Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vinteren kan komme an nu

Bon Iver stillede op med ni mand og spækkede sit forventningsfulde publikums vinterforråd op med mesterlig melankoli i en af de smukkeste, mest omskiftelige og generøse rockkoncerter set og hørt længe. Det kunne end ikke Falconer Salens gjaldende ramme spolere
Justin Vernon (i skovmandsskjorte) havde et otte mand stort backingband med i Falconer Salen i lørdags.

Justin Vernon (i skovmandsskjorte) havde et otte mand stort backingband med i Falconer Salen i lørdags.

Martin Rosenauer

Kultur
7. november 2011

Verden er blevet vendt på hovedet for Justin Vernon. For snart fem år siden forskansede han sig i sin fars afsidesliggende hytte, mens vinteren hylede gennem Wisconsin. Han var i bund, på bar bund. Kæresten var drevet fra ham, han gamblede for meget, drak tanden mere, hans gamle band sejlede, og en rædsom mononu- kleose sørgede sågar for at jorde ham de sidste centimeter gennem gulvbrædderne i hans selvvalgte eksil.

Det blev trods alt en mindeværdig vinter, for i al sin afmagt fik Justin Vernon skrevet den suveræne samling sjælesøgende og -sørgende sange, der under navnet Bon Iver skaffede ham et reelt gennembrud på verdensplan.

Lørdag aften stod den forhutlede musiker med den hjerneknugende og tænderskærende falset så som en happy camper og lykkelig overlever i en udsolgt Falconer Salen på Frederiksberg. Fra scenekanten mærkede manden tydeligvis kærligheden fra 5.000 überbegejstrede publikummer, som havde ventet på denne stund i månedsvis. Og måske ligefrem groet fuldskæg til lejligheden. Der var i hvert fald mange Justin Vernon-lookalikes derude.

De blev så absolut ikke skuffede af en koncert, der gav mere valuta for pengene end set og hørt ganske længe. 280 kroner for 100 minutter med det otte mand store (backing)band, der velspillende og legesygt supplerede 30-årige Justin Vernon med livsglubsk instrumentføring, var ikke tyveri.

Selv om det generøse set-up i højere grad tilgodeså Bon Ivers nyeste plade, den selvbetitlede og grandiose Bon Iver fra i sommer, så ramte frontfiguren reelt de inderligste øjeblikke, når han gav sig i kast med albumdebuten For Emma, Forever Ago's mere skrøbelige og spinkede sangkonstruktioner. Men Bon Iver magtede altså begge kapitler i den foreløbige fortælling.

Mere end stående ske

Lydbilledet i Falconer Salen kommer let til at slås med gjaldende ekkoer, og derfor mudrede nogle af de tungt læssede sange fra 2011's Bon Iver til. Det var dog ikke værre, end at det særdeles veloplagte bands rockede gruppedynamik med en gyldent klingende messingsektion (deriblandt den stærkt oversete bassaxofon, altsaxofon, trompet, trækbasun) og to synkront synkoperende trommeslagere tilførte lydfladerne masser af den fornødne detaljerigdom og tekstur.

Bon Iver lagde ud med en eksplosiv udgave af »Perth«, som hurtigt indikerede, at kapelmesteren og hans otte løjtnanter ikke skød med løst krudt. Der var tryk på, bratte breaks og violin- og saxofonsoloer i et tilpas syret mix. Et klart signal om, at det skulle blive mere end en aften i posituren 'stående ske' for de mange kærestepar.

Snart efter demonstrerede Justin Vernon, at hans stemmepragt er decideret uforlignelig i international pop og rock p.t. Da den første teknisk krævende passage meldte sig (på omkvædet »Never gonna break« i »Minnesota, WI«), angreb han den så overlegent og ekstra fraserende, at vokalen stod mindst lige så tindrende klart og blåtonet som på plade. Mildest talt imponerende.

Et ølkrus i det fjerne

Overgangene mellem sangene var som regel ordløse, men af og til dristede den sky Justin Vernon sig til mikrofonen og underholdt med improviserede anekdoter. Han følte sig tydeligvis tilpas i København, som han også gav udtryk for til overtegnede i et interview engang i foråret. Mens sydeuropæerne ikke rigtig fatter Bon Iver, ånder vi den samme frostklare melankoli. »It's almost wintertime. I know you guys know a thing or two about winter«, grinede han halvvejs i koncerten, mens bandet fik sig en kort pause. I stedet skiftede frontfiguren sit keyboard og sin elguitar ud med en akustisk en af slagsen, plantede sig i en ensom lyskegle og gav det smægtende publikum en intim indføring i de dyrekøbte erfaringer, der var med til at skabe Bon Iver. Nummeret »Re:Stacks«, hvor fortællingen om en pokerderoute fungerer som metafor for tabet af kontrol og kærlighed, er en af Justin Vernons fineste bedrifter, og da den sjoskede rudimentært derudad, blev der så tyst på Frederiksberg, at man kunne høre et tomt ølkrus ramme gulvet i den anden ende af salen. Det er sjældent, jeg får våde øjne under en koncert, men det her var et af de øjeblikke, som forhåbentlig kan blive ved med at ulme i erindringen. »Your love will be ... safe with me,« fraserede sangeren, så næsten intet af den oprindelige melodi var tilbage, og mens de nye toner klingede ud og blev slået tilbage af bagvæggen, tog bandmedlemmerne igen opstilling omkring deres musikalske omdrejningspunkt. Parate til endnu et nummer fra debuten, hittet »Skinny Love«, der blev afleveret som en gospelswingende fællesjam.

Inden ekstranumrene fulgte en brusende storladen »Calgary«, og så satte Bon Iver endegyldig trumf på med den på én gang klagende og håbefulde »The Wolves (Act 1 & 2)«. Kuldegysningerne dryssede gennem den tryllebundne sal, der snildt kunne abstrahere fra det hist og her forplumrede lydbillede og vel kun kunne klage over én ting: At Bon Iver ikke også fandt plads til den mesterlige »Flume«.

Ellers blev der provianteret på fornemste vis. Vinteren kan komme an nu.

 

Bon Iver, Falconer Salen, Frederiksberg, lørdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en god anmeldelse til en fantastisk koncert!