Vidunderbarn og/eller skidt knægt

Dansk Folkepartis europaparlamentariker, Morten Messerschmidt, er en flertydig skikkelse — også i flink biografi
DF’s kontroversielle, 31 årige politiker, Morten Messerschmidt, erklærer: ’Den eneste relativt velfunderede EU-modstand, vi har i Danmark, udspringer af Dansk Folkeparti og dermed af mig’.

DF’s kontroversielle, 31 årige politiker, Morten Messerschmidt, erklærer: ’Den eneste relativt velfunderede EU-modstand, vi har i Danmark, udspringer af Dansk Folkeparti og dermed af mig’.

21. november 2011

Hvad ser man, når man beskuer Morten Messerschmidts fotogene ansigt? Er Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet et politisk vidunderbarn? Eller er han en skidt knægt?

Man får vidnesbyrd for begge tydninger i journalisten Martin Flinks bog Messerschmidt — Portræt af en politisk ener.

Som portrættør af Messerschmidt er Flink ... nå ja ... flink. I sit forord skriver Flink: »Jeg er imponeret af folk, der er villige til at hæve måsen op i klaskehøjde for deres overbevisning og tør sige politisk ukorrekte ting, uanset den modstand, de møder.«

Messerschmidt har et imponerende CV: Han er 31 år. Hans far forlod hjemmet, da drengen var halvandet år. Hans mor var deltidsansat og kårene små. Morforældrene var forbilleder. Allerede i 4. skoleklasse fattede Morten kærlighed til klassisk musik og opera. Det fik ham til fra 9. klasse hver dag at tage toget fra Frederikssund til Skt. Annæ Musikgymnasium.

Som 18-årig blev han stifter og formand for en DF- lokalafdeling. Som 21-årig brugte han sin børneopsparing på at føre sin valgkamp til byråd, amtsråd og folketing. Uden at det dog gav pote. Det har det siden gjort, først til Folketinget, siden til Europa-Parlamentet, hvor Messerschmidt i 2009 imponerede med 284.500 personlige stemmer.

Jurist & bakkesang

Jævnsides med sin karriere har Messerschmidt ved selvstudium fået sig en fornem juridiske embedseksamen.

I den danske folkekomediefilm Bag de røde porte fra 1951 kan høres den resignerede replik: »Stud.jur. og bakkesangerinde, to verdener, der aldrig kan mødes.«

Disse ord har Messerschmidt gjort til skamme ved at slå livsførelsen sammen med sangerinden fra Bakkens Hvile, Dot Wessmann, der er født 22 år tidligere end Messerschmidt. Til portrætbogen siger hun: »Offentligheden kender ikke mennesket bag meningerne, for privat er han ualmindeligt sød og utroligt hjælpsom. Der er ikke noget, han ikke vil gøre.«

Dermed nærmer vi os Messerschmidts skyggeside — hans villighed til at gøre snart sagt hvad som helst.

I bogen gengives kilder fra Messerschmidts omgangskreds for, at han mangler indlevelse i andre: »Når han netop selv kommer fra ufaglærte forældre og en enlig mor, som har prioriteret en meget lav indtægt for at være sammen med sine børn, så undrer det flere, at han i dag har så ringe forståelse og empati over for de svagere stillede.«

Værre end det: Morten Messerschmidt har en straffedom. Han er dømt efter straffelovens § 266 b. Han var i 2001 medophavsmand til en etnisk forhånende valgplakat fra Dansk Folkepartis Ungdom, som Østre Landsret straffede med 14 dages betinget fængsel.

På samme tidspunkt opnåede Messerschmidt landsry ved at stifte Kritiske Licensbetalere, der skulle slå ned på venstreorienteret journalistik i Danmarks Radio. Initiativet fik stor mediebevågenhed. »Afgørende for min karriere« siger Messerschmidt i bogen.

Yderligere opmærksomhed gav det, da Messerschmidt — på et afbud — kom med i realityshowet Big Brother.

Tur i Grøften

Profilen fik nok et gok, da Messerschmidt efter en alkoholisk blackout ved 2007-åbningen af Tivolis restaurant Grøften fik denne B.T. overskrift på halsen: »Hylder Hitler i Tivoli«.

Det endte med at udløse en erstatning til Messerschmidt, men forinden havde han taktisk måttet udmelde sig af DF og siden acceptere at afsone sin brøde på sædet i Bruxelles.

Her havde han i forvejen været ungdommelig beundrer af DF’s daværende europaparlamentariker Mogens Camre. Så nært, at en Messerschmidt-kampfælle fra DF’s ungdomsarbejde beskriver det: »Påtaget, for mærkeligt og forkrampet. Men det er på vej væk, og det er godt.«

Camres standpunkter har Messerschmidt annammet som sine egne: Han vil have Danmark ud af EU. Helt ud. Han beskylder sit parti for opportunisme i den sag:

»Det er nemmere at sige, at man er kritisk tilhænger end tilhænger af udmeldelse.«

Messerschmidt vil også fri af humanitære bånd:

»Hele det der konventionscirkus bør laves fuldstændigt om, og vi bør opsige en lang række af de konventioner.

Klimafornægter

Messerschmidt vil ikke gøre noget ved en menneskeskabt klimapåvirkning: »Jeg tror ikke på, at den er menneskeskabt.«

Og om en indsats mod den: »Det er lige så åndssvagt som at tale om, at landene skal gøre noget for, at Månen ikke skal dreje sig om kloden, hvorved man kunne forhindre ebbe og flod.«

Messerschmidts idealland er Schweiz med dets hyppige folkeafstemninger og distante forhold til EU:

»Schweizerne har forstået, at lave skatter og dybe bankhemmeligheder tiltrækker dygtige mennesker.«

Måske vil Messerschmidt tage en femårig periode i Europa-Parlamentet: »Danmark har brug for mig,« erklærer han. Adspurgt om ikke det er arrogant, svarer han:

»I min ungdom havde jeg mange EU-modstandere, som var koryfæer omkring mig: Camre, Ole Krarup, Holger K. Nielsen og Erling Olsen. Men i dag — og det er ikke for at være arrogant — kan jeg ikke se andre end mig selv.«

Messerschmidt lægger oveni: »Den eneste relativt velfunderede EU-modstand, vi har i Danmark, udspringer af Dansk Folkeparti og dermed af mig.«

 

 

Martin Flink: ’Messerschmidt — Portræt af en politisk ener’. 374 s. ill. 249 kr. People’s Press

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

De fleste er flinke, når man lærer dem at kende. Men flink er et lidt vagt adjektiv, især hvis det som i mit tilfælde, da jeg fik realeksamen og en lille skriftlig udtalelse med på vejen, bliver stavet med g: fling. Sammenholdt med konklusionen: ikke egnet, gjorde det at jeg ligesom ikke rigtigt kunne bruge beskrivelsen til noget erhvervsrettet. Men ok, nu er det så heller ikke min habitus, men Morten Messerschmidts fotogene og på mange måder mere talentfulde, der er på tapetet.

Glædeligt er det under alle omstændigheder, at flink er stavet korrekt - tænker jeg, hver gang jeg ser det ord. Skal man være flink, skal det være med k ellers kan det være ligemeget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Svaret er ja.

Messerschmidt er formentlig et godt eksempel på den type, der forener en stor intelligens med en lille forståelse for sine omgivelser. Typen er ikke helt sjælden, de fleste kender en eller flere.

Der er ingen modsætning mellem stor intelligens og lille forståelse, tværtimod. Hjernen har to principielle strategier, der varetages af henholdsvis venstre og højre hemisfære. Den ene fokuserer på træerne, den anden overskuer skoven. For at opnå det bedste resultat, skulle de to hjernehalvdele gerne deltage ligeligt, men gør det ikke altid. Den ene kan dominere. Hvis f.eks. den venstre dominerer, kan man få en person, der ikke kan se skoven for bare træer.

Hvad vil det sige? Jo, tag mit yndlingseksempel Ayn Rand. Hun kunne ikke krydse gaden i New York af frygt for bilerne, men kastede sig til sidst ud mellem bilerne og håbede på det bedste. Rand kunne simpelthen ikke se trafikken for bare biler. Tilsvarende kunne hun ikke se samfundet for bare individer og mente ligesom Margaret Thatcher,at samfundet ikke eksisterer. Det er ikke talemåder, deres hjerner kunne ikke se det. Men skulle mene, at det var et handicap, og Rand måtte også som barn gå meget ondt igennem i familien (som hun ikke kunne forstå og ikke tolerere) og blandt skolekammeraterne (som hun ikke kunne forstå og ikke tolerere), men handicappet har også en plusside.

De ressourcer, der ikke bruges af højre halvdel til en helhedsforståelse, der rummer de sociale relationer, og dermed til empatiske emotioner og familiefølelse, syntes at blive overført til venstre halvdel, der bliver et træfokuserende analytisk kraftcenter, hvad vi identificerer med høj intelligens. I tillæg til denne høje intelligens, der kan intimidere folk, er disse halvhjerner totalt overbeviste om, at de har ret, fordi de er blinde for den anden side. Og denne overbevisning har nemt ved at overbevise andre. Ayn Rand blev således gudinde for en masse højrefolk i USA. Greenspan forblev en trofast discipel og som formand for the Fed prøvede han at realisere hendes politiske budskab om al magt til enerne med de kendte resultater.

Hvad der er sket med Messerschmitt er formodentlig netop en sådan forskydning af hjerneressourcer fra højre til venstre, der med artiklens ord har gjort ham til et vidunderbarn og en skidt knægt og en politiker, som altid klarer sig fremragende i debatter uagtet sine synspunkter.

Psykiateren Ian McGilchrist, der på blændende vis har udfoldet og dokumenteret dette syndrom, mener, at kulturudviklingen i Vesten siden 1600 tallet har undergået en tilsvarende og accelererende forskydning fra skovmodus til træmodus—vi husker Foghs første nytårstale, hvor skoven skyggede for de høje træer—og at vores nuværende samfundsmæssige krise netop er et udtryk for denne ’djøficering’ af alt. Han kan sagtens have ret.

Se McGilchrist udlagt som tegneserie på RSA Animate. (Det er ikke så let, som det foregiver, men hold ud til slutningen, hvor Berlusconi dukker op!):
http://www.youtube.com/watch?v=dFs9WO2B8uI

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand 

Som ofte her et velvalgt foto - og så er det oven i købet leveret af DF, og dermed godkendt af Messerschmidt selv. Der åbenbart ikke selv kan se, hvor naragtig han ser ud. Forøvrigt er det utroligt så megen Pan-Cake makeup det kræver for ham at vise sig offentligt på tv.

Som jurist betragtet lider han så voldsomt af tunnelsyn, at jeg ikke fatter han kan fungere som underviser. Det må skyldes hans særlige evne til aldrig at lade sig distrahere af kendsgerninger, da han selv jo altid sidder med sandheden. Men han er da et venligt menneske...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"Rand kunne simpelthen ikke se trafikken for bare biler. Tilsvarende kunne hun ikke se samfundet for bare individer og mente ligesom Margaret Thatcher,at samfundet ikke eksisterer. "

Jeg ved ikke noget om hvad Ayn Rand og Margareth Thatcher har udtalt, men det er jo sandt at "trafik" og "samfund" ikke eksisterer. De to ord henviser til ideer, og ikke ideernes genstand.

Når nogen ikke kan se skoven (ideen) for bare træer (faktaene; det eksisterende), har den oprindelige intention måske været at pege på noget tilsvarende? Den gængse tolkning om, at udtrykket er en kritik af for megen detailfokus, pedanteri eller manglende overblik, virker noget søgt...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Johannsen

Jeg har ikke læst artiklen.

Min mor mener ligesom hendes mor, at man selv vælger hvem man vil omgås og at man altid kan vælge at blive eneboer hvis udvalget af menneskeligt selskab er for sølle.

Denne lille sætning beskriver i hovedtræk min holdning til DF, herunder medlemmer og tilhængere.

De kan ikke undskyldes, rascisme er og bliver forkert ligemeget hvordan man vender og drejer den og skal holdes nede med intelligent modpres.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

@Heinrich

"Jeg ved ikke noget om hvad Ayn Rand og Margareth Thatcher har udtalt, men det er jo sandt at “trafik” og “samfund” ikke eksisterer. De to ord henviser til ideer, og ikke ideernes genstand."

Du er ironisk, ikke osse?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvorvidt Niels Engelsteds analyse af Messerschmidt, hjernen, Ayn Rand og Margareth Thatcher har noget som helst på sig, men et eller andet sted lyder det ustyrligt morsomt.

Hvem der i givet fald først har fået idéen til trafik og samfund er det derimod nærmest uhyggeligt at tænke sig til.

anbefalede denne kommentar