Læsetid: 4 min.

En stor bog om Anker

Den tidligere statsministers redigerede erindring om en tid, da S var med stort
4. november 2011

Det er ikke en bog, man tager med i seng. 1,3 kg fordelt over 624 sider. Ret og rimeligt, emnet taget i betragtning. Anker Jørgensen var i et årti med et kort fravær fra magtens tinde landets førstemand og dertil noget så sjældent som en folkekær statsminister, der for en stund kunne gå på vandet. Men eftermælet er mindre godt. Anker Jørgensen kørte landet i sænk, Anker Jørgensen gav op.

Når de borgerlige fortæller historie, var det hele hans skyld. Men selvfølgelig er det mere indviklet end som så. Anker, som han hed i folkemunde, havde sine svagheder, dét havde han. Han var impulsiv, til tider svajende og talte dårligt engelsk. Men som han selv udtrykte det i tv for nylig: »Det var fanden rasme ikke mig, der ødelagde dansk økonomi!«

Historien om Anker er politisk historie og ikke en enkeltmandssaga. En historie, hvor utallige aktører fra dengang og siden har haft deres interesser i at male sig ud af det hjørne, hvor myte og historie med større eller mindre ret anbragte dem. Efter Anker kom den moderat konservative Poul Schlüter, der med nye kræfter og de radikales støtte foretog sig det, Anker og — og — de øvrige ledende socialdemokrater og LO ikke havde kræfter til. Det foregik ganske brutalt, blev en vælgersucces, holdt Schlüter og de borgerlige ved magten i de næste ti år og forandrede landets politiske struktur.

Jørgensen vs. Nielsen

Anker troede, det var en overgang, og at han ville komme tilbage. Men det blev hans undergang. I hele perioden op til den endelige nedtur kæmpede Anker mod alle odds: energikrisen, forfærdende underskud på alle poster, strukturkriser, et mere og mere splittet parti og ikke mindst et umuligt folketing med et par eller flere utilregnelige partiledere og lige så mange excentriske politikere i anden række. De fleste er glemt, men at færdes på Borgen i de dage var lidt af en forestilling. Alkohol var endnu ikke blevet en sjældenhed på arbejdsmarkedet og i Snaps-tinget. Det skal også med i billedet. Sidst, men ikke mindst rumsterede i partiet en ny selvbevidst, højtuddannet generation.

Efter den første benovelse over at få Anker som chef og som afløser for den kølige og fjerne Jens Otto Krag, ville de selv til fadet og syntes ikke, det kunne gå hurtigt nok. I fagbevægelsen rumsterede Thomas Nielsen, den almægtige, jernhårde, uforsonlige og til tider lettere utilregnelige formand for det dengang så magtfulde LO, en af samfundets stærkeste bastioner. Om nogen blev Thomas Nielsen, der afskyede og foragtede sin modsætning i den vævre og åndeligt vakte statsminister fra SID, Ankers bane.

Således er grunden lagt for en vurdering af Anker Jørgensen og hans indsats.

Den forsøger Thomas Thurah at anlægge i sin omfangsrige bog, Statsminister Anker Jørgensen,og det gør forfatteren særdeles grundigt og med betydelig tilegnet indsigt i aktører og periode. Thurahs metodiske greb er enkelt: han lægger Ankers håndskrevne, utrykte dagbøger ved siden af de udgivne dele og kontrollerer, hvor der er uoverensstemmelser.

Dem er der mange af. Anker Jørgensen har med krav om forkortelser benyttet anledningen til at rette i egne papirer, hvilket i formel forstand gør den bearbejdede tekst kildekritisk set af mindre værdi for ophavssituationen, hvor rå dagbogsnotater selvsagt er mere værd. Det trykte materiale er således snarere kilde til Anker Jørgensen og hans opfattelse af sig selv i eftertiden end til begivenheder og overvejelser i datiden. Jørgensen har dog ikke som så mange andre i samme situation destrueret sine oprindelige optegnel-ser. Man kan altså, som Thurah gør, gå til urkilden og kontrollere. Hvis det er det, man vil.

Analysen mangler

Hvor vidt øvelsen ændrer billedet så forfærdeligt meget er nemlig spørgsmålet. Anker har i årenes løb udtalt sig og ved både private og offentlige lejligheder givet sit besyv med. Det har givet adskillige korrigerende fingerpeg om især hans opfattelse af personer og træk i spillet. Dertil kommer den lange række af allerede antydede erindringsbøger, der alt i alt tegner historien. Den ville så ikke være noget videre, såfremt historikere ikke havde forsøgt at hitte rede i stoffet.

En meget stor svaghed i Thurahs bog er dens mangel på egentlige litteratur- og kildehenvisninger uden heller forsvarligt at diskutere kildernes indbyrdes forhold. End ikke en litteraturliste er med, hvilket forlaget burde have sørget for. Sagt med andre ord er bogen fagligt set ikke en helt gedigen fremstilling af hverken epoke eller Anker Jørgensen.

Thurah har godt fat i periodens hovedproblemer og forsyner læseren med et overblik over de økonomiske gysere på den tid: betalingsbalance, beskæftigelse og inflationskompensation eller dyrtidsportionerne.

Det er prisværdigt, at Thurah sætter spørgmålstegn ved myten om Ankers mangel på økonomisk indsigt, så galt var det nemlig heller ikke. Men en tilfredsstilende analyse udebliver i eksempelvis forholdet mellem fagbevægelse og parti og regering, den udvikling, der allerede begyndte under H.C. Hansen. I hovedstrømmen af bogens fortælling udvikles Tomas Nielsens både faglige og menneskelige animositet mod den gamle rival. Det er godt og indsigtsfuldt beskrevet. I det hele er Thurahs bog underholdende. Og spændende. Det er ikke så dårligt. Stilistisk set har forfatteren desværre ædt sig fordærvet i redundans. Lidt trættende i længden. Læseren kan godt selv finde ud af at spotte nøgleord og begreber, hvor handling ikke svarer til ordet og omvendt og selv stille spørgsmål og finde svar.

En fejl: Søren Hansen var ikke medlem af Folketinget, da Krag gik af, det blev han først i 1979.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu