Læsetid: 4 min.

Der findes ikke sikre svar

Den 80-årige canadiske novelledronning Alice Munro har begået en vidunderlig og livsklog samling om den kærlighed, der ikke blev til noget
16. december 2011

Der er ét gennemgående tema i Munros seneste novellesamling: Mødet med den alternative kærlighed. Oftest i konjunktiv: Dette kunne være blevet en stor kærlighed. Kvinde, som regel gift, forenes et øjeblik med (gift eller ugift) mand i et kys eller favntag og siden aldrig mere. I nogle af historierne er denne konjunktiv uendelig trist (øv, de skulle have haft hinanden!), i andre giver den de skildrede liv en ekstra og trøsterig dimension af potentialitet. Eller også sidder læseren tilbage med begge følelser samtidig.

Kys

En enke får ægtemandens varme aske bragt i en papkasse af byens bedemand, som hun engang har kysset, og alting sitrer mellem dem. Men: »Ægteskaberne var deres sande livsindhold. […] Det andet var afhængigt af ægteskaberne, det var takket være dem, det havde sin sødme, sin trøstende løfterigdom. […] Den eneste fare ville ligge i at prøve det af og se det falde fra hinanden og derpå tro, at der ikke havde været noget.«

En ung husmor tilbringer nogle timer i en fremmed læges arme og ser ham aldrig mere, men dagdrømmer om ham resten af sit liv: »Det lod ikke til at have den store virkning på hendes dagdrømme, at han var død«.

En gammel kvinde kommer pludselig i tanke om, at hendes flygtige elsker afslog hendes afskedskys, ikke bare med ordet »nej«, men med ordene: »Nej, det gør jeg aldrig«, og tænker, at alt havde været anderledes, hvis hun ikke havde glemt disse ord:

»Hun var måske ikke blevet hos Pierre. […] Hun kunne have følt trang til at få en mand til at æde afvisningen i sig. […] Hun kunne have fået et helt andet liv — hvilket ikke var det samme som at sige, at hun gerne ville have haft det.«

En midaldrende kræftsyg kvinde i bedring får et kys af en ung mand på en flydebro:

»Det forekom hende, at det var første gang nogensinde, hun havde været med til et kys, der var en begivenhed i sig selv.« Her åbner kysset for en gang skyld ikke for en stor konjunktivisk kærlighed, men er netop »en begivenhed«, alt nok, »i sig selv«.

Alternativer

I enkelte af historierne realiseres den alternative kærlighedshistorie, men da følger vi aldrig de elskendes perspektiv. Det perspektiv, vi som regel følger, er kvindens, og det er den kvinde, som ser et andet muligt liv åbne sig i en anden mands favn, men af den ene eller anden grund ikke realiserer denne mulighed. I ingen af novellerne gives der en sikker viden om, hvorvidt den alternative kærlighed virkelig kunne være blevet den store. Måske kunne det andet liv have været lykkeligere, måske ikke — det er svært at vide, både i livet og i litteraturen, når den er så livsklog som Munros.

En kvinde flytter fra sin mand »i håbet om at få et liv uden hykleri og afsavn og skam«, men det er ikke den store frihedseufori, der møder hende, da hun nu får rum og tid til at realisere sine skrivedrømme: »Det jeg skrev, var ikke bedre end det, det var lykkedes mig at skrive i mit tidligere liv, mens kartoflerne kogte, og vasketøjet dunkede i sit automatiske kredsløb. Der var bare mere af det, og det var ikke værre, det var det hele.«

Retrospekt

Nogle af novellerne er skrevet i første person, andre i tredje, men alle retrospektivt og overvejende i datid, uden at retrospektionen giver nogen dom eller noget facit over livsvalgene. Fortælleren er tæt på sin person, men har også retrospektionens distance, hvor en situation eller karakter kan sammenfattes med præcise visdomsord. De skildrede liv er, med få undtagelser, skildret fra hele livets perspektiv.

Vi kan fra det ene afsnit til det andet hoppe fra unge, livsgnistrende Fiona med det blonde hår til 70-årige Fiona med det hvide hår, stadig livsgnistrende trods senildemens, og på vej ud i en stor kærlighed (en af dem der faktisk realiseres — på plejehjemmet — men opleves fra hendes jaloux omend livslange skørtejægermands perspektiv).

Vi holdes ikke suspenderet i det fortalte øjeblik; fremtiden foregribes: »Hendes ægteskab med Pierre ville fortsætte; det ville holde. Hun ville aldrig få Asher at se igen. Begge dele skulle vise sig at passe.«

Visdom

Munros noveller er fulde af livsvisdom. Ikke den slags visdom, som sidder inde med svarene, men den visdom, som har indset, at der ikke findes sikre svar, og solidarisk, men usentimentalt, følger bølger og længsler i disse kvindesind og giver det levede liv en aura af andre mulige liv.

Den danske oversættelse har desværre nogle skønhedspletter. En campingvogn er på dansk ikke »organiseret« med veranda, men »udstyret med«. Faget »kunstforståelse« hedder vel snarere »formning«. Udtryk som »aplomb«, »den små Sabitha« og »gøre kur til« er lovlig altmodisch, og det er »jordnøddesmør« (i stedet for peanut butter) sådan set også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu