Læsetid: 3 min.

Tæft og tone

Hvad man ellers måtte mene om denne Tim Christensen, så ejer han sangskrivningstæft. Hvilket han til overmål folder ud sammen med bandet The Damn Crystals på karrierens nok mest appetitlige skive
Tim Christensen er tæt på at være rigtig god på sit nye udspil.

Tim Christensen er tæt på at være rigtig god på sit nye udspil.

Dennis Lehmann

26. november 2011

Har man som jeg indimellem gået rundt og nynnet »Love Is a Matter of …« i timevis, har man ret til at være en smule vred på Tim Christensen, der som bekendt er manden bag landeplagen. I det mindste hvis man ikke bryder sig stort om sangen (selv om der skam findes langt, langt værre). På den anden side aftvinger den slags så også en art respekt, thi hvordan gør han det? Altså, ryster de der ørehængere ud af ærmet, samtidig med at han trods alt rocker pænt derudad? Man kan simpelt hen ikke frakende manden tæft, hvad angår det kompositoriske, og så kalde sig et musikalsk menneske. Sådan er reglerne. Om man så bryder sig om sangene, er en anden sag. Men godt lavet, det er de tit.

Herren skal vide, jeg aldrig havde det nemt med Dizzy Mizz Lizzy, Christensens første band og ifølge flere 90’ernes største danske rockband; den der noget klæge symfoniske letmetal-blanding af Beatles, Zeppelin, Kansas og Thin Lizzy var sgu ikke lige min kop te. Min hustru holder således meget af at fortælle om dengang i dette herligt ligeglade årti, hvor P3 havde bedt lytterne kåre alle tiders største danske rockband, og valget faldt på netop Dizzy. Om hvordan jeg spruttende af galde faldt om på gulvet, mens jeg hvæsede »Gasolin’! Svaret er Gasolin’!« Vore gæster er som tommelfingerregel uhøflige nok til at le højlydt af fruens fremstilling af denne livs- truende krise, der nær havde kostet mig både forstand og førlighed. Men man kan som bekendt ikke mane en succes i jorden, og det hele handler om valg og fravalg, n’est-ce pas? Så så længe Dizzy ikke direkte generede mig, levede vi i en art væbnet neutralitet, som fungerede ok, selv om deres sange havde det med at snige sig op på én ude i det offentlige rum. Så må man bare blive hjemme for nedrullede gardiner, right?

Modvillig respekt

Nu varede festen som bekendt ikke ret længe og vupti! Så havde vi solisten Tim Christensen, i disse hårdt prøvede øren en mere appetitlig anretning, fordi han på egne ben ud over tæft også viste, at han besad tone. Med det menes en personlig og øjeblikkeligt genkendelig klang, hvilket er et skridt hen mod den originalitet, det er sværere at få øje på hos Christensen, som jo gladeligt pløjer løs i godt udtjente plov- furer. Men altså, i løbet af nullerne tre solide albums, der konsoliderede hans status som en af sin generations mest solide (og harmonisk set mest interessante; ingen herhjemme mestrer på helt samme måde så elegant det uventede akkordskift!) sangskriver. Langsomt — også selv om jeg ikke opsøgte det (det var snarere omvendt) — eroderedes min grundlæggende modvilje og forvandledes til, hvad der må kaldes modvillig respekt.

Nu har Christensen så samlet sig et orkester, som han kalder The Damn Crystals; det består af garvede folk som guitarist Lars Skjærbæk, bassist Søren Koch, tangentmand Christoffer Møller og trommeslager Jesper Lind, og de har tilført hans musik en lettere metallisk garagepræget klang, der får det til at lyde, som Dizzy altid burde have gjort.

Subtil forandring

Man kan altså ikke tale om en egentlig udvikling af hans traditionsbevidste bud på classic rock så meget som en subtil forandring mod noget mere spontant, der virkelig klæder Christensen og co. Her er selvfølgelig gjort plads til et par af de ballader, manden jo kan skrive i søvne, men det er, når der rockes, at det rykker. Okay, sagt på en anden måde; det er ret så skidegodt, det her. Tim Christensen bliver næppe nogensinde en uomgængelig ingrediens i min musikalske råkost, men som krydderi er han slet ikke ueffen, her som sagt tæt på at være rigtig god. Man kan m.a.o. nå ret langt med lidt tæft og en god tone. Et solidt sangskrivningstalent har så heller aldrig skadet nogen. Ordet, jeg leder efter, er vist ’høreværdigt’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis man forskyder fokus fra elegant og over mod overraskende, vil jeg mene at Kasper Eistrup fra Kashmir napper trofæet for mest overraskende akkordskift - med Tim Christensen på en sikker 2. plads. Men jeg er helt enig i at Gasolin er landets, hvis ikke Skandinaviens, største rockband nogensinde og det tror jeg såmænd de fleste synes, hvis vi tæller alle med og ikke kun forlader os på P3s lyttere.

Gasolin??? Tja, det kommer vel an på hvor gammel man er. Jeg synes bestemt Kashmir har leveret meget mere interessant musik end Gasolins lidt gumpetunge 70'er rock (selvom de da har leveret nogle fine danske evergreens).
Sjovt nok synes mange at den bedste musik blev lavet da de var teenagere og alt andet blegner i sammenligning med ungdommens idoler - mig selv inklusive.
Måske sidder der endda en ung fløs og synes at Kashmir er håbløst forældede og at nye bands, som jeg ikke kender er meget bedre:-)
Tim Christensen og Dizzy miss Lizzy var med til at bane vejen for et tiltrængt gennembrud for den alternative rock på den danske musikscene, tak for det!