Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teatralsk smuk dødsmesse

Manfred Honecks arrangement af Mozarts dødsmesse dyrkede spøgelserne mere end kunsten at være ven med døden
Kultur
7. november 2011

Det var et flot allehelgen-projekt Koncerthuset stod for, da DR-symfonikerne og Vokalensemblet torsdag aften opførte Mozarts Requiem i dirigenten Manfred Honecks udgave, men i sidste ende en tvivlsom kunstnerisk oplevelse.

Requiemmer er i det hele taget på programmet i Koncerthuset med en koncertrække, der har dødsmessen som tema og her til Allehelgensaften havde man altså programsat det allerhelligste, Mozarts store hit, om man så må sige. Absolut alt var udsolgt og ikke bare til den store hvide flok, men til en ganske broget skare i alle aldre, kunne man med glæde konstatere.

Vi lagde ud med Mozarts Symfoni nr. 39, der blev rystet ud af Mozarts ærme sammen med nr. 40 og 41, alle sammen skrevet inden for tre måneder, men som stadig har mere glad hundehvalp over sig end de to følgende symfonier.

Smuk symfoni

Letheden, skønheden og legen er stadig ukuelig og i dens små glade hop mellem dur og mol, er man ikke i tvivl om, at dur er virkeligheden og mol kun den knurren, der er en del af legen.

Et livligt oplæg til den mere dødelige afdeling og orkestret spillede fremragende som et nyslebet Mozart-ensemble. Manfred Honeck dirigerede med den selvfølgelige hjemlighed og uden stort væsen, der er typisk for en wienerklassisk selvopfattelse og balancerede det rige indhold til en meget sikker og musikalsk fremførelse.

Selv finalen kom hjem i et imponerende tempo, selv om det alligevel var her, det begyndte at skride en smule med en energi, der gradvist ebbede ud for hver bogstavelig talt hæsblæsende indsats. Mozart nåede som bekendt ikke at skrive sin dødsmesse færdig, før han selv forsvandt fra denne jord. Det færdige værk, man som regel opfører, er komponisten Süssmayrs udgave.

En begrænset cocktail

Manfred Honeck har valgt kun at opføre Mozarts egen musik, når han opfører requiemmet og udfylder til gengæld pladsen med andre satser af Mozart, gregoriansk kirkesang og digtoplæsning.

På ægte frimurervis indledes og afsluttes Honecks liturgi med højtidelige klokkeslag. Honecks praksis er måske ikke en dårlig cocktail, men meget stemningsfuld og effektfuld og med interessante indslag, men én alvorlig ting kunne man anklage den for: ikke at være nok ven med døden.

Det er meget almindeligt at omgive Mozart med tragik på grund af hans tidlige død, selv om han blev hele to år ældre end Jesus og efterlod sig en del flere symfonier.

Derfor var det så smukt at starte med Paul Hüttels fremragende oplæsning af netop det brev, Mozart skrev til sin far, hvori han forklarer, at døden faktisk er hans ven, og han takker sin skaber herfor. I et klokkerent sprog får Mozart dette forklaret, så det virker lige så indlysende, som når han gang på gang forklarer det i sin musik.

Tag en lille sang som »Abend ist's« og man ved, han mener det. Men i resten af Honecks teater var det mere som i den amerikanske halloween, hvor spøgelserne og gruen vækkes, end som i den smukke allehelgentradition, der mindes de døde og netop handler om selve kunsten at være venner på tværs af og med døden. De omgivende satser Laudate dominum og Ave Verum var ganske vist præget af en artig sødme, men selve satserne fra Mozarts ufuldendte Requiem bar en malplaceret og træls aggression. Koret var velsyngende, men instrueret til en militant orddeling, der gjorde både sprog og musik anstrengt og kunstig, og man kunne gang på gang ønske sig vrede udskiftet med storhed og artighed med noget mere krystallinsk skrøbeligt og smukt, som er det, der bærer værket for ikke at sige døden. I trit med oplæsningen af den jødiske digter Nelly Sachs ville musikken ikke svæve, men hellere vandre som fanger i en kz-lejr. Solistensemblet udgjordes af fremragende stemmer, der dog ikke fik den store plads til musiceren. Ærgerligt nok endte dette ellers hæderlige forsøg på en opførelsespraksis med for meget jordisk forvirring og begrænsning i forhold til Mozarts kunstneriske omgang med døden.

Ikke i Mozarts ånd, ikke i allehelgens ånd.

 

 

'Værker af Mozart'. Torsdag den 3. november, DR Koncerthuset, DR SymfoniOrkestret, DR Koncertkoret. Dirigent: Manfred Honeck. Oplæser: Paul Hüttel. Solister: Christiane Karg, Kristina Wahlin, Maximilian Schmitt, Liang Li

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her