Læsetid: 4 min.

Bliv ved med at spørge

Tredje bind af ’Platons Samlede værker’ gør samtalebogen til adækvat filosofisk genre
30. december 2011

Det er bare rigtig ærgerligt, at adjektivet ’platonisk’ i vore dage for langt de fleste er blevet synonymt med noget så kedeligt og luftigt som kærlighed uden sex. For når man læser Platons værker i den nye, store, flot tilrettelagte seksbinds totaloversættelse, må man sande, at den platoniske tankeverden vibrerer af liv og emmer af lidenskab. Ikke af kødelig lyst, måske, men af engagement i hele menneskelivet og trang til at finde ud af, hvori det gode består. Svaret lyder gerne: Kend dig selv! Men omkring det samler sig masser af fortsat levende og anvendelig indsigt.

Værket er nu nået frem til tredje bind, der rummer i alt tolv dialoger (eller polyloger — der er ofte flere partnere i samtalen end to). Nogle af bindets tekster er lagt an på at nå til en definition, andre forløber som åbne processer. Nogle er refererende, andre af den intense, dramatiske art. Oversættelsesstrategisk tilstræber værket — 80 år efter forgængeren — at komme samtiden i møde, så det f.eks. er tilladt i en samtale at sige »Fair nok«, når man må bøje sig for et stærkt argument!

Redaktionen har desuden i optakterne til de enkelte tekster stillet oversætterne frit med hensyn til at aktualisere. Den chance snapper Ole Balslev og Ivar Gjørup i indledningen til ’Gorgias’ (om retorik og politik), der uden det store besvær kan læses som en kommentar til dansk politik under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke!

Tolv skrifter på række

Læseren får først tre korte Platon-tekster: ’Hipparchos’ om grådighed, ’Rivalerne’ over filosofiens væsen og ’Theages’ om visdommen og dennes værd. Så kommer ’Charmides’, hvis hovedemne er besindighed, ’Laches’ om modet på slagmarken og den forstandige ’Lysis’ om venskab. De næste fire skrifter hører under de krævende. Den underholdende ’Euthydemos’ former sig som en langtudtrukken filosofisk spøg, hvor to sofister går bananas i serier af logiske flertydigheder og fejlslutninger fyldt med fælder og benspænd, bivånet henne på sidelinjen af Sokrates, der gang på gang opfordrer dem til at tage sagen alvorligere og droppe kampene om, hvem der får ret, til fordel for den fælles interesse i at skelne mellem godt og dårligt, rigtigt og forkert.

Næste dialog hører til gymnasieklassikerne. Det er den lange, refererende ’Protagoras’, hvori Sokrates stiller det store spørgsmål, om man kan lære at blive et godt menneske, og med sin dialogpartner når til enighed om fem særlig gode karakteregenskaber. Hvis et menneske skal kunne kaldes for godt, må han kende, forstå og handle ud af retfærdighed, velovervejet selvkontrol, mod, indsigtsfuld klogskab og gudhengivenhed. Ikke just træk, der præger datidens (Athen i 5. årh. f.Kr.) eller nutidens spindoktorer.

Skal en hersker behage?

Disse kommer på dagsordenen i den ligeledes klassiske ’Gorgias’, som drøfter retorikken og dens plads i forhold til politikken. Her tager Sokrates et vue over byens fire seneste folkehelte: Milthiades, sejrherren fra Marathon i 490 f.Kr.; Themistokles, sejrherren i søslaget ude ved Salamis, 480 f.Kr.; Milthiades’ søn Kimon, der vandt en afgørende sejr i Lilleasien ti år senere — og dennes rival Perikles, der i hen ved tyve år var statens overhoved og sikrede Athens imperium til søs. Mange i byen så tilbage på disse fire med ærefrygt; men Sokrates piller dem alle ned på stribe. Nok byggede de fæstningsværker og berigede byens, men borgerne blev ringere mennesker under deres ledelse! De prøvede at behage, de leflede for borgernes dårlige sider, de delte slik ud til folket. Det minder om et eller andet. Heroverfor vil Sokrates hævde sit krav om sjælens sundhed. Dette kaldte man under retssagen imod ham »at fordærve den opvoksende ungdom«.

Tredjesidste del af tredje bind er ’Menon’, hvor titelfiguren og Sokrates diskuterer et både filosofisk og pædagogisk problem: Kan man undervise andre, sådan at disse bliver gode til noget? Kan arete (det at være god til noget bestemt) gives videre i det hele taget, eller skal det indøves ved træning, eller kommer det af sig selv? Dialogen kan være svær at følge, fordi samtalepartnerne konsekvent taler forbi hverandre. Menon har opmærksomheden rettet mod gode og nyttige evner, det man i dag kalder ’kompetencer’, hvorimod Sokrates går efter en anden slags dygtighed — den indre, den ægte og sande — og dermed hen over 2400 år leverer en frisk kommentar til nutidens universitetsdebat.

Sokrates’ position

Hvorfra han taler, viser sig i de to sidste skrifter, ’Den store og den lille Hippias’, der berører flere forskellige temaer såsom det skønne og det gode, men også rummer en kritik af sofisterne og deres handlemåder. ’Den lille Hippias’ munder ud i en aporia, i argumentatorisk vildrede og tankemylder; men forinden har Sokrates sagt, at han har masser af dårlige sider og blot én eneste god, nemlig at han altid bliver ved med at spørge! Lige netop heri ligger værkets enestående kvalitet. Undertiden når samtalen ikke ud over drillerier og finter, og det er ikke altid, vi ender ved kernen af et problem.

Men at Sokrates og gennem ham Platon hver gang, fra begyndelsen, prøver at gøre sig klart, hvad man forstår ved ordene og de enkelte begreber, det skaber det fokus, som kan forklare, at teksterne lever, også som eksempler på selve samtalens kunst. En samtalebog er måske ikke så ringe en ting endda!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu