Læsetid: 4 min.

To millioner tv-seere kan godt tage fejl

I hvert fald når det drejer sig om den populære dramaserie ’Borgen’, der i sin anden sæson stadig har fokuseret for meget på personernes privatliv og for lidt på den politik, der kommer os alle ved
I hvert fald når det drejer sig om den populære dramaserie ’Borgen’, der i sin anden sæson stadig har fokuseret for meget på personernes privatliv og for lidt på den politik, der kommer os alle ved
28. november 2011

Det er en styrket Birgitte Nyborg, vi forlader ved afslutningen af 20. afsnit af Borgen: Danmarks første kvindelige statsminister har tre år inde i sin regeringsperiode lige udskrevet valg og taget oppositionen på sengen. Hun har fået vedtaget sin store reformpakke på miljø- og sundhedsområdet. Hun har taget et mindre opgør med sin eksmand, som hun nok svigtede, da hun blev statsminister, men som også svigtede hende. Og endelig har hendes angstramte teenagedatter fået det bedre efter en behandlingsproces, der sendte statsministeren ud i et voldsomt politisk stormvejr.

Med andre ord har Birgitte Nyborg langt om længe taget sig sammen og samlet sig selv og sin politik op fra det gulv, hvor hun er blevet tværet rundt på det meste af både første og anden sæson af Borgen. Resultatet er ikke blot en stærk og mere selvsikker statsminister, men også et mere sympatisk menneske – og så forlader vi hende.

Ærgerligt, synes jeg, og i virkeligheden en af Borgens store svagheder; at man ikke for alvor har kunnet mønstre interesse og sympati for den person i serien, som det meste af handlingen drejer sig om.

Usikker og uselvstændig

Hvis pointen med Borgen har været at understrege, at magt korrumperer, og at det første, der ryger, når man når til tops, er idealerne, ja, så har bagmand Adam Price og hans hold af manuskriptforfattere og instruktører bestemt fået sat en tyk streg under den.

Det mest bemærkelsesværdige ved Birgitte Nyborg som fiktionskarakter er, hvor svag hun har været og let at påvirke. Der skulle ikke meget mere end en samtale med de liberales formand til, før hun ændrede miljøpolitik af hensyn til landets store virksomheder, ligesom hun efter mødet med faren til en soldat, der blev slået ihjel i Afghanistan, ændrede holdning til Danmarks militære engagement i landet.

Og det var først, da hun i et af anden sæsons sidste afsnit taler med sin datters kvindelige psykolog, at Birgitte Nyborg for alvor forstod, at hun ikke var den eneste grund til, at det gik galt mellem hende og eksmanden, Philip (Mikael Birkkjær).

Privatliv og politik

Har en anden af Borgens pointer været at vise, at det ikke kan lade sig gøre som kvinde at kombinere en karriere med et velfungerende privatliv, ja, så har Adam Price og Co. også slået den fast med syvtommersøm. Vil man gerne være statsminister, koster det på hjemmefronten, og man kunne godt have ønsket sig, at serien havde forsøgt sig med en knap så klichéfyldt udgang på den debat.

Næsten lige så skrækkeligt er spindoktor Juuls forhold til TV1-journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) og hans kamp for at lægge en barndom bag sig, hvor han blev seksuelt misbrugt af sin far og dennes venner. Åbenbart er det derfor, at Kasper Juul ofte opfører sig som et svin.

Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.

Men jeg hører selvfølgelig også til dem, der synes, at der har været alt for meget privatliv og for lidt politik i Borgen. Det er blevet bedre i anden sæson, og jeg var så glad, da Birgitte Nyborg og hendes eksmand valgte at lade datteren blive behandlet på et privathospital i stedet for at vente næsten et år på en offentlig behandlingsplads, samtidig med at statsministeren politisk argumenterede for et stærkere og bedre offentligt sundhedsvæsen.

Endelig spejlede hendes privatliv og hendes politik sig i hinanden i stedet for at befinde sig i to næsten totalt adskilte bokse, som kun sjældent i serien er kommet i direkte berøring med hinanden.

Ingen ambitioner

Når man befinder sig i magtens centrum, på Christiansborg, hvor mange beslutninger om vores liv og hverdag træffes, er der rig mulighed for netop at diskutere komplekse moralske og etiske spørgsmål ud fra det enkelte menneske, den enkelte politiker uden at det behøver blive privat og ligegyldigt. Det synes dog ikke at være en mulighed, Adam Price og de øvrige manuskriptforfattere har været interesseret i at gribe. Er DR bange for at kede seerne eller udfordre dem for meget ved at lade Borgen handle om noget, der betyder noget for os alle sammen? Eller synes man rent faktisk, at det er så meget mere interessant at skildre det usunde – og kulørt beskrevne – forhold mellem politikere og presse og tabloidavisernes heksejagt på de stakkels politikere?

Åbenbart, og DR bliver bekræftet i, at man har taget det rigtige valg, fordi små to millioner mennesker ser Borgen hver uge.

Men skyldes det rent faktisk, at serien er det bedste, seerne kan få, eller at DR efterhånden har opdraget os til, at det danske samfunds sammenhængskraft kun kan findes og udtrykkes i letforståelige og ofte ganske banale hovedsætninger og konflikter og personer hver søndag aften kl. 20?

Jeg hælder til det sidste, for selv om jeg da også godt kan slå hjernen fra og føle mig underholdt af Borgen – velspillet og håndværksmæssigt fermt skruet sammen, som den er – begræder jeg det faktum, at fiktions-ambitionerne fra public service-giganten i Ørestaden ikke er højere.

Borgen af Adam Price. 20 afsnit sendt på DR1 søndage kl. 20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Hostrup Hansen

Jeg har forsøgt at se serien et par gange, men har hver gang måtte slukke af ærgrelse over et utroværdigt plot og en meget stereotyp persontegning. Så jeg er nok ikke den bedste til at bedømme substansen, men det forekommer mig, at serien forsøger at tegne et billede af politikere, der træffer beslutninger i enrum og som regel som konsekvens af stærke følelsesmæssige påvirkninger. Lov mig, at det ikke foregår sådan i virkeligheden.

Lige bortset fra i aften har jeg nydt "Borgen" som bilfri by med timelang aftentur i de stille gade med indsyn i folkets blålyste dagligstuer.

Det er noget mærkeligt noget med folk, der skulle have et kritisk indseende i tilm og teater, at de altid forfalder til en søgen efter et identifikationspunkt og en karakter, man kan 'lide'. Det er vel nok det, der er at sætte barren lavt for kunsnere og publikum. Hvorfor er det, at det altid er forudsigelige og konventionelle indfaldsvinkler, der efterlyses?

Stærke meldinger for de tre ovenstående herrer, der selvfølgelig er meget bedrevidende end 2.000.000 seere, der bare er dum nakker. Der er mange tråde i denne tv serie, måske for mange (til de 3 herrer), når man ser en film eller tv serie kan man jo have forskellige opfattelser af, hvad der gør filmen noget værd.

Michael Kongstad Nielsen

Privatliv - yes. Det er det eneste, der tæller i dag.
Derfor også alle sagerne med politikernes private affærer. Dansker vil have privatliv, helt ind under dynen, de kan ikke få nok, nu vild med dans holder ferie. Derfor bliver tv-dramatik det samme, som Se og Hør og Billedbladet, for dansk dramatik skal sælge, det er den vigtigste parameter.

Fra de græsker tragedier og frem har det, der beskæftiger kunstneren, været menneskets karakter og menneskelige dillemmaer. Og det er jo ret beset også det eneste, der er virkelig interessant at beskæftige sig med.

Ja Michael Kongstad Nielsen i denne serie er privatliv en del af denne tv serie ligesom det er i alle andre tv serier lige fra Matador til mere krimi baserede tv serier. Dette betyder ikke at man bifalder al den fokusering på irl politikkers privatliv. Det er vel mest fordi Christiansborg journalisterne hellere ville være ansat i sladder pressen, og kun skulle skrive om deres privatliv, nok fordi journalisterne magter andet. Men som unægtelig holder det danske niveau på et lavt stadie.

Grethe Preisler

Enig med Monggaard. Har troligt fulgt serien fra første til sidste afsnit i håb om, at den skulle få lidt luft under vingerne og lette en sig anelse fra de allermest gumpetunge klicheers sfære.

Men Ak - skønne spildte kræfter og spild af en hær af gode skuespilleres indsats for at forgylde lortet en smule.

Meget godt kan man sige om Adam Price, men nogen Strindberg er han nu'nte, og jeg tror ikke engang en Balling kunne have reddet det manus.

Jens Overgaard Bjerre

Vi lever i en eventyr verden hvor alle kæmper deres kampe, men hvor det stort set ender godt alt sammen.

Men væk er den ene halvdel af befolkningen som bor til leje og de fattige, som ikke har andre muligheder end at leje et tv og drikke de billigste øller fra Netto.

Hvad skal et samfund osse med dem, når vi kan få et eventyrligt indblik i de riges liv og tragedier med lykkelige udgange?

Så kan man for vores skyld bombe hele verden synder og sammen. Bare der er kager til kaffen søndag aften.

Det allerbedste ved fjernsyn er, at det kan slukkes, blot som en reminder til alle dem, som igen og igen tordner mod alt, det lort, som vælter ud af den kasse !

jeg synes i øvrigt, at DR med såvel Borgen som Broen har befæstet sin position som et fyrtårn indenfor nordeuropæisk TV dramatik, hvilket en og anden seer øjensynligt også er enig i :o)

Søren Kristensen

Jeg synes Broen og Borgen supplerer hinanden ganske godt. I den ene serie har vi polariseringen mellem en kold svensk, nærmest autistisk, "systemverden" og en forvirret, fordærvet og "frigjort" dansk "livsverden" ført op på et dramaturgisk niveau der minder om en græsk tragedie, mens vi i Borgen har en polarisering mellem den maskuline og den kvindelige verden repræsenteret ultimativt i Hesselbo og Birgitte Nyborg og sekundært i Fønsmark og hendes spndoktorkæreste. I Borgen minder dramaturgien mere om en folkekomedie, hvilket er et fornuftigt greb, når nu det gælder om at "menneskeliggøre" de ophøjedes og de magtfulde, dvs. med andre ord: pille dem ned af piedestalen igen. Balling kunne ikke have gjort det bedre og slet ikke en von Trier.
.
På ovennævnte præmisser er begge serier fremragende og heldigvis bærer de begge grundformen til en ny omgang næste år. Der kan vi så håbe der kommer andre ligeså vigtige aspekter af den skandinaviske virkelighed på banen og hvem ved måske også med nogle af aspekter som en Sørine Gotfredsen har efterlyst.

Så måske det for Borgens vedkommende meget godt at barren ikke er sat for højt her i første runde. Der skal være plads til forbedringer, på trods af et højt niveau og det er der så også hvis man skal tro kritikken (og hvorfor skulle man ikke det) og så kan man næsten ikke forlange mere...

John Vedsegaard

Sjovt nok, jeg ved ikke engang hvilken kanal det egentlig sendes på, ud over det er en af DRs fuldstændig ligegyldige kanaler.

Jeg foretrækker Adam Price når han bruger "rigeligt med smør".

Jeg har op til flere gange forsøgt at se både Broen og Borgen -men jeg slukker hutigt igen. Jeg føler egentlig at jeg er helt ude af trit med mine kære landsmænd som jo roser begge serier til skyerne.

Ejvind Jacobsen

Det er jo underholdning.
Folk kan lide det.
Så tager de jo ikke fejl.

Det er bare skribenten, der mener at vide bedre, og derfor skal have sin harme ud ved at kritisere forskellige dele af produktionen.

Lad nu seerne bestemme selv, om de kan lide noget eller ej - det er jo demokratisk.

Thomas Frovin Jensen

Hvorfor brokke sig over "for lidt" politik i en fiktionsserie? Man kan bare se almindeligt Prime Time TV, så er man hurtigt over kvalmegrænsen...

Christian Monggaard

Det er godt at se, at der er gang i debatten.

En amerikansk kollega skrev for et års tid siden meget klogt, at selv om en film – og dermed også tv-serie – ses af mange mennesker, så siger det ikke noget om kvaliteten af deres oplevelse.

Og som jeg selv skriver i min anmeldelse, så kan jeg godt føle mig underholdt af Borgen, blot er jeg træt af, at man ikke har større ambitioner med underholdningen på dansk tv. Underholdning og kunst udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

jan christensen

For mig er det et problem, at jeg ikke ved om beskrivelsen af arbejdet på Christiansborg, har noget med virkeligheden at gøre, det kan jeg ikke bedømme, så jeg kan ikke bruge den til at blive oplyst af

Hver gang DR eller TV2 begår en omgang aftenunderholdning, skal det, der i bund og grund ikke er andet end en omgang soap dissekeres af en flok smagsdommere.
Herregud, Borgen er som Broen og den gamle Matador ikke andet end let underholdning, og intet andet.
Kan man ikke lide soaps så sluk.

Hvem gider dog bruge liv på at se noget så stereotypt? Såvidt man forstår på anmeldelser, er det blot en afskrift at den smålige provinsielle danske virkelighed. Som om det ikke var mere end rigeligt.

Men vistnok en serie med gode skuespilpræstationer. Dem kunne producenten nok have fået meget billigere, og mere troværdige, ved at have antaget nogle politikere til rollerne i stedet. Søvndal, Sass-Larsen, Jelved, Skaarup, m.fl., havde garanteret gjort det næsten gratis.

Øh, er "privatliv" nu blevet en uvedkommende størrelse indenfor fiktion? I så fald er der da nok en del filminstruktører som skal til at sadle om. Eller det er måske selve begrebet fiktion der angribes her?
Reality er jo meget oppe i tiden.

Jo, man kunne måske godt lave en serie der mere direkte og detaljeret havde handlet om forhandlinger vedr. skattefradrag, kontanthjælpslofter eller NOx udslip, måske som en slags doku-drama med transmissioner fra udvalgsmøder, Folketingssalen og regeringskontorerne.

Og privatlivsdelen kunne så passende bestå i diskussioner om hvad aftensmaden skulle bestå af, hvem der skulle gå ud med skraldespanden eller hvorfor der nu igen lå beskidte sokker på gulvet. Sådan lidt mere realistisk og uden de bilige virkemidler.

Hvorfor er ingen kommet på den idé?

Måske den kunne laves som et hørespil for radio 24syv......

Lars Jørgensen

Undskyld mig, men hvor meget fjernsyn ganske uden kvalitet bliver der ikke set dagligt af hundredevis af millioner (for ikke at sige milliarder) mennesker?

Søndag aften på DR1 med en dansk 'aktuel' serie om politik bag kulisserne - i en let patetisk politisk tid - har en oplagt tiltrækning som førstevalg for mange danskere.

Men kvaliteten?

Jeg har personligt ikke på noget tidspunkt kunnet holde ud at se 'Borgen' mere end max fem minutter ad gangen. Forfærdelig ringe!

Blot min ydmyge mening. Jeg tror på muligheden for at lave langt, langt højere kvalitet.

Michael Kongstad Nielsen

Søren Jensen: - selvfølgelig er der ikke noget i
vejen med "privatliv" som sådan i tv-drama, film eller skuespil. Men det er sammenstillingen af (fiktivt) kendte magtpersoner i samfundets top, og så privatliv helt tæt på hormonerne, der er problematisk - og hamrende tidstypisk. Det er virkelighedens snagen i de kendtes privatliv, som vi kender det fra sladderbladenes spalter, der overføres til DR´s dyre dramaproduktioner i fiktion. Lækkert fotograferet, læggert iscenesat. Her får vi bask for licensen. De kendte boller, og græder, og ...., indpakningen fejler ikke noget.

Hvorfor ikke skildre nogle mere almindelig, ikke så magtfulde mennesker. Nogle af dem, der sidder og ser "Borgen" f. eks. Det ville være en udfordring, men måske også kradse lidt mere i vores egen dagligdag, den, der ikke foregår inde i mediernes drømmeverden.

Søren Kristensen

Både Her er dit liv og Kender du typen, var i deres grundkoncepter tænkt som spektakulære nedslag i helt almindelige menneskers privatliv. Men producenterne og ikke mindst seerne fandt i de første udgaver hurtigt ud af at helt almindelige menneskers privatliv er alt for kedsommeligt til at bære en tv-udsendelse og der gik ikke længe før Tordenskjolds soldater igen igen igen befolkede skærmen i enevældig kakofoni.

Der hvor jeg ser et endnu uudnyttet potentiale i udviklingen af tv-underholdning er hvor man placerer én enkelt ukendt blandt en håndfuld kendte; det kunne fx være i serier som Kvægræs eller Stjernerne på Slottet. Formålet skulle ene og alene være at skabe et stærkt identiifikationspunkt, ud fra filosofien - tænk, hvis det var mig (lidt ligesom i Lotto eller Jeppe på bjærget) der pludselig vågnede op i baronens seng og havde omgang med de uopnåelige. Og hvem ved, måske kunne konceptet også berige stjernerne, om ikke andet ved at sætte deres deres talenter og privilegier i relief. Vi har jo lige set hvor galt det kan gå når en kendis som Öslem Cekic pludselig afslører at hun intet har til fælles med den socialgruppe hun har sat sig for at forsvare.

Georg Christensen

Borgen, nok et fint og flot "skuespil", med åbning af "dirigentens" lukkede døre. I mine øjne set, et "selvforherligende" flop. Dirigenten i sit eget "eventyrland", med et klappende "publikum" som baggrunds musik.

NB: Hvis "Borgen" tilhører en form for "politisk" virkelighed, har borgen, nok ikke forstået, at virkeligheden, kun eksisterer sammen med borgeren.

randi christiansen

Borgen et candyfloss forsøg på virkelighedsbeskrivelse ?

"Hvad skal der til for at få geniet frem ?" Citat Willie Flindt, freelance. Aner ikke hvem det er, men det er et godt spørgsmål.