Hårdt holdte visitkort

Det er ikke helt godt med årets afgangsantologi fra Forfatterskolen, på den anden side er man ikke i tvivl om bidragydernes talenter. Problemet er heller ikke, at de minder for meget om hinanden, selv om lighedspunkterne er oplagte. Med en enkelt undtagelse er der ikke meget handling og kun svagt optegnede, fiktive universer her. Og med en anden undtagelse er der heller ikke meget egentlig lyrik. Det er mest kort, seriel prosa, sætninger med knopskydende sprog.

Men meget af det føles sammenbidt, villet. Det er, som om virkemidlerne og et bagvedliggende ærinde ikke hænger sammen, som om de mange, intense følelser — vi er meget langt fra en kølig minimalisme her — ikke helt kan finde deres form. Sådan lyder det hos Sofie Daugbjerg:

»Jeg er enke./ Hold mit tunge hjerte. De river mine øjenlåg af. De river mine ben af. Jeg er en skærm. Ingen har rørt mig. Lyset er en løgn. Modet er en skamplet i mine tørre øjne./ Jeg er din slange. Jeg er din søjle.«

Det lyder som et hårdt og ekstatisk parforhold, men stilens højspændte staccato bliver også hurtigt til maner. Norske Ida Frette undersøger snarere end udlever sine følelser, det giver en fin tøven i hendes små prosablokke, men både hun og Henriette Sennenvaldt skriver fra det samme, intense og abstrakte følelsesrum. Der er masser om ’jeg’ og ’han’ og ’du’, men de har meget sjældent navne.

Hos Zoltan Ará og Daniel Dalgaard handler det om det intime midt i det sociale. Også her sker det på måder, der både føles abstrakte og fyldte med patos. Over seks sider skriver Ará den ene sentens efter den anden — med STORE BOGSTAVER, det føles, som om han hviskeråber sin læser ind i øret — med strategier og konstateringer om kroppen og selvet:

»DET ER EN EKSTRAORDINÆR FØLELSE NÅR DELE AF DIN KROP RØRES FØRSTE GANG. HER MENES NAVNLIGT FORNEMMELSER AF SEX OG KIRURGI.« (...) »SELV MED LUKKEDE ØJNE KAN MAN SE EN FREMMED KOMME NÆR. DENNES SKYGGE VISER SIG PÅ INDERSIDEN AF DIT ØJENLÅG.«

Nå ja, sætningerne er ikke helt skarpe nok til al den emfase. Daniel Dalgaard skriver så om staten, det intime og miljøet. Man bemærker især indflydelsen fra Lars Skinnebach, som jo også er lærer på Forfatterskolen.

Allerød, ødelagt

Flere af årets afgangselever har faktisk allerede debuteret Bjørn Rasmussen med den helt fantastiske Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Hanne Højgaard Viemose med den meget roste — selv er jeg tøvende — Hannah. Under alle omstændigheder er deres bidrag her ikke på højde med de to romaner. Asta Olivia Nordenhof genoptrykker et uddrag fra sin lille bog Et ansigt til Emily, der udkom for knap en måned siden, og som nok er bedre i sin helhed.

Uden for nummer står Rasmus Halling Nielsen, der har udgivet et utal af hæfter og pamfletter på forlag så små, at hverken offentligheden eller avisernes kulturredaktioner kender til dem. Denne gang springer hans sære tekstcollage mellem dyster americana og en vision om Lillerøds ødelæggelse, 1981 — og også mellem avantgardeteori og en dansk herregårdsfilm fra tresserne.

Det kan lyde sært og villet, og det er det vel også. Det heller ikke altid let at læse, Rasmus Halling Nielsen har en forkærlighed for helt massive sider fyldt med lange sætninger. Men der er en smertelig intensitet i hans sprog, en nærmest resigneret undergangsstemning. Kroppen og verden trænger igennem hinanden og går til grunde:

»Vi vil altid have sorgen over at skulle vandre igennem hinandens porøse overflader: Knoglerne fægter op, snoede muterede lanterne stukket ud fra rælingen, en flok lille lys væk, som det forsvinder, som de forsvinder. Kræft af grundvandet af vandværket af sprøjtegiften af en hel bys død af Lillerøds død af kræft af grundvandet af etc. Udmarvede skind på ben: denne kønsløse penis, misdannelse på fostre.«

Som sagt: Det er svært at være udelt begejstret for årets afgangsantologi, også selv om der tydeligvis er både talent og vilje i bidragene. Helt dårligt er der alligevel ikke noget, der er.