Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Bo Skovhus’ svanesang

Bo Skovhus sang Schubert med en ensartet weltschmerz, der savner større følelsesregister
Kultur
3. december 2011

Bo Skovhus er modtager af P2’s Kunstnerpris 2011 og skulle have sunget ved prisuddelingen i september, men måtte sygemelde sig selv. I stedet sang han onsdag aften i Mogens Dahl Koncertsal, hvor DR opsøgte ham med en direkte transmission og en overrækkelse af den lille nodestatuette.

På programmet var Schuberts Schwanengesang med tekster af Ludwig Rellstab, Heinrich Heine og en enkelt tekst af Johann Gabriel Seidl, som i aftenens anledning fik selskab af seks andre Seidl-sange, så der var til et helt program i den størrelsesorden, Skovhus giver sig af med. Schwanengesang betyder selvfølgelig svanesang og betegner komponistens sidste sangudgivelse.

Temaerne er kærlighed og smerte fra forår til efterår. Schubert var syg og vidste sandsynligvis, han skulle dø, da han skrev dem, men det er langtfra et dystert opus. Fandenivoldskhed, levende længsel og jordisk lyst lever side om side med smerte og afsked.

Skovhus startede med en kraftig nasalitet og en lettere forkølet stemme, men man har før hørt ham synge sig varm, så det gjorde han nok også igen. Det er altid en fornøjelse at høre Skovhus’ tyske, der for mange år siden har overtaget hans artikulation, så det ikke er et fremmedsprog.

Seidls sange er langtfra lige så kondenserede som for eksempel Heines. Ved fremførelsen manglede man enten en forståelig overskrift, der givetvis er svær at finde, eller en større kælen for den enkelte sangs udtryk.

Skovhus havnede på at samle alle sangene under en dyb panderynke, hvilket ikke gjorde dem mere forståelige. Kun den smukke »Wiegenlied« gik fri. Heines sange er anderledes dramatiske og surrealistiske. Det er en fornøjelse at høre Skovhus synge »Der Atlas« med den tyngde, der skal til for at undfange, hvad Atlas bærer på, og hvor pissesur han er over sin byrde og sit dumme hjerte, der har forvoldt ham den. Men i de følgende mindst lige så fantastiske sange gik Skovhus alligevel vild i de abstrakte følelseslandskaber. Man savner en større følelsespalet, ikke en større stemmepalet, for nuancer er der masser af, men det hele mudrer sammen i den samme weltschmerz.

Subliminalt spil

Helmut Deutsch’ akkompagnement er pletfrit. Tonerne sidder, hvor de skal, og der bliver arbejdet hårdt og imponerende for det uden større væsen eller udsving. I sin mærkelige underspillethed bliver det til en slags subliminalt spil, der ikke helt når én på aftenen, men som alligevel hænger ved, så det er det, man husker bedst, men en rigtig duo med sangeren kan man stadig savne.

Ved aftenens tredjesidste sang havde Skovhus for alvor fået smurt stemmen, så det var slut med at varme op i nasaliteten og med at spare. Måske ekstranummeret »Es war ein König in Thule« var det bedste, hvor Skovhus, stadig lidt distraherende teatralsk, men til gengæld helt fremme i både stemmen og på scenen fik afleveret den smukke historie om kongens gyldne kærlighedsbæger.

 

Bo Skovhus og Helmut Deutsch. Sange af Schubert. Mogens Dahl Koncertsal 30. november 2011 kl. 20.00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her