dem begge anonymt til et hotelværelse, hvor de så dyrker deres lyssky affære. Imens gemmer Bruno sig i sit dyre herretøj bag et træ, som var han en spion fra en børnefilm. Nærbilleder viser hans dirrende, sammenbidte mund. Det er alvorligt. Det er selve uskyldstabsscenen. Svigterfaringen. Men den virker mildt fjollet: Nicolas Bro bag træ. Senere: Nicolas Bro gemt bag stakit. I glimt bliver han, meget uhensigtsmæssigt, et nærmest komisk jalousimonster. Men dér bag træet vokser smerten i Bruno som et monsterfoster i maven. Det minder om David Cronenbergs The Brood(1979), hvor morderisk yngel vokser ud af en kvindes mave som onde udspaltninger af hendes hævntrang. Der er også vink til Jean Cocteaus La Belle et la Bête(1946) med dens teatralske leg med det fransk-gotiske, med statuerne og det klodsede bæst.OgBoe selv har selv beskrevet Beastsom mødet mellem Aliens(1986) og Who’s Afraid of Virginia Woolf (1966) .

En klam film

Men mens sidstnævnte dirrer i sin gale kammerspilskrise, føles replikkerne i Beastsom svulstige kompensationer for at forklare en parforholdsrelation, man ellers ikke rigtigt fatter. Vi lærer underligt intet om Maxine og Bruno: »Du er ham, der elsker så højt, at du må ødelægge det, du elsker,«siger hun med kvinde-mystisk indsigt. »Hvem er du?« spørger Bruno så. »Hende, der lader sig ødelægge …« Sådan en udveksling bliver på en mærkelig måde ved snakken — også selv om den fysiske ødelæggelse lurer Alien-agtigt. Boes stilfulde filmværker er også byarkitektur: Vi var i Indre By og på Krasnapolsky i Reconstruction(2003). Og den mystiske ’zone’ lå på Gl. Strand i Allegro(2005) . I Beast får Boe nærmest Toldboderne og Sankt Annæ Plads og den engelske kirke ved Kastellet til at fremstå som Paris a la gotiske Notre Dame. Det er statuernes København K. Vi ser snefnug, der daler ned i super slowmotion, senere træernes blade. Væskerne i Brunos mave i langsom, billedkunstnerisk boblen. Det er umiskendeligt Boesk og med forførende højstemt violinarrangement af Sylvain Chauveau — og med buldrende undertoner.

Beast er også en klam film, der fremstiller følelser som foruroligende affald: Sort væske, der flyder ud mellem Maxines ben i badet, som om det var det hvirvlende blod fra Hitchcocks sort-hvide brusermord i Psycho(1960). Dråber af mælk, der pibler ud af hendes bryst. Det rå, væskende oksekød, Bruno mæsker i sig. Klart slim. Hans kokkekniv, der deler Maxines bryst og mave med en rød streg under et blodberuset samleje. Filmen er med alt dette et intenst lille bæst. Man holdes, med kvalme, fanget af horror-historiens fremdrift uden rigtigt at forstå det parforhold, der i starten underskriver sin kærlighedskontrakt med en klam slurk blod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu