Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Angelina Jolie går i krig

Hollywood-stjernen debuterer med en sjældent autentisk film om Bosniens borgerkrig, mener en krigskorrespondent, som selv dækkede krigen. I anledning af filmens premiere har hun talt med instruktøren
Angelina Jolie har selv skrevet manuskriptet til ’In The Land Of Blood And Honey’, som hun også har instrueret. Filmen har netop haft premiere i USA, men i Danmark må vi vente med at se Jolies instruktørdebut til begyndelsen af 2012.

Angelina Jolie har selv skrevet manuskriptet til ’In The Land Of Blood And Honey’, som hun også har instrueret. Filmen har netop haft premiere i USA, men i Danmark må vi vente med at se Jolies instruktørdebut til begyndelsen af 2012.

Laszlo Balogh

Kultur
21. december 2011

Da vi mødes i en café i Budapest, er Angelina Jolie netop kommet tilbage fra Misrata, hvor et af de længste og blodigste slag i Libyens borgerkrig stod. Men trods barske indtryk fra den krigshærgede by, er hun ikke rystet.

»Når jeg tager til en konfliktzone, er jeg altid villig til at lære. Jeg får briefinger, jeg læser bøger, jeg taler med folk,« siger hun. »Men først og fremmest tager jeg af sted for skabe opmærksomhed. Når jeg så kommer hjem, griber jeg telefonen og ringer til nogle mennesker og forsøger at få noget gjort.«

Samme indfaldsvinkel har hun anlagt til sin instruktørdebut, In The Land Of Blood And Honey, der netop har haft amerikansk premiere. »Jeg var ikke bange for at spørge fotograferne til råds om filmens tekniske detaljer. Jeg lyttede til mine skuespillere — de fleste har selv erfaringer fra krigen at trække på. Så jeg lyttede til deres historier og forsøgte at indarbejde dem.«

Over 100.000 blev dræbt, da Bosnien, Serbien og Kroatien løsrev sig fra hinanden langs etnoreligiøse linjer. Det er på denne dystre baggrund, at Jolie skaber en kærlighedshistorie om Danijel, en serbisk soldat, og Ajla, den bosniske kvinde, han genser under krigen.

Isolation og grusomhed

Som krigskorrespondent, der oplevede Sarajevos belejring på tæt hold, blev jeg førstehåndsvidne til etnisk udrensning, til nedbrændinger af huse, til kolonner af flygtningestrømme (og en dag så jeg en hund løbe ned ad gaden med en menneskehånd i munden). Så det var med kritiske øjne, jeg gik ind for at se Blood and Honey. Jeg var på vagt over for uægte detaljer.

Jeg blev dybt imponeret. Hvordan kunne en kvinde, der kun var 17, da konflikten brød løs i april 1992, så indfange rædslerne fra en krig, der i så vid udstrækning foregik som vilkårlige og brutale angreb på civile, med en sådan præcision?

»Da det stod på, havde jeg ingen idé om lidelsernes omfang,« siger hun og indrømmer, at det først var hendes senere rolle som ambassadør for De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge, der gav hende indblik i situationen for Bosniens civile og skærpede hendes trang til at vide mere om krigen.

Jolie har genskabt Sarajevo, præcis som jeg husker byen. Lastbilerne med nødforsyninger, der blev angrebet af bevæbnede serbiske mænd, det unge voldtægtsoffer, der langsomt mister forstanden i et fangenskab, hvor hun gentagne gange sexmisbruges, den fordrukne snigskytte, der retter geværet mod en far og søn, der kører over en bro.

Hendes film skildrer den isolation, som krigen medfører. Jolies film viser, hvad det vil sige at være et almindeligt menneske — en digter, en bankassistent, en lærer, en mor — og blive forvandlet af krigens grusomhed og forræderi mod al medmenneskelighed.

»De mennesker følte det, som om verden havde glemt dem,« siger Jolie. »Det var en tid med enorme lidelser, og jeg ville skildre, hvor modige nogle mennesker var. Jeg har lavet filmen for at minde alle om krigen. Men selvfølgelig er det kun de mennesker, som selv oplevede den, som helt vil kunne forstå dette,« siger hun.

Farlig vej til skolen

Filmens ægthed beror i vidt omfang på, at dens skuespillere alle er fra det tidligere Jugoslavien — en blanding af serbere, muslimer og kroater — og selv oplevede krigen på nært hold. Den mandlige hovedperson, Goran Kosti, kommer fra en familie med fornemme militære traditioner. Hans skildring af en officer, der tvinges til grusomme handlinger imod sin vilje, er ærlig og hudløs. Vanesa Glodjo, en kvindelig birolleindehaver, mindes, hvordan hun blev »skudt på mange gange. Men de fik aldrig ram på mig på min vej til skole. De sårede mig hjemme hos mig selv med en mortérgranat«. Og så er der Ermin Bravo, en ung skuespiller, der var barn under belejringen. Under optagelserne bar han de selv samme lappede, flossede militærbukser, som hans storebror var iført som en af Sarajevos forsvarere. Bravo husker, hvordan han havde »glemt, hvordan en banan smagte« — byens borgere levede af humanitære bistandspakker, som stort set bestod af ris, pasta, mælkepulver og en slags flydende ost. For flere bragte filmindspilningen ubehagelige mindelser. »Det var svært for mig, for dengang kæmpede min far i krigen, mens jeg boede hos min mor og søster,« siger Alma Terzic, en anden kvindelig birolleindehaver, som mistede 28 medlemmer af sin familie. »Det var et kæmpe ansvar,« siger hun. »Det var min pligt at spille så sandt som muligt.«

De nuancer, Jolie tilfører filmen, er afgørende.

»Det var halvt manuskript, halvt improvisation,« siger hun og indrømmer, at hun var afhængig af de lokales indsigter.

Jeg var i Sarajevo sidst i juli 2010 på 15-års-dagen for massakren på 8.000 mænd og drenge i Srebrenica, da det kom frem, at Jolie og hendes partner, Brad Pitt, var i Foca i det østlige Bosnien. Foca var hjemsted for de såkaldte ’voldtægtslejre‘ — haller eller skoler, hvortil pågrebne bosnisk-muslimske kvinder blev ført, nogle gange i busser, for at blive voldtaget igen og igen af serbiske soldater. Nogle af ofrene fortalte mig, hvordan de blev voldtaget op til 10 gange om dagen. En pige var 12 år, da hun blev sendt til Foca og voldtaget ved siden af sin mor.

Rædselsvækkende

Voldtægtsspørgsmålet er følsomt i Bosnien. Først hed det sig, at Jolies filmmanuskript handlede om en kvinde, der forelsker sig i sin voldtægtsmand. Men Blood And Honey er mere kompliceret: Den fortæller historien om et par, der mødtes før krigen, og en kvinde, der bliver sendt til lejrene.

Jolie har med rette gjort meget ud af at betone, at Sarajevo før krigen var en multikulturel by, og at naboer, der engang var klassekammerater, vendte sig imod hinanden med nyfundet had.

Nogle scener er næsten lige så levende og rædselsvækkende som den virkelige krig, det gælder f.eks. den, hvor Vanessa Glodjo efterlader sit spædbarn, fordi hun vil hen og stjæle i et udbombet apotek, da ingen af naboerne har medicin. Hun kommer hjem og finder ham død, ramt af en snigskyttes kugle. Hendes smertensskrig virker ikke som skuespil. Glodjo gennemlevede krigen. Over 100.000 mennesker døde, herunder tusindvis af børn. Vi er nogen, der husker, hvordan børn blev dræbt, bare fordi de legede. Eller hvordan ’Romeo og Julie’ — et serbisk-muslimsk par, der straks efter deres bryllup, blev skudt, imens de holdt hinanden i hånden, da de var på vej hen over en bro for at fortælle familiemedlemmer om den glædelige nyhed. Deres lig lå på den bro i dagevis — snigskytter skød på enhver, der forsøgte at flytte dem.

Jolies par mødtes før krigen, i en tid, da den tidligere olympiske værtsby Sarajevo var hovedstad for kunst, musik og poesi. Gennem deres øjne, ser vi den fremadskridende opløsning af dette samfund — og hvad mennesker er i stand til at gøre mod andre mennesker for at overleve.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Håber det bedste, men frygter filmen er for amerikansk.

Krigene på balkan vil for mig altid stå for det civiliserede menneskes forvandling til noget værre end dyr. Og Srebrenica som en skamstøtte, hvor FN mistede sin uskyld og troværdighed.

Verden havde nok set noget anderledes ud, hvis FN havde handlet i overensstemmelse med sin egen retorik.

Heinrich R. Jørgensen

Mange nye amerikanske film laves ikke længere af de store studier, men af mindre selskaber, hvis ejere ofte er block-buster- skuespillere.

Det er en fejl, at antage at det at være populær skuespiller, betyder at vedkommende er overfladisk. Tværtimod.

Filmen "Savior" omhandlende samme emne havde Dennis Quad i hovedrollen, men det gjorde den absolut ikke hollywoodsk på nogen måde, den er ekstrem brutal at se.

Må indrømme at jeg har det dårlig når jeg se Jolie's kunstige (oppustet?) læber, og har forventet ingen stor kunst af hende. Men hvis anmelderen her skriver sandt, så den film er værd at se!

Jeg synes at kunne erindre et billede af hende som barn som betyder at de læber er ægte. Der er muligvis andet der ikke er... ;o)

Thomas H. Pedersen

Anders Jensen:
FN handlede ligesom FN sagde de ville sætte sig i mellem to parter også intet gøre.. på Balkan er ikke det første eller det sidste sted FN har fejlet...

Som Torben Skov:
siger så er de vist ægte hendes læber men man ved jo aldrig i Hollywood

@Thomas H. Pedersen.

Srebrenica var erklæret sikker zone. De hollandske FN-soldater gjorde bestemt ikke meget for at hindre udrensningen. Tværtimod hjalp de vist - i al fald nogle steder - med at sortere muslimerne.

Hvis jeg ikke husker meget galt var der rent faktisk jagerfly i luften som ikke blot undlod at gribe ind (kan gøres på mange andre måder end beskydning), men ovenikøbet blev kaldt tilbage, således at selv observation fra luften ikke var tilgængelig.

Srebrenica er stadig et stort traume i Holland.

FNs generalsekretær har også været ude med en officiel undskyldning. Det er vist ikke sket hverken før eller siden.

Stephan Paul Schneeberger

jeg håber på at en dag det kommer frem hvilken at eu kunne have ungeået krigen - men ingen rørte en finder fordi alle havde være deres hest i løbet for at vine, fordi landet var alt for "kommunistisk" for eliten.

@Ervin Lazar

Må indrømme at jeg har det dårlig når jeg se Jolie’s kunstige (oppustet?) læber...

Hun godt nok ikke været ret gammel da hun fik kunstige læber, eller også er du et fjols?

http://www.posh24.de/photo/272810/angelina_jolie_jung_klein

Debattørerne bedes respektere, at instruktørens udseende ikke er relevant for filmens tema.

Debatvært
Espen Fyhrie

Unskyld! :)

Michael Knudsen

@Anders Jensen

I følge den nye norske dokumentar, var angrebet på Srebrenica aftalt spil. Alija Izetbegovic (daværende bosnisk-muslimsk leder) og NATO mente, at angrebet var nødvendigt, for senere hen at kunne bruge det som undskyldning/begrunding for at bombe serbiske byer, eks. Republika Srpskas første hovedstad, Pale (ikke så langt fra Srebrenica).

Om de hollandske FN-soldater ligefrem hjalp til med at sortere folk skal jeg ikke kunne sige, men de havde ikke andre muligheder end at se passivt på, da de var omringet fra alle sider.