Læsetid: 4 min.

Udfordret af Buddha

Professor Peter Elsass beskriver i sin nye bog, 'Buddhas veje', de erfaringer og indsigter, han har opnået gennem sammenligningen af tibetansk buddhisme med sit fag, klinisk psykologi. Praktisk har han lært af torturofre fra kinesiske fængsler, åndeligt har han erkendt, at Vesten tit vender buddhismen på hovedet
Professor Peter Elsass beskriver i sin nye bog, 'Buddhas veje', de erfaringer og indsigter, han har opnået gennem sammenligningen af tibetansk buddhisme med sit fag, klinisk psykologi. Praktisk har han lært af torturofre fra kinesiske fængsler, åndeligt har han erkendt, at Vesten tit vender buddhismen på hovedet
11. november 2011

Professor Peter Elsass deltager med sin nye bog, Buddhas veje,i den dialog mellem buddhisme og vestlig videnskab, som har grebet om sig i de seneste årtier.

Nok de mest produktive deltagere i dialogen er et voksende antal vestlige akademikere, der personligt har følt eller føler sig som en del af den markante nybuddhistiske strømning i Vesten i det sidste halve århundrede. Ikke mindst i USA har buddhistiske, vesterlandske akademikere ydet bemærkelsesværdige bidrag til dialogen — især inden for det relativt nye, men også stærkt ekspansive forskningsfelt, der kaldes cognitive science.

Elsass er professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet, og han er ikke 'rigtig' buddhist, selv om han beretter, at han i to år har levet 'som buddhist' med daglige meditationer foran Buddhas statue og intense studier af buddhistisk litteratur. Elsass forsøg på at 'gå ind i buddhismen' er inspireret af Kirkegaard: »At være sig selv er ikke alene at forholde sig til sig selv, men tillige at forholde sig til Det som har sat forholdet.«

Fælder

Efter ekskursionen 'ind i buddhismen' fortæller Elsass, at »... jeg tog mig sammen og genvandt mit faglige fokus.«

Før ekskursionen er det Elsass hensigt »at skrive en fagligt sober bog om buddhistisk psykologi, som skulle bygge på referencer og akademiske analyser«, en opgave han finder næsten umulig. Dertil er buddhismen for mangfoldig og flertydig, og det er begrebet psykologi også.

Da han efter meditation og buddhistiske studier genvinder sit 'faglige fokus', omdefinerer han projektet til at »sammenstille buddhisme og psykologi.«

Det er der kommet en tankevækkende bog ud af, ikke en stringent akademisk analyse, snarere et causeri, et kalejdoskopisk blik på elementer af den buddhistiske tradition og den vestlige psykologi, der er blevet inspireret af og refererer til buddhismen.

Elsass har et skarpt blik for en række af de fælder, som megen vestlig fascination af buddhismen havner i. Han erkender, at 'buddhistisk filosofi' er en vestlig konstruktion, og at stribevis af vestlige fortolkere af buddhismen har udformet deres egen, idiosynkratiske version af denne verdensreligion. Han forholder sig stærkt kritisk til new age-udgaven af buddhismen og til romantiseringen af Tibet, som man finder den i massemediernes sort-hvide billede af forholdet mellem Tibet og Kina.

Erfaring med torturofre

Elsass er stærkt påvirket af mere end 20 års erfaringer fra forskning i tibetanske buddhisters håndtering af oplevelser under ofte flere årtiers ophold i kinesiske arbejdslejre. Danske psykologer har med bistand bl.a. fra Danida udført et omfattende forskningsarbejde på dette felt og har konstateret, at tibetanerne ofte har haft usædvanlig gode eller 'sunde' måder at håndtere de umiddelbart stærkt belastende oplevelser på.

Som noget fundamentalt i tibetanernes holdninger finder Elsass en universalisme i deres selvforståelse, der adskiller sig fra både vestlig individualisme og kinesisk kollektivisme.

Med fuld ret fremhæver han, at tesen om anatman, jegløshed, er en helt central, måske den helt centrale tese i buddhismen — fundamental i alle de mange forskellige former, buddhismen har antaget i dens 2.500 årige historie med dens udbredelse i store dele af Asien.

Uden substans

Men med sit udgangspunkt i klinisk psykologi vægter Elsass ikke den anden hovedtese, pratityasamutpada, 'betinget tilsynekomst', erkendelsen af, at fænomenerne opstår og går under i processer — i et uendeligt netværk af relationer og helt uden de enheder og substanser, som det jegfikserede ego konstant ser omkring sig — og i sig (selv). Dermed afskærer han sig fra nogle meget frugtbare muligheder for dialog med vestlig videnskab, som mange andre forskere i disse år er optaget af. Vestlig filosofi og videnskab synes i stigende omfang at bekræfte den buddhistiske erkendelse af, at fænomenerne er uden substans, men kun har relationel eksistens, lige som neurobiologien kan bekræfte, at vi ikke rummer noget substantielt ' jeg', ingen identificerbar eller konkretiserbar kommandocentral, men en mangfoldighed af processer. hvoraf et 'jeg', konstruerer sig, opstår og forgår.

Jegløshed

Med sin nuancerede forståelse af buddhismens tese om jegløshed, peger Elsass imidlertid præcist på et afgørende modsætningsforhold mellem buddhistisk religiøs praksis og den vestlige psykologis terapeutiske strategier, der i en række tilfælde har inddraget materiale og inspiration fra buddhismens brogede univers.

For mens den buddhistiske praksis søger at udfri lidende mennesker fra deres binding til den jegillusion, der ses som selv roden til lidelse, så vil de fleste vestlige psykologiske strategier sigte på at styrke og stabilisere individets selvfølelse og jeg-opfattelse.

Dermed bliver Elsass bog på mange måder en lang serie kritiske betragtninger over de utallige muligheder for at misforstå eller misbruge buddhismen.

Han selv leverer ikke nogen egentlig løsning på det grundlæggende dilemma. Han konstaterer oprigtigt, at han er udfordret af buddhismen, både intellektuelt og fagligt og også mere følelsesmæssigt gennem sine mange års personlige kontakt med tibetanske munke, eneboere og lamaer, der optræder som synlige eksempler herpå i en vedlagt video. Her får man hans interview med tibetanske mestre og den særdeles velformulerede vestlige buddhdistmunk Matthieu Ricard, der er uddannet atomfysiker fra Sorbonne.

Elsass' konklusion er vel nærmest den, at buddhismen rummer kvaliteter og indsigter, som demonstrer vestlig tænknings og videnskabs begrænsninger. Uden at der er nogen nem vej til at integrere denne inspiration i en vestlige, klinisk psykologisk praksis.

 

Causeri. Professor Peter Elsass vil sammenstille buddhisme og psykologi, og det er der kommet en tankevækkende bog ud af. Foto: Rungroj Yongrit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Pedersen

Jeg har læst "Professorens" bog. Der er ikke meget professor over den. Peter Elsass har ikke nok viden om den tibetanske buddhisme til at kunne udtale sig om denne. Bogen er fyldt med en mængde faktuelle fejl samt en direkte forkert forståelse af Vajrayana. Det skinder igennem, at Peter Elsass ikke har gennemgået de krævede meditations praksis og belæringer for at få den nødvendige viden og erfaring til at kunne forstå så vanskeligt et filosofisk emne som Vajrayana dækker over. Det er helt tydeligt, at han intet ved om Nagajurna's Madyamika, som er noget af grundlaget for forståelsen af den tibetanske buddhisme. "Buddhas Veje" burde aldrig være blevet udgivet. Forlaget har ikke spurgt eksperter, inden for tibetansk buddhisme, til råds.