Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En egyptisk revolutions anatomi

I januar 2011 rejste den danske dokumentarist Omar Shargawi til Kairo for at optage en film om gadebørn. Men så brød revolutionen ud …
I januar 2011 rejste den danske dokumentarist Omar Shargawi til Kairo for at optage en film om gadebørn. Men så brød revolutionen ud …
Kultur
7. december 2011

»The revolution will not be televised«.Sådan sang salig Gil Scott-Heron i 1970. Det var en anden tid, en anden verden, et andet mediebillede. Dengang var der den officielle historie, som blev formidlet via de statsautoriserede kanaler. Og over for den de talløse virkelighedsfragmenter, som folket bar imellem sig, men ingen kunne stykke sammen til et autoritativt modbillede.

I dag kan krige og revolutioner følges direkte på tv — inklusive gentagelser af de mest blodige detaljer i langsom gengivelse. Som regel er vinklingen og udsynet dog stadig dikteret af journalisternes begrænsede bevægelighed og mediernes dagsordener. Sådan var det imidlertid ikke for den dansk- palæstinensiske dokumentarist Omar Shargawi, da han under et besøg i Kairo i januar i år ved et tilfælde kom til at følge den gryende opstand mod Hosni Mubaraks regime fra første parket.

Shargawi — der i 2010 modtog en Robert for filmen Fra Haifa til Nørrebro— har i de senere år delt sin tid mellem Danmark og Egypten og var egentlig i Kairo for at optage en film om gadebørn. Men da han sammen med en gruppe venner opholdt sig i en lejlighed blot et stenkast fra Tahrir-pladsen, da de første demonstrationer brød ud, reagerede han som en ægte dokumentarist og lagde sit planlagte projekt til side for i stedet at følge udviklingen i gaderne. Resultatet er på én gang blevet en intens logbog over de dage, hvor Det Arabiske Forår kom til Egypten, og et personligt dokument om at befinde sig i begivenhedernes kaotiske centrum, mens ’Den Store Historie’ skrives.

Filmen er skabt i samarbejde med Shargawis svensk-egyptiske kollega Karim El Hakim, og omkring sig har de en håndfuld venner, alle kosmopolitter med arabisk baggrund.

Eufori og vrede

Tilsammen udgør de på sin vis fortropperne for et fremtidens Egypten. Og der går da heller ikke længe, før gruppen må konstatere, at de ikke kan opretholde skellet mellem at være iagttagere og deltagere.

Herfra gennemlever filmmagerne stort set alle de samme stemninger og følelser som det egyptiske folk. De fyldes af skiftevis eufori og vrede, optimisme og desillusion, håb og afmagt.

De bliver vidner til magthavernes brutale overgreb mod demonstranterne, med mange sårede og dræbte som resultat. De oplever at blive fanget og pryglet af civilbetjente. Og eftersom de befinder sig midt i begivenhedernes centrum og dermed har lige så lidt overblik over, hvad der egentlig sker, som alle de mange tusind demonstranter, præges deres gøren og laden også af usikkerheden omkring, hvilken side militæret vælger at støtte. Dikteret af omstændighederne er filmen optaget midt i mylderet, med håndholdt og ofte halvskjult kamera. Indimellem trækker filmmagerne sig tilbage til en lejlighed for at samle kræfter, evaluere situationen eller ringe hjem til familien. Disse åndehuller er fortællingens reflektive rum. Gadescenerne, derimod, formidler mere stemning end overblik. I passager kan man være i tvivl om, hvorvidt klipningen blot accentuerer forvirringen eller reelt fortæller noget. Men i glimt får man de sigende billeder, især af ansigter, der flyder over af årtiers vrede og frustrationer, men også i de sekvenser, hvor filmmagerne har haft held til at indfange konfliktens voldsomme konfrontationer på nært hold.

Helstøbt og subjektivt

Filmen udspiller sig fra den 25. januar til den 4. februar. Altså kun godt en uge. I bakspejlet et splitsekund i verdenshistorien. For de medvirkende et langt, koncentreret øjeblik mellem drøm og mareridt. Og nu altså, takket være videooptagelserne, en Maggi-terning af indtryk, som i filmen foldes ud og lægges frem, så materialet af eftertiden kan iagttages som en kortlægning af en revolutions anatomi. Okay, så kan det godt være, at den folkelige opstand i Egypten indtil videre kun er blevet til en halv revolution. Men det ændrer ikke ved, at Omar Shargawi og Karim El Hakim med deres film har skabt et helstøbt, om end flimrende, fragmenteret og stærkt subjektivt dokument om en af de vigtigste begivenheder i nyere tid.

 

’1/2 revolution’. Instr.: Omar Shargawi og Karim El Hakim. 2011. 72 min. Vises i dag kl. 19 i biografklubben DOX: BIO i 40 biografer landet over (med debat). Herefter almindelig visning i udvalgte biografer. www.doxbio.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her