Læsetid: 5 min.

En værre historie — nu med happy ending!

Efter 45 års sejtrækkeri og alskens omveje udgives Brian Wilson & The Beach Boys' hovedværk 'SMILE' nu som 'The SMILE Sessions'. Vor mand med surfbræt og iført bolsjestribet skjorte kan ikke få armene ned
Det tidligere Beach Boys-medlem Brian Wilson under en koncert ved den 39. udgave af Montreux Jazz Festival i Montreux, Schweiz i 2005

Det tidligere Beach Boys-medlem Brian Wilson under en koncert ved den 39. udgave af Montreux Jazz Festival i Montreux, Schweiz i 2005

Jean-Bernard Sieber

9. november 2011

Lad os i dag, drenge og piger, tale om et ensemble og en kreativ drivkraft, som selv da det peakede fremstod som selve antitesen til cool.

Som hverken før eller siden på noget niveau har sat en standard for hverken kluns, frisurer eller attituder.

Tværtimod! The Beach Boys, mine damer og herrer. En flok mindre fotogene misfits skal man langt ud i hampen for at støve op. Til gengæld var de (på overfladen) glade i låget. Hvor uncool kan man være??

Lad os tage brødrene Wilson, den akse, hvorom bandet drejede. Den ældste og mest talentfulde hedder Brian, født i 1942, med tendens til overvægt, kiksede frisurer, døv på det ene øre og patologisk genert.

Den smukkeste hed Dennis, født i 1944, den eneste Beach Boy, der tilnærmelsesvist kunne kaldes sej, men som til gengæld tabte kampen med de indre dæmoner.

Og endelig Carl, født 1946, kronisk overvægtig, konfliktsky og med om muligt endnu værre frisure end storebror Brian. Sammen delte de en far, Murry Wilson, en frustreret sangskriver, hvis opdragelses- og afstraffelsesmetoder bar skylden for de psykiske problemer, de tre brødre hver især kæmpede med livet igennem.

Kun Brian lever stadig, Dennis druknede i 1983, og Carl døde af kræft i 1998. Læg dertil en fætter, Mike Love, født 1941, tidligt skaldet og med en forkærlighed for tweed og formningslærerskæg samt en dårlig udstråling, der ville gøre ham utrendy i enhver epoke samt en skolekammerat, Al Jardine, født 1942, så anonym at det kan virke tilsigtet, og De har recepten på alle tiders kiksede rockband.

Den flok misfits marcherede ind i et lokalt pladestudie en septemberweekend for 50 år siden for at indspille en sang, Brian og Mike havde skrevet om en dille, der var ved at gribe om sig i gruppens hjemstat, Californien: surfing. Den ikke specielt gode sang hed (selvfølgelig) Surfin', den udsendtes i 1961 på et lille lokalt selskab og blev et hit i Los Angeles-området.

Derfra gik det stærkt. Gruppen fik kontrakt med Capitol Records og udsendte i årene 1962-65 i alt 11 (!) lp'er og en 22-23 singler (som alle endte på hitlisterne), hvis fællestræk var hårrejsende effektiv harmonisang, uforglemmelige melodier (skrevet af Brian) og et tekstunivers, der fremstillede det sydlige Californien som det forjættede land for teenagere.

Udover selvfølgelig surfing besang gruppen også hot rods (hurtige, specialbyggede biler), solskin, piger, havet og en forbrugsorienteret livsstil, der for de fleste ikke-amerikanske unge lød som en forlokkende utopi; godt gemt på lp'erne fandtes endvidere diverse hjertegribende ballader, hvor Brians følelse af isolation og ensomhed fandt udtryk.

Gruppen turnerede iført ”uniformer”, bestående af bolsjestribede skjorter og hvide slacks og såvel deres manager (far Murry alias Satan!) som deres pladeselskab forsøgte at malke succesen, alt hvad den kunne trække, overbeviste om at såvel gruppen som dens motivkreds udelukkende var en fase.

Stigmatiseret gruppe

Gruppen stigmatiseredes i en sådan grad af både dette image, sit navn og de tidlige års megasucceser, at den endnu den dag i dag fra mange sider ikke tages alvorligt ... på trods af, at den i sin surf/hot rod-fase leverede bedre vokaldrevet rock'n'roll end alle sine samtidige, fraset måske The Beatles!

Paradoksalt nok i endnu mindre grad i deres hjemland, thi her på kontinentet har de været kult så længe, jeg kan mindes.

At Brian Wilson tilfældigvis også var et sangskrivningsgeni overskyggedes fuldstændig af det ovennævnte, og gik måske først op for en minoritet, da albummet Pet Soundsudsendtes i foråret 1966.

Stadig en af verdens usammenligneligt bedste skiver er det en sofistikeret sangcyklus om tabt uskyld, et langt elegisk og rislende smukt farvel til den tidlige ungdom, fuld af tvivl og længsel, indeholdende så udødelige kompositioner som »God Only Knows«, »Wouldn't It Be Nice« og »Caroline, No«.

Den solgte ikke nær så godt som de mere surfende forgængere, til gengæld ligger den ret konsekvent på førstepladsen, når rockkritikere fra nær og fjern udråber Verdens Bedste LP.

Med singleudspillet »Good Vibrations«, udsendt samme efterår, hævedes ambitionsniveauet betragteligt, da Wilson her fik øjnene op for pladestudiet som instrument.

Indspillet i sætstykker rundt om i forskellige Los Angeles-studier (hvert enkelt valgt for sin klang) og siden stykket sammen til et åndeløst hele, før vokalerne lagdes på, er det en af rockhistoriens mest ambitiøse og storslåede satsninger og lyder lige så godt i dag som i 1966, hvor det ramte førstepladsen på alverdens hitlister.

Det var komponistens kongstanke, at det skulle agere krumtap på gruppens næste album, som han allerede på forhånd anså som sit magnum opus.

Ny inspiration

Mødet med musikeren og tekstforfatteren Van Dyke Parks satte Brian Wilson på sporet af dette projekt, kaldet SMILE.

Parallelt hermed eksperimenterede den i forvejen emotionelt flagrende Wilson ivrigt med psykedeliske stoffer, heriblandt ikke mindst det potente LSD og lod sig i det hele taget opsluge af rørelserne i et stadigt ekspanderende og grænseafsøgende ungdomsoprør.

Mens Brian forsøgte at føre gruppen hinsides alt, den til dato havde stået for, og verden som han kendte den forvandledes til det ukendelige, blev udgivelsesdagen atter og atter og fremskudt, indtil den helt blev droppet.

For vild i stoffer

Wilson var faret vild i ikke kun sine stadigt mere himmelstræbende kunstneriske ambitioner, men også sit eget sind; der skulle gå årtier, før han atter kom op til overfladen.

Det hævdes, at udgivelsen af The Beatles' Sgt. Peppers-album i sommeren 1967 gav projektet dødsstødet, da Wilson lod sig overvælde af dets kunstneriske rigdom.

I stedet udsendtes det anderledes neddæmpede Smiley Smile, der alle dets kvaliteter ufortalte ikke rigtig kunne påstås at ligge i dén liga.

Tresserne tog for alvor fart og ingen kerede sig om en flok old school surfer-dudes i bolsjestribede skjorter.

Da hippieikonet Jimi Hendrix nedladende karakteriserede The Beach Boys som »psychedelic barbershop«, var det ikke venligt ment, og gruppen måtte se sig henvist til periferien af tidsånden.

Paradoksalt nok tog rygterne om SMILE's karat til i 1970'erne, hvor også myten om Brian Wilson, det ødelagte geni, tog form.

De enkelte spor fra værket, der dukkede op her og der på diverse Beach Boys-udgivelser i årene 1968-1973, bekræftede kun dette til overflod.

En himmerigsmundfuld

Først omkring 1980 begyndte det righoldige og spraglede materiale at dukke op på bootlegs, som så til gengæld indfriede de flestes forventninger.

Hverken før eller siden har rocken frembragt et værk af lige den karakter. Men med både Brian og bandet som sådan helt ude tovene, regnede de færreste dog med nogensinde at få det hørt i tilsigtet form.

Det tætteste, vi kom en officiel optagelse i mange år, var den cirka halve times optagelser, der fandtes på bokssættet Good Vibrations: Thirty Years of the Beach Boys (1993), hvilket til gengæld så også var en himmerigsmundfuld, tak.

I 2004 genindspillede Wilson så hele molevitten som solist med backup fra bandet Wondermints, og gu' var det underfuldt.

Men vokalerne, altså! Enhver amatør-Beach Boy-fan vil kunne påpege, hvorledes måden, altså, disse fem herrers stemmer blender på, er halvdelen af charmen.

Ja, spændingen er ulidelig, mine damer og herrer! En værre historie, det må De nok sige. Nu heldigvis med happy ending. For nu foreligger (en version af) SMILE med The Beach Boys altså endeligt, en små 44 år efter Brian Wilson opgav at færdiggøre det. Om jeg er lykkelig? Ses det så tydeligt?

 

'The SMILE Sessions' (Capitol/EMI). Er udkommet som såvel dobbelt-cd samt som eksklusivt 5 cd-bokssæt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Tænk at det kun er halvtreds år siden.

Første gang jeg hørte Beach Boys var i 1965. Jeg var ti år og gik i den amerikanske skole i Bangkok, sammen med alle de andre børn, hvis fædre for det meste var travle med at forberede Vietnam-krigen. Naboen var således en amerikansk militærfamilie fra Tuscon, Arizona og børnene derinde var aldersmæssigt et spejlbillede, hvor den mellemste Jeffrey matchede mig. Vi blev naturligvis buddies, med et fælleanliggende først omkring havens swimmingpool og i støt stigende grad omkring en ustyrlig fascination af The Beatles, hvis udgivelser Jeffreys mor købte i PX´n efterhånden som de udkom. Hendes udsyn var lidt bredere end vores og i reolen stod både The Jackson five samt Beach Boys og jeg hadede begge to disse plader, som med deres overdrevent gode lyd forekom at være en direkte provokation mod den beatlesound der om noget inkarnerede vort eget spirende oprør. Men selvfølgelig skulle vi have en snas af det usunde engang imellem, ligesom vi jo heller ikke kunne holde os fra peanutbuttersandwitches og cornflakes med sukker på (det var før Frosties). Beach Boys blev med andre ord, så vidt muligt, lukket ned og det var sikkert godt nok, når man så hvordan det gik med storesøstrene til begge sider, som til sidst helt mistede orienteringen efter at have været på Cliff Richard. Der skulle gå rigtig mange år før jeg officielt kunne indrømme kvaliteterne i Beach Boys, faktisk så mange at Beatles for længst var holdt op med at eksistere på andet end vinyl, mens Abba og BeeGees definitivt og for længst havde gjort kombinationen af de kiksede frisurer, den originale popmelodi, de gode harmonier og den perfekte produktion stueren også for os der faktisk havde forstand på musik. Om jeg ligefrem er lykkelig på baggrund af det seneste udspil fra strandrengene ved jeg ikke. Men jeg vælger at være voksen nok til at skrive det på min ønskesliste.

Ja, det er Brian Wilson i sin musikalske sandkasse med celloer, violiner, trompeter saxofoner, marimbaer ,cirkusfløjter hamre, save, boremaskiner og alt hvad der i øvrigt gav lyd fra sig inklusive de andre Beach Boys, alt sammen smukt arrangeret og produceret.
Helt rigtigt at selvom Beach Boys og specielt Brian Wilson var musikalsk brillante har de nok altid lidt været outsiderkunstnere eller ikke-coole . I 60erne hvor de stadig langt hen ad vejen indtil Pet Sounds, dyrkede et halvtredser- univers med woodies, surfboards, piger med langt hår og hamnburgerstands, blev de overskygget af f. eks. Beatles som kom med en helt anden kulturel ballast. Senere blev de decideret outsiderkunstnere med plader som ”15 Big Ones” og ”Love You”.
Det er lidt synd at de ikke er blevet mere påskønnet, fordi de faktisk var noget af en inspiration for f.eks. Beatles . ”Sgt Peppers” var meget inspireret af” Pet Sounds” og der er nogle små musikalske hilsener til Beach Boys på plader som ”Sgt Peppers” og ”White Album. Paul McCartney besøgte Brian Wilson under optagelserne til Smile og kan efter sigende også høres tygge på en selleri på nummeret ”Vegetables” . I dag er McCartney vegetar, prøv selv at regne den ud.
Hvad angår den Smile som kom ud i 2004 og som den her udgivelse af de oprindelige optagelser også er meget baseret på, så tror jeg ikke det har særlig meget at gøre med hvad det nu ellers var for en musikalsk vision Brian Wilson oprindeligt havde. For det første er der alt for meget musik til, at det ville kunne været på en almindelig lp og for det andet var det vistnok hovedsagligt Brians musikalske medarbejder Darian Sahanaja der i 2004 stod for arbejdet med at stykke det hele sammen . Darians fanmix som det kaldes i visse cirkler.
Det er både oplivende og frustrerende at høre på fordi Brian virkelig var på sporet af noget som det aldrig helt lykkedes ham at realisere, måske fordi han også en stor del af tiden var på amfetaminer og begyndte at udvikle en maniodepresssiv psykose .
Jeg synes det skal nævnes, at man kan købe det her både som enten dobbeltcd , dobbeltvinyl -lp eller det helt store boxsæt med to vinyl-lper to singler og fem cder, hvis nogen skulle være fristet.