Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drømmedans med himmelløft

Arbejdsløsheden truer, men kærligheden vinder i Neumeiers betagende, nye ballet ’Liliom’ med Alina Cojocaru som poetisk gæsteballerina ved Hamburg Balletten
John Neumeiers nye ballet ’Liliom’ for Hamburg Ballet byder på en machovild Carsten Jung og en poetisk Alina Cojocaru, der næppe nogensinde har danset lettere eller mere overrumplende. Her i et af Neumeiers lynløft i flugten.

John Neumeiers nye ballet ’Liliom’ for Hamburg Ballet byder på en machovild Carsten Jung og en poetisk Alina Cojocaru, der næppe nogensinde har danset lettere eller mere overrumplende. Her i et af Neumeiers lynløft i flugten.

Holger Badekow

Kultur
13. december 2011

John Neumeier har altid haft en forkærlighed for løft. Ikke bare løft, der er høje, men allerhelst løft, hvor kvinden glider hen over mandens skuldre med strakte ben. Selvfølgelig mens manden er i løb ...

Sådanne løft vrimler det med i Neumeiers nye ballet Liliom, der netop har haft premiere hos Hamburg Balletten. Neumeier har skabt hovedpartierne til sin egen solodanser Carsten Jung og til gæsteballerinaen Alina Cojocaru fra Royal Ballet — altså til et machomuskelbundt og en lillepige. Liliom er blevet til en dansepoesi, der næsten ikke er af denne verden. Til musik af den snart 80-årige komponist Michel Legrand, der selv benovet modtog applaus sammen med den snart 70-årige Neumeier; begge fylder rundt den 24. februar ...

Stærk mand uden job

Egentlig er historien om Liliom mærkeligt bedaget. Oprindelig var det et teaterstykke af ungareren Ferenc Molnár i 1909, men stykket blev i 1934 filmatiseret af Fritz Lang - og i 1945 omskabt til musicalen Carousel med musik af Rodgers og Hammerstein. Fortællingen om antihelten Liliom er da også bundet til starten af 1900-tallets fattigdom: Liliom er stærk mand i cirkus og en stor stjerne, indtil han mister sit job. Hans kæreste Julie er gravid, så hvad skal han gøre? Udvejen er selvmordet, men Liliom kan ikke bare dø, men må vente hinsides og betragte, hvad der sker med hans elskede og barnet ...

Liliom-historien rummer mange paralleller til arbejdsløsheden i dag; også selv om krisen ikke ligefrem er at mærke på Hamburg Staatsoper, hvor diamanterne glimter i tilskuersalen, så man slår hænderne ned. Men musikken af Michael Legrand er oldschool og vidner om socialrealistiske dønninger fra West Side Story. Her er symfoniorkesterbrus og violin-smerte, men der er også bigband og jazzet råhed som fra ivrige musikere i en arbejdsløshedskø.

Riggins som nørd

Neumeiers Liliom er først og fremmest en dødstolkning. Et slags ’drømmespil’, hvor figurerne mødes igen og igen — i virkeligheden, i fortiden og i fremtiden. Igen og igen ser vi Liliom nedlægge kvinder, stikke dem en lussing og fikse alt med en løgn. Selv Anna Polikarpovas gud-indestærke forførerske får den behandling. Men så er det, at Carsten Jungs muskelsvulmende overarme pludselig dasker slagne ned, fordi hans øjne har fanget Alina Cojocarus tjenestepige med det ømhedsmørke blik.

Neumeier kan sin kærlighed. Og han kender sine dansere. Han har gjort Alina Cojocaru hurtigere her, end jeg mindes at have set hende nogensinde før. Og han har fået Carsten Jung til at danse mindst lige så sexet og adræt som i Omstigning til Paradis sidste år. Denne Liliom lader sin kvinde springe direkte op på sine tonserskuldre, så hun kan flette sine ben rundt om halsen på ham i split. Han er handyret, hun er hans muse. Så når Lloyd Riggins’ demagogiske særling passerer de to forelskede med sine sære tics og sine planer om at sprænge samfundet i stykker, bliver de begge to ofre for hans fantasterier. Og tilskuerne krymper sig, fordi hans nørdede outsider er så hæmningsløs.

Uskyldsballerina

Dermed bliver de elskende sat i endnu stærkere kontrast. Hvor Carsten Jung er kropsbrutalisten, så er Alina Cojocaru kropsdigteren. Ballerinaer i dag har generelt mest travlt med at virke sexede, men Alina Cojocaru har direkte adgang til uskylden i sin dans. Uanset hvor patosfyldt Neumeier placerer hende ved liget af Liliom, så formår hun at danse sin sorgdans, så ikke én bevægelse virker falsk. Hendes tåspidsdans er næsten uhyggeligt eksakt, inden hun trækker festbordets hvide dug op over sin døde mand som det smukkeste ligklæde ...

Dramaturgisk er Liliom ikke indlysende. En æstetisk ballonmand markerer fint lykkens flygtighed foran et omrejsende gøgl af blinkende lys og drejende karrusel i Ferdinand Wögerbauers meddrømmende scenografi. Men Neumeiers dyrkelse af mandens frustrationsvold og kvindens selvudslettelse virker ekstrem.

Alligevel virker ballettens drømmetilstand vidunderligt betagende. Samtidig kan Liliom ses som Neumeiers hyldest til sorgen — og dermed til lykken over at have elsket. De mange gentagelser af lykkeøjeblikkene er i hvert fald stærkere end alle lussingerne. Måske fordi kvinden her løftes op, hvor hun er smukkest i Neumeiers verden: i spagat hen over en mandeskulder.

 

’Liliom’. Ballet baseret på Ferenc Molnars teaterstykke fra 1909. Koreografi: John Neumeier. Musik: Michel Legrand. Scenografi: Ferdinand Wögerbauer. Hamburg Ballet. Spilles også 10., 19. med Urban og Bouchet — og 20. dec. samt 5. og 6. januar med Jung og Cojocaru

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her