Læsetid: 3 min.

Den anale filmgrafolog

Fra sin egen verden regeret af Freud, Godard, Bob Dylan og Jytte Rex har Christian Braad Thomsen skrevet et indigneret kampskrift mod DFI’s støttesystem og tydet seks danske auteur-instruktørers ’håndskrift’. Det svinger mellem filmteknisk indsigt og trættende typisk thomsensk selvoverbevisning
8. december 2011

Christian Braad Thomsen har sine forbilleder og sine kæpheste. Dem rider han på godt og ondt i bog efter bog, debatindlæg efter debatindlæg. I Film med håndskriftraser han mod et konformt, kujonagtigt og publikumsleflende støttesystem, der i sin tid blev søsat af Henning Camre. Og så insisterer han atter på vigtigheden af den auteur-kunst, som han også hyldede i Kameraet som pen(1994). Film bør, mener han, som det skete hos 60’ernes filmiske nybølge-instruktører, skabes med — og værdsættes for — et særegent personlig kendetegn: ’en håndskrift’. Hertil læser han seks danske instruktørers samlede oeuvrer: Simon Stahos, Lars von Triers, Nils Malmros’, Christoffer Boes, Pernille Fi-scher Christensens og — ikke mindst — Jytte Rex’. Det gør han med passion og skarp kritisk sans, medfilmteknisk indsigt og analytisk gåpåmod, men også med en trættende typisk thomsensk selvoverbevisning.

Kongen af Rex

Auteur-udlægningerne er, som det altid er tilfældet med Thomsen, velskrevne, anekdote-gavmilde, hamrende skråsikre og ofte old-schoolfreudiansk inspirerede. Den vedlagte dvd med oversete værker af Rex, Staho og Christensen er en gave. Foranlediget af Thomsens udvalg af netop de seks auteursfristes man til at mime hans evne til drilsk spydighed og skrive, at Film med håndskrifter alle tiders julegaveidé — fra Christian Braad Thomsen til Jytte Rex. Thomsen, der har boet med Rex i 25 år og stadig producerer hendes film, tager kritikken af sin inhabilitet på forskud. Kærlighed gør ikke blind, men er, skriver han med et Grundtvig-citat, »lysets rige, hvor ret den trænger ind«. Thomsen trænger ind i sin eks-partners oeuvremed en viden og indlevelse som ingen andre tilsyneladende har. Men selv om han samtidig absolut ikke er ukritisk, harcelerer han over al modstand, Rex nogensinde har fået. Det lugter en smule af unødvendig (og patriarkalsk) beskyttertrang.

Som så mange andre skriver han generelt bedre på begejstring end på foragt, men tør at skrive sig helt ud i begge hjørner. Triers drilske Direktøren for det heleer således verdens dårligste film, intet mindre. Stahos Magi i luftener en »parfumeret stinker«. Nicolas Winding Refn, som denne anmelder personligt aldrig ville udelade fra selv den korteste liste over danske auteurs,får hug for Valhalla Rising— uden at årets ultracool ’krusedulle’, Drive, nævnes med ét ord. Vinterbergs Festennævnes i forbifarten, som var den en ubetydelig parentes i Dogmefilm-historien. Anderledes nuancerede er iagttagelserne af det særegen malmroske kunstsprog. Der er interessante tanker om udviklingen af personinstruktionen hos Trier, og det er en gestus, at Staho og Christensens samlede værker bliver gransket. Generelt har Thomsen et stærk blik for det filmtekniske og de visuelle valg. Man mærker, at det er en udøvende filmmand, der skriver. Kender man til hans øvrige forfatterskab føles brugen af Hitchcock, Freud og Dylan dog rigeligt rutinepræget. Den Thomsenske verden kan føles lidt lille, når alt — virker det til — kan belyses af et Dylancitat. Og det er langtfra dumt, men meget karakteristisk, at han bruger psykoanalysen til at finde en ’anal signatur’ i Malmros’ værker.

Lortekast

Dertil har Thomsen selv et barnligt (analt) behov for at smide med lort: Politikens Bettina Heltberg skriver »med vanlig uforstand«, nærværende dagblads tidligere filmredaktør er »den meget konservative Morten Piil«, der kun forstår sig på Hollywood. Og Thomsen fristes til at tage Triers ironi bogstaveligt, når denne i De Fem Benspændbanaliserer Jørgen Leths dokumentariske virke. Og så videre. Hertil provokeres jeg, måske sippet, af en sproglig uforsigtighed, når Thomsen for eksempel om Anne Marie Helger i Trier-eksperimentet Mara-thonskriver om »den voldtægt, der var hendes seksuelle debut«. I Malmros’ Skønheden og udyret(1983) afslører en datter for sin (måske) incestuøst fristede far, at hun da har været i seng med fyre. Thomsen skriver: »Det kan man da kalde en narrefisse, og det samme gælder filmen.« Til ovennævnte kritikpunkter kan man helt sikkert vælge at sige »åh hååh hååå, gode gamle Christian Braad Thomsen, SÅ kender vi ham igen«, grine af hans urimeligheder og klappe ham på ryggen for at svine, hvor andre tier. Men det trækker også troværdighed fra hans projekt som indlevet ’filmgrafolog’, der gennem sine læsninger insisterer på, at et støttesystem ikke bør lade sig diktere af kommerciel succes; insisterer på at bringe overset filmisk ’skønskrift’ frem i lyset; og insisterer på og overbeviser om, at det at lave en mislykket film kan være et trin på vejen til siden at efterlade en mesterlig krusedulle i filmhistorien.

Film med håndskrift. Christian Braad Thomsen. Tiderne Skifter. 320 sider samt dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu