Læsetid: 3 min.

Det sociale av

Der er symbolsk vold i klassesystemet, psykisk terror i hjemmet, bæltesmæk i skolen og grov bandevold på gaden i Peter Mullans portræt af en hårdt prøvet mønsterbryder i 70’ernes Glasgow. ’NEDS’ er idéovermættet og langstrakt nedtursrealisme om social arv, der gør ondt
1. december 2011

Der er simpelthen så mange TÆSK i skotske Peter Mullans NEDS — et socialrealistisk coming of age-drama, som man bliver ubehageligt tilpas over, fordi vold og uretfærdighed i er tungt at se på. Titlen er et akronym for Non Educated Delinquents: uuddannede forbrydere, og det er det sociale brændemærke, som filmens hovedperson mærker på egen krop: Det sociale av. Igen og igen. Og igen og igen. Til sidst føles den som en for lang bilrejse med for mange bump på vejen.

Peter Mullan er bedst kendt i sin Guldpalmevindende skuespilpræstation i Ken Loachs My Name Is Joe (1998). Han er arbejderklassens ansigt på film — også i sine egne produktioner (Magdalene søstrene fra 2002 og Orphans fra 1998), der med humor går socialrealismens store auteur, Loach, i bedene med sine nådesløse portrætter af udsatte grupper. I NEDS kritiserer Mullan et stærkt klassedelt og undertrykkende samfund, hvis forskellige manifestationer af vold gør det helvedes svært for vor hovedperson, den lille, intelligente læsehest John McGill, at holde sig på skolebænken og blive til andet end sin dumme bøllebror, Benny. Volden giver sig symbolsk til kende i systemets (skolens og overklassens) selvbekræftende, lave forventninger til potentielle mønsterbrydere. Fysisk viser den sig i de kaskader af bæltesvirp i håndfladerne, som de uartige skoleelever modtager som (eneste) forsøg på opdragelse. Og den får frit løb, når gadens drengebander projicere alt deres indestængte vrede over på hinanden i blodberusede opgør. Johns egne komplekser er knyttet til den spøgelsesagtige tilstedeværelse af en alkoholdæmoniseret far, uhyggeligt velspillet af Peter Mullan selv. Om natten står han, hjernelamt beruset, for fodenden af trappen og bræger på sin kone, »din fede ko«, for at gøre et eller andet mod hende nede i stuen. Scenerne med ham er filmens grundigst rystende, og netop far-spøgelset kunne have været filmens fokus. Men filmen fokuserer aldrig rigtigt — hverken i handlingen eller i filmens tone, som skifter fra dysterhed til spøjshed til ironisk 70’er-nostalgi.

Skurk med en slurk

Som lille, flommet knægt (spillet med slap mimik af Greg Forrest) har John stadig ambitioner om studere sig ud af den sociale arv, klassetrin for klassetrin. Han gemmer sig bag sin latinske grammatikbog i frikvartererne, mens børnene omkring ham springer rundt som kåde aber. En sommerferie bliver han (spillet i ældre version af en intens Conor McCarron) smidt ud af en rig vens snobbede mor, der ikke vil have børn af skidtfolk i hjemmet. På vej derfra render han på en drengebande, der nærer ærefrygt for hans storebror og stikker John deres delesprutflaske. Med én slurk, virker det til, bliver han en af dem. Frem af æsken springer en voldelig dæmon, der trumfer alle de andre drenges tåbeligheder og fandenivoldskhed. Herfra står den på musikvideoagtige montager med tæv og drengestreger. Den overgang er alt for hurtigt eksekveret og lige så utroværdig, som da Lars (Thure Lindhardt) i danske Broderskab (2009) med ét lader sig opsluge af et ølræbende nynazistmiljø. Man savner en langsommere, bedre uddybet transition til det fællesskab — som den i bittersøde This Is England (2006), hvor det nuttede mobbeoffer Shaun forføres af de store, seje nazifyre.

Der er også herligt opfindsomme situationer i NEDS — som da John ad omveje pludseligt ser sig efterladt alene i en minibus, midt i en løvepark, i selskab med den unge fyr, han tidligere i sin bandeblodrus har givet en hjerneskade. Men scenen føles mest som en af mange gode ideer, der er blevet møffet sammen i en pærevælling af håb og skuffelse, kærlige og lede stryg. Mullan ved ikke rigtigt, hvor han vil hen med sin grumme historie, så et sted undervejs ophører slagene fra livets lammetæv med at gøre ondt på den måde, den kritiske instruktør havde til hensigt.

 

NEDS. Instruktion og manuskript: Peter Mullan. Engelsk. (Empire Bio, Vester Vov Vov m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dataloger og spøgelser,
( eller bare: ironiserende parafraser over lægfolks eller romantikeres eller materialisters,
så ofte udtrykte fordomme om dem ):

Kønne og lysende og smukke og virkelige
kan biologernes, ingeniørernes, datalogernes, fysikernes, kemikernes og matematikernes,
søgerier,
udi indenfor fagområderne, at nå:
de uendelige og evindelige og fulde og virkelige
køn og lys og smukke;
tænkeligt burde de oftere søge, også de,
også udenfor fagområderne;
tænkeligt burde de næppe ofte søge
videre end det mennesker muligt nålige,
tænkeligt burde de næppe ofte
gå videre end det nødvendige
for praktiske behovs opfyldelse