Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man går da i teatret til jul

Juleteatret 2011 leger med urforestillingen om julen, så der er plads til både drøm og distance. Line Knutzons parodi på ’Jul i Nødebo Præstegaard’ lyser op som en danskersatire til tiden
Latteren raser til Line Knutzons ’Juleferie i Nøddebo Præstegård’. Her spiller familien Blicher dilettantteater, og sådan ser Jeppe Eisners gakke scenografi også ud. Det er Stine Schröder Jensens gifteklare Margrethe i blodrødt, der får hormonerne til at dirre hos Heidi Coldings kældermenneske-klokker med rollen som engel – og mens Michael Moritzen, Casper Crump og Filippa Suenson overrasket kigger på.

Latteren raser til Line Knutzons ’Juleferie i Nøddebo Præstegård’. Her spiller familien Blicher dilettantteater, og sådan ser Jeppe Eisners gakke scenografi også ud. Det er Stine Schröder Jensens gifteklare Margrethe i blodrødt, der får hormonerne til at dirre hos Heidi Coldings kældermenneske-klokker med rollen som engel – og mens Michael Moritzen, Casper Crump og Filippa Suenson overrasket kigger på.

Per Brogaard

Kultur
3. december 2011

Urforestillingen om danskernes jul ligger tæt på fortællingen om Jul i Nøddebo Præstegaard. Altså den gamle teaterforestilling og film, hvor Ove Sprogøe spillede studenten Nikolaj, der drog på landet for at opleve juletræ og kyssekærlige julekvinder i klejneparfume — og hvor han ikke helt havde styr på, hvor meget luft, pastor Blichers yndlingshane havde brug for, hvis den blev anbragt i et skab ...

Nødebo er langt fra 2011. Men teatret i 2011 relaterer sig til julebilledet af nisserne fra Nødebo endnu heftigere end tidligere sæsoner — med en ny forhippethed på idyllen, men også med en ny distance.

Juleteatret leger med julen som en drøm, men samtidig diskuterer juleforestillingerne juleidyllens skrøbelighed undervejs med interne, selvironiske jokes: Julen som idyl og julen som umulighed på samme tid. Publikum lokkes antagelig af samme dobbelthed: Af juleteatret som et glædesspejl, hvor man et øjeblik kan se sig selv og sin familie i julelysenes formildende skær — og igen få øje på muligheder, man har glemt. Men også af juleteatret som en drøm, der kun opleves som virkelig et par timer.

Anti-heltindernes jul

I Line Knutzons parodi, Juleferie i Nøddebo Præstegård på Frilandsmuseet bliver juletraditionerne vendt og luftet. Det er selvfølgelig mest de gråhårede voksne, der forstår satiren. Men også skoleungerne fatter den groteske leg med traditionerne. Replikkerne er ikke synderligt børneomhyggelige, men Lars Knutzon har iscenesat forestillingen så anarkistisk, at ungerne tilsyneladende beslutter sig for ikke at gå glip af et eneste klynk fra den sultne nisse, der ikke har fået grød de sidste seks år.

Desuden har Nikolaj Hess skabt gakket musik med lige dele kontrabas og harmonika — og med hvidpudrede punkmusikere: Next stop Tom Waits.

Men det mest vidunderlige ved denne Nøddebo er egentlig, at stykket skaber to helt nye anti-heltinder i dansk dramatik. Den oprindelige, nysgerrige præstedatter Andrea-Margrethe hedder her bare Margrethe, og i Stine Schröder Jensens fortolkning er hun et vidunderligt naturbarn helt uden hæmninger — drevet af sine struttende drifter og helt uden høflighedsoverjeg. Hun vil have en mand, og det kan ikke gå hurtigt nok. Selv hendes hår stritter i alle retninger efter hankøn; det er ubetaleligt.

Hendes udkårne er ingen mindre end Heidi Coldings ’Klokker Bo’, der som pukkelrygget nørd har fået lov til at leve som ubemærket macho hos Michael Moritzens morsomt selvoptagede Pastor Blicher.

Heidi Colding er Nødebos svar på kældermennesket, der bryder ud af tårnkælderen. Hvad, der gemmer sig af fyrighed i den pukkelryggede, skal ikke afsløres. Men Stine Schröder Jensen og Heidi Colding har en vanvidstiming, som gør dem helt frygtindgydende: Næste stop Cirkusrevyen.

Æbleskiverne vendes

Hvad er det så, denne forestilling gør for den julehungrende tilskuer? Den beskriver decemberstemningen med hemmelighederne, æbleskiverne, stearinlysene, gaverne, maden, gæsterne ... Og så viser den nådesløst alt det, der går galt.

Og hér er det, ungerne kan juble med. For selvfølgelig genkender ungerne familietravlheden, hvor alt skal være åh så julehyggeligt, mens de voksne mest er optaget af, at de egentlig ikke kan nå hverken at bage den frosne købedej eller skrive julemails. Altså en Nødebo 2011 ...

Samme historie finder man på Ishøj Teater, hvor Gunvor Reynbergs stykke Julen der blev væk netop har fokus på det strømlinede forældrepar, der har indført ’hvid jul’ og fjernet alt rødt og grønt; selv juletræet bliver af hvidt plastik. Her har Pia Rosenbaum instrueret, så alt vitterlig er på ungernes brunkagepræmisser — og så historiens to søskende selvfølgelig får allieret sig med nisserne på loftet. I bedste Nødebo-stil, men vel at mærke for de 2-6 årige ...

Julen får vinger

Der var engang en dreng, som fik en lillesøster til jul på Odense Teater er en juleversion af filmen om lillesøsteren med vinger. På teatret ender det dog med at være Anders G. Kochs nørdede mekaniker Alf, der skaber julefølelsen.

Han kan ikke lade være med at charmere tilskuerne med sine porcelænssmadrende rystehænder og sin hengemte krop, der pludselig vågner op til forårsfornemmelser — med et kærlighedsbudskab sådan omtrent for alle fra otte år og op.

At så Wikke og Rasmussen har gjort manuskriptet mindst 20 minutters motorcykeltur for lang — og at instruktøren Kamilla Wargo Brekling og scenografen Maja Ravn ikke har kunnet modstå fristelsen til at lave en frygtindgydende orkan inde i en skov — det er ærgerligt. De 6-årige bliver for trætte og for bange, inden alt ender godt.

For selvfølgelig ender juleteatret godt. Det skal det bare. Uanset hvor meget distance, der er til idyllen undervejs. Det er jo derfor, folk går derhen. Uden at røbe et ord mere: Juleteatret har det med at handle om kærlighed.

 

’Juleferie i Nøddebo Præstegård’. Fra 10 år. Frilandsmuseet i Brede til 11. dec. og Nationalmuseet i Kbh 13-30. dec.

’Julen der blev væk’. Ishøj Teater. For de 2-6 årige. Til 22. dec.

’Der var engang en dreng, der fik en lillesøster til jul’. Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Der er en sætning i anmeldelsen, der siger:

"Nødebo er langt fra 2011. Men teatret i 2011 relaterer sig til julebilledet af nisserne fra Nødebo endnu heftigere end tidligere sæsoner — med en ny forhippethed på idyllen, men også med en ny distance."

Distancen tror jeg ikke meget på. Men forhippetheden på idyllen, den tror jeg på. I det hele taget er der en kolosal tilbagevenden til gamle normer og sæder i disse år. Det er som om, at alle de kampe, der blev udkæmpet for at få luget ud og smidt væk, har været forgæves. Nu suser man direkte tilbage til det ældste og efterstræber det. Hvis man så i det mindste kunne opfinde noget nyt. Men nej, man svælger i det gamle.