Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Velkommen bag sløret

Passioneret sex eller blod på lagenet på bryllupsnatten? Det supersuccesrige teaterstykke 'De tilslørede monologer' konfronterer os med lyst, dilemmaer og vanvittige myter om muslimske kvinders seksualitet, som de udlever den i Vesten
Muslimske kvinder smider sløret og taler ud om lyst og dilemmaer. ’De tilslørede monologer’ åbner ny verden
Kultur
15. november 2011

PARIS — Tre kvinder sidder og sludrer hyggeligt i og på en sofa. En fjerde fremklimprer smukke orientalske toner fra en citar. De har alle fire rødder uden for den vestlige verden, er klædt i brunlige, mørke farver, og deres kropslige kurver fremstår tydeligt — scenen er ualmindeligt afslappende og dragende.

Den indbyrdes snak og de små grin — på scenen som blandt publikum — standser, da kvinderne bryder ud i sang.

Teaterstykket Les monologues voilés — De tilslørede monologerer i gang.

Kort efter tager en af kvinderne ordet. Hun forklarer, at hendes vagina er konverteret fra katolicismen til islam, og at hun nu er sammen med en muslimsk mand af kurdisk oprindelse.

Han elsker hende og hendes vagina så intimt og meget, at det ikke generer denne hollandske konvertit at dele ham med en anden kvinde.

Deres forhold har i så høj grad åbnet nye horisonter for hende, at hun endog har fået et anderledes forhold til 'Zebra', som hun nu kalder sin vagina: »Min vagina hedder Zebra på grund af den facon, jeg barberer den. Og på grund af den kønslæbekræft, jeg har haft. Dens indre læber blev fjernet, og i stedet kom der to strimler hvid hud. Ægte hvid. Det understreger jeg ved at barbere hårene i striber, og det giver en zebraeffekt”, forklarer hun med en nærmest zorro-agtigt Z-formet håndbevægelse i luften.

Og sådan fortsætter det. Kvinderne beretter om det at være muslimsk kvinde i Vesten. Om de noget upassionerede vestlige mænd, om forholdet mellem mødre og døtre, om homoseksualitet, om omskæring — og logisk nok om jomfruelighed.

Frigjort men mekanisk

De tilslørede monologer bygger selvfølgelig vider på Vagina monologerne af Eve Ensler. Men hvor Enslers stykke fra 1996 var banebrydende, fordi det vænnede os til at tale åbent om kvindens køn, vaginaens rolle i samfundet så at sige, er der endnu mere på spil i denne tilslørede version.

For ud over at lukke os ind i den kvindelige seksualitets intimsfære, konfronterer monologerne os — de vestlige øjne — også med alle de forestillinger, fantasmer og fordomme, vi har over for kvindelige muslimske indvandrere, deres religion og deres seskualitet.

De i alt 12 monologer er baseret på interview med 74 muslimske kvinder af første og anden generation af indvandrere i Holland. De har marokkanske, algeriske, tyrkiske, egyptiske, somaliske, iranske og irakiske rødder og er mellem 17 og 85 år.

Stykkets store temaer kredser logisk nok om tradition versus modernitet og frisind på godt og ondt.

Der er absolut ingen romantisering af jomfrueligheden — men, fortæller en kvinde på 26 år i en af monologerne, hun ønsker blot at gemme sin første gang til den mand, hun bliver gift med. En anden forklarer, hvordan sløret beskytter hende imod mændenes blikke, når hun færdes i offentligheden — det er hende en støtte. For en tredje er sløret et mentalt spørgsmål — hun bærer, siger hun, sløret i sine øjne.

Samtidig er der også et par svirp til den vestlige frie tilgang til sex. For er vestlige mænd — det er dem, denne specifikke monolog er rettet imod — så frigjorte, at de er kedelige i sengen? Noget tyder på, at der findes eksempler rundt omkring. For eksempel 'Gérard', der har en tendens til at køre en fast rutine igennem — fra halsen til klitoris. Uden af den grund at skabe bølger af glæde eller vigtige klimaændringer hos hverken kvinden, der fortæller, eller hendes vagina: Den er »knastør, Gérard!«.

Logisk nok må spørgsmålet om jomfrueligheden spille en dominerende rolle. Som det gør hos den unge pige, der bliver tvangsgift og gennemlever en rædselsfuldt pinefuld bryllupsnat. Senere flygter hun med sine børn og kan således fortælle sin historie til stykkets forfatter, den hollandske Adelheid Roosen.

Mødom vs kønslæber

En anden blev omskåret, da hendes egen mor vurderede, at kønslæberne var for store. Man så dem gennem pigens bukser, og folk kunne tro, hun var liderlig. Så det hyggelige samvær under badningen i dampbadet med kvinderne blev til pegende fingre og en smertefuld maltrakterende operation.

Men det er langt fra rædselshistorier alt sammen.

Der er også en art læretime om jomfruhinden, der, får vi at vide, jo kan sprænges før første samleje, og måske ikke bløder under nogen omstændigheder, når den sprænges.

Den information illustreres med friskt tygget lyserød tyggegummi, der spændes ud og formes efter de mest almindelige former, en mødom kan antage.

Undervejs spekuleres også i det noget paradoksale forhold, at mens muslimske kvinder — 600 hvert år i Holland — får rekonstrueret mødommen, finder et stigende antal kvinder af vestlig oprindelse vej til gynækologen for at få opereret kønslæberne mindre. Her ville win-win-situationen naturligvis være, hvis det vestlige overskydende skind kunne genbruges af muslimske kvinder på første bryllupsnat. Den går desværre ikke, ærgrer underviseren sig på scenen.

Men, understreger hun, faktisk nævner Koranen ikke noget om mødom. Blot stiller den krav om seksuel afholdenhed. Et krav der gælder for kvinder såvel som for mænd ... En del monologer overrasker og sender paradokser i hovedet på publikum. Det er de mest interessante.

Gråzoner mest provo

For eksempel er der den lesbiske muslim, hvis familie har accepteret homoseksualiteten uden gnidninger eller konflikter. Så hun opfatter sin vagina som u-penetreret. Det er den også. Når man ser bort fra den ene gang, hun blev voldtaget — i et forsøg på at rette op på »problemet«.

Et andet godt eksempel er den unge kvinde, hvis far ikke ville have sine døtre omskåret. Derfor flyttede de til Holland. Men da moderen en dag viser sit omskårne køn, der har små sølvbjælder siddende — er der alligevel, om ikke forståelse for, så dog beundring over, hvordan moderen ser på og lever med sit køn — et smykke, mest til pynt.

En af de monologer, der er svær at glemme og at forstå — ikke blot i en vestlig forståelsesramme — er den, hvor en kvinde fortæller, at hun var så bange for sin første gang, at det var en hjælp for hende, at broderen tog hendes mødom.

Sådan er der under sløret — man chokeres og bliver klogere af monologernes selvstændige logik, der skraber imod og overskrider vestlige og somme tider også universelle konventioner.

I en tid, hvor islamiske samfund og Vesten tørner sammen igen og igen, giver Les monologues voilés et velkomment indblik i en kultur, der tales meget om, men som vi, når alt kommer til alt, ikke kender ret godt.

'Les monologues voilés' går på Le Petit Théâtre de Paris til og med første januar 2012. Se mere her: www.lesmonologuesvoiles.fr

Hvad sker der under tørklædet i det otte år gamle stykke, som har fået megen opmærksomhed i alle de byer, hvor det har spillet. Man chokeres og bliver klogere af monologernes selvstændige logik, der skraber imod og overskrider vestlige og somme tider også universelle konventioner. Foto: Geoffroy Kaisin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var det ikke noget, Peter Langdal?

Elif Demir Gökce

Teaterstykket har IKKE afsæt i islam, hvorfor så bruge Islamsnavn??? hvorfor skule sex være noget andet i forskellige kulturer?? er vi i bund og grund ikke skabt med samme behovs, lyster, fristelser??

Hvorfor skal Islam altid debateres i en så nedværdig og i så primitiv niveau??