Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tre bananer vi alle ville ønske vi kunne nå

Der bliver rappet med tre tunger og i et utal af dialekter, når Malk de Koijn giver koncert — og der blev lyttet med fire ører og skrevet med fire hænder, da Informations Klaus Lynggaard og Ralf Christensen forholdt sig til begivenheden
Malk de Koijns numre fik luft under vingerne og skabte euforisk stemning i Tap1.

Malk de Koijns numre fik luft under vingerne og skabte euforisk stemning i Tap1.

Martin Dam Kristensen

Kultur
28. november 2011

Ralf Christensen (RC): Det gik hverken værre eller bedre, end at tre døgenigte fra Langestrand i fredags skyllede op på Carlsbergs store scene og med en blanding af sjofle rim, festlig sprogforbistring og utidige rytmer fik sat besætningen på det gode skib TAP1 i noget nær euforisk stemning. Tue Track, Blæs Bukki og Geolo G. alias Malk de Koijn navigerede frygt-, skam- og mageløst det godt 5.000 m/k stærke menneskehav.

Klaus Lynggaard (KL): Hvis det var fest, vi kom efter, var det fest, vi fik. Koldt og blæsende udenfor, var der til gengæld lunefuldt og hæsblæsende indenfor i den velbesøgte højloftede hal. Det var frapperende godt at se den sniksnakkende trio stille op til ballade med et nyt album i favnen efter en pause af de længere i dansk showbiz. Men siden showet på Roskilde i 2009 har rygterne svirret om gendannelse og det, der er værre, og nu stod de der, med ordet ’fest’ tatoveret i neon på deres flabede stegepander.

RC: Og de tre herrer kom ud af pappet i hver deres karakterfulde krigsmaling. Det var evident, at Tue T er den store rytmiske indpisker, der med muskuløse ordspyt formår at give en fornemmelse af acceleration, når han tæsker løs på lydbilledet. Bukki var sikker som en saltstøtte med sin ironiske ro og dybe dødningerøst. Og Geo blev bare koncerten igennem sjovere og sjovere som dialektforsker, melodisk komiker og helt igennem særegent flowende rapper.

KL: Deres uimodsigelige individuelle styrker til trods er det summen af de tre snakketøjsmaskiner, som i dén grad efterlader én med bugen flænset op af svedne grin og dybt gurglende strubelatter, mens bentøjet spjætter fornøjeligt. Kun ganske få om nogen andre overhovedet ifører sig i den grad jernskjorten og giver sproget så mange på sinkadusen, at det går op i en spids af de skæve. Vi bøjede os dybt i et inferno af støv, flommefede beats og tomme plastickrus og lod langestrandsdialekten fræse tværs gennem kraniekassen. Med happy ending og hvad ved jeg.

Umådeligt old school

RC: Inden koncerten diskuterede vi Malks nye, tredje album, Toback To The Fromtime, Klaus, og du sagde (så vidt jeg husker) at du var ret glad for det, fordi det vendte tilbage til nogle af de mere enkle strukturer fra tidlige konger som Grandmaster Flash & The Furious Five og Run-D.M.C.

Dét var jeg lidt mere påholdende over for — selv om jeg da elsker klassikerne — men da Malk til koncerten gik i gang med de nye numre, som ikke kun mimer amerikansk tidlig hiphop, men også tidlig dansk hiphops lavkomik, så må jeg indrømme, at det skete med stor lystighed til følge.

Ja, i det hele taget stod aftenen i det folkelige og fornøjelige tegn, og efter at den til at begynde med jernsikre balance mellem musikgrundspor og vokaler havde forskubbet sig til fordel for de tre rimsmedes ord og publikums syng-med, gik det også overraskende godt for mere fjollede nye sange som »Pige, Girl« og »Weekend Kriger«.

KL: Ja, Ralf, jeg rider på en bølge ved navn Toback To The Fromtime, netop fordi den er så umådeligt old school og minder mig om, at hiphop altså også kan være både sjov og dybsindig. Så er jeg også ret vild med måden, hvorpå numrene på pladen hylder det smukke køn såvel som det sjov, det nu kan medføre. Vel at mærke uden at forfalde til den der udpensling af voldspornografiske fantasier, man jo kan møde så mange andre steder.

Og så swinger det og er fuld af fortættet ilt, her er ligefrem plads til at få vejret. Men jeg synes som helhed, næsten alle numrene, hvad enten de var fra det aktuelle album eller de to nyklassikere, Smash Hit In Aberdeen (1998) eller Sneglzilla (2000), ligesom fik mere luft under vingerne til fredagens to timer lange opvisning i fællesskabsfølelse for begyndere.

Åbner sindet

RC: Helt klart. Og det var også sjovt at høre trioen, ikke mindst Geolo G., foreslå homoseksuelt bunkebryllup med alle mændene i salen. Her er ikke så meget macho-pis, også selv om de ofte skriver med pikken i den ene hånd.

Det er tre middelklassedrenge, som synes at opleve hiphoppen fra en helt anden planet og så alligevel regerer så herresikkert over dens virkemidler, referencer, historik og ikke mindst fans. Vi rokkede med, grinede af, blev benovet over tre bananer, man ikke kan nå. Men som alligevel rakte ud efter os fredag aften. Det er ærlig talt decideret overrumplende at være benådet med så eklatant brillant et outfit her til lands.

KL: Der er noget befriende plads til alle og forbløffende lidt os mod dem i det koijnske univers, der ligesom letter for låget og åbner sindet. Glæden sidder på forsædet, med eftertanken godt og solidt placeret som den der drilske ræv bag øret. Det er kropumuligt at bevare pessimismen, når de tre rappere trutter i den lurmærkede og kalder stammen til samling. Så er det bare af sted, af sted med kondomer, imaginære seler og det skæveste smil klistret til fjæset.

RC: Eneste anke mod koncerten er — i mine ører — at instrumentalsporene i anden halvdel af koncerten blev mixet for meget i baggrunden til fordel for vokalerne. Det gav selvfølgelig god plads til verbalgymnastikken og fællessangen, men jeg synes, Tue Tracks (og delvist Blæs Bukkis) produktioner havde fortjent lidt mere plads — for plads det var der jo til overflod, ikke mindst i vores hjerter. Og der er jo ikke kun præindspillede muskelbeats dunket direkte i vores mellemgulv, men masser af finesser — tag bare Tue T’s scratch-soli! — at dykke ned i.

KL: Ja, det instrumentale kunne for min skyld også godt være blevet dyrket både lidt mere og lidt vildere, der var indimellem lige stram nok snor i galskaben. På den anden side kunne man høre så godt som hvert eneste ord, der spyttedes ned i den håndholdte, og det er i sidste ende vel pointen med at surfe af sted på disse galoperende gakkerier. For som de siger nede ved døgneren ved lukketid: »Hellere bukkebruse fra Langestrand end fladlus på din borgmesterstang.«

 

Malk de Koijn — TAP1, Kbh., fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her