Fredag aften kunne man for anden gang høre, hvordan dirigenten Adam Fischer har tænkt sig at traktere Beethoven ved sit nye storprojekt med DR Underholdningsorkestret. Efter at have indspillet samtlige Mozartsymfonier er turen kommet til Beethovens, denne aften med opførelsen af hans tredje symfoni Eroica.
Valdemar Lønsted skrev her i avisen efter Fischers første Beethoven-koncert i november at "det var en genfødt og så at sige omdøbt Beethoven".
Det må stadig være overskriften.
Når Fischer og Radiounderholdningsorkestret går på scenen ved alle, at der er lagt op til alt andet end traditionel opførelsespraksis. Vi snakker hverken originalinstrumenter eller påtrængende nyfortolkninger, men et legerum som blev etableret med Mozart-indspilningerne. Med så store projekter som Fischer har med sit danske orkester er der plads til at revolutionere og rydde op og kaste sig over en stamcelledyrkning, der med rette kan lede talen hen på genfødsel.
Kodeordet er kammerspil. Og til dette er Fischer blot en fødselshjælper. Det vil sige, naturen går sin gang og musikerne får frit spillerum til at konversere med hinanden og fremføre deres stemmer, men falder noget udenfor eller begynder det at skride en centimeter, bliver der samlet op og styret på plads i samme nu.
Det er en fødselsproces, der er hørlig, så man når at opleve både rytmiske udsving og spage konversationer og at savne mere gennemførte idéer, men friheden er berusende stor og spændingen rørende. Både Mozart og Beethoven fik under aftenens koncert lov til at udfolde sig for ørerne af publikum og radiolytterne, som var man med i en realityudsendelse om musikkens tilblivelse.
Mozarts g-mol-symfoni startede måske frustrerende ufarlig. Den nerve dirigenterne ellers kan konkurrere om at give den dramatiske start var suspenderet til fordel for kammerspillet. Det hører til denne opførelsespraksis, at man ikke kan gå ind til den med forventninger. Man får ikke sit kick af en overordnet vilje, men må forholde sig til den uforarbejdede refereren af musikken. Forført bliver man ikke. Til gengæld udfoldede andanten sig som samtaler under natten, så der blev åbnet for en bøtte af uudfoldet skønhed hos Mozart, små fine replikker, der udfoldede sig med jomfruelig skønhed og ledte til et mindre hjertebrist hos denne anmelder. I sidste sats var der rod mellem spørgsmål og svar, så svarene faldt oveni spørgsmålene og musikken talte i munden på sig selv, men havnede dog i en sikker kurs af stærkt og forløsende rytmisk spil.
Sikker løssluppenhed
Og Beethoven? Det var vel som 50 minutter i motionsrummet. Eller multirummet, som der var noget, der hed i gamle dage. Det er jo vanvittig musik, et meget besværligt barn og pædagogikken må overordnet være noget med at lytte til det og lade det komme med alle sine skøre idéer og indfald, til der er overblik over den kreative slagmark. Her herskede både anarki og Broadway-lækkerhed, der fik mig til at fundere over, om ikke Beethoven egentlig var en europæisk amerikaner eller om det bare var underholdningsorkestret, der havde dette med sig. Solisterne klarede sig fremragende, strygerne havde en dejlig skarp lyd med kant på og hornene trygge og velspillende i deres trio. Fischer havde nok at gøre med at give frihed til alle disse individer til den løse skjorte var gennemblødt. Først til sidst indtog han småhinkende selv mere af billedet. Men et lille hink for Fischer er et stort hop for orkestret og den enorme symfoni blev landet med sikker løssluppenhed uden tvivl om, at hertil var ingen nået uden denne lille, stærke mand.
Fischer snakker selv om, hvordan Beethoven er formuleringen af livets største følelser. Det kan være heroisk og rage rundt i størrelser, der er umoderne for vores tid, men, som Fischer siger, alle der har stået med deres nyfødte i armene har prøvet det, som Beethoven formulerer. Beethoven selv havde ni børn. Det skal blive rørende at høre de næste syv komme til verden i et koncerthus i Ørestaden.
Mozart og Beethoven. DR Underholdningsorkestret. Dirigent: Adam Fischer. Koncerthuset. Koncertsalen. Fredag den 2. december kl. 19.30
